mandag den 29. september 2014

På 'tapas crawl' i Benavente

Tapas og to 'Cortos'
At bo i Madrid er det optimale udgangspunkt for at udforske mere af fantastiske Spanien. Hvor de fleste er godt bekendte med ferie-favoritterne Mallorca, Barcelona og de kanariske øer, er det de færreste der tager turen til de områder der går lige under charter-radaren. Vidste du for eksempel at man kan stå på ski i Sydspanien? Eller at det nordvestlige hjørne af landet byder på landskaber der minder om Skotland og Wales?

Sidstnævnte er netop hvad vi satte kursen mod fredag eftermiddag.
Min spanske svigerfamilie stammer nemlig fra regionen Galicien, hvor flere af dem stadig bor og samles hos bedsteforældrene i mange weekender. Det er første gang jeg skal møde dem, og første gang at jeg skal opleve Galicien. Denne gang deles turen dertil dog op over to dage, med første stop hos min kærestes tante i Benavente. En mindre by i den nordspanske region Castilla y León, godt 270 kilometers bustur fra Madrid.

Hvor peberet gror
Peberboderne stod frit tilgængelige om natten på torvet i Benavente
Vi ruller ind på busstationen i Benavente ved 21-tiden, og meget belejligt til spansk spisetid. Tanten byder os velkommen i sin hyggelige tre-værelses lejlighed, der trods størrelsen og den centrale beliggenhed i centrum, koster under det halve af vores lille lejlighed i Madrid. Denne aften dufter hele opgangen af stegte peberfrugter, for byens torv åbnede den årlige 'peber festival' tidligere på dagen.

Duften giver appetit og vi smutter ud for at starte en traditionel 'tapas crawl', hvor man helt som den klassiske pubcrawl går fra bar til bar smager på forskellige delikatesser. Tanten tager selv turen hver torsdag aften med en veninde, og har derfor værdifuld insider-viden til de bedste steder.

Gratis tapas
'El Gallego' - Galicisk bar i Benavente
Vi lægger ud på et hyggeligt sted på det første hjørne af byens tapas-hovedgade, og det går hurtigt op for mig at priserne langt fra er ligeså pebrede som festivallen på torvet. Her er traditionen den at man bestiller et lille glas øl kaldet en 'corto', og så følger et stykke valgfri tapas med - ganske gratis. For tre cortos og tre stykker lækker tapas lyder regningen på €2.70 - kun lidt over 20 kroner! Og senere skulle det blive endnu billigere.

Efter at have lagt forsigtigt ud med et lille stykke pizza, byder den næste bar med tyrefægter-tema på en lækker krydret version af den elskede chorizo-pølse. Dernæst tortilla (kartoffelomelet) med tun og mayo, hjemmelavede kartoffelchips med bacon, albondigas (kødboller), og sidst men bestemt ikke mindst figón – indbagt chorizo og ost.

Alle små delikate portioner som vi nyder på seks forskellige og livlige barer, hvor snakken flyder lystigt mellem de lokale, mens tapas og cortos langes over disken. Jeg kunne bestemt godt vænne mig til denne tradition og disse priser! Og efter en rundtur i Benavente by night med vores lokale 'guide', er jeg varmet op til de galiciske godbidder, jeg ved der venter mig næste dag.

torsdag den 25. september 2014

'Rolling on the river'

Hvad er bedre end at kunne kombinere tre af sine favorit-dicipliner i ét og samme koncept? Sightseeing og fotografering på rulleskøjter. Vi kunne kalde det 'skateseeing' eller 'skatography'?

Siden jeg var barn har jeg elsket at have hjul under fødderne, og har naturligvis slæbt mine trofaste Bauer hockeyrulleskøjter med til Madrid. Derfor tager jeg dem, og min gode ven Nikon, under armen og begiver mig mod den nærliggende Manzanares-flod, som skærer ned gennem det sydvestlige hjørne af Madrid.

Madrid Rio
Flodens beliggenhed gør at den ikke på samme måde som i Paris og London er en central del af bybilledet. Dens popularitet steg dog enormt for få år tilbage da man gennemrenoverede en lang strækning langs flodens breder, og anlagde et storslået rekreativt område med parker, legepladser og kilometervis af stisystemer. Madrid Rio var et kæmpe projekt der medførte en hav af nye gangbroer over Manzanares og gjorde området mere tilgængeligt og seværdigt.

Manzanares-floden og Puente Verde
I dag bør en gåtur langs Madrid Rio stå højt på listen hos mange turister, der vil have en pause fra det travle centrum. Sammen med den enorme Central Park-agtige Retiro er floden nu blandt Madrids mest populære udflugtsmål, og blandt de mest populære steder af lufte rulleskøjterne.

Checkpoints
Det er ikke hele strækningen der er optimal for de otte-hjulede, og derfor starter jeg min tur ved den trafikerede bro, Puente de Segovia. Mens jeg trækker i rulleskøjterne kan jeg nyde udsigten til kongeslottet og Almudena katedralen, inden jeg sætter kuglelejerne i rotation langs den vestvendte bred.

Den første lidt ru overflade gnaver i hjulene, mens jeg suser ned mellem de spredte fyrretræer og forbi de mange kilometermærker der er indlejret i stien. Heldigvis skifter underlaget hurtigt til en mere 'smooth' version, mens jeg passerer de første seværdige checkpoints på ruten; Den Y-formerede bro, Puente Verde, samt hjemmebanen for Atletico Madrid, Vicente Calderon. Det store stadion hænger nærmest med røven i vandskorpen over floden, mens motorvejens trafik forsvinder ind under den ene tribune.

Puente Arganzuela
Herefter svinger floden let mod øst, 
og jeg når til den store kontrast mellem broerne Puente de Toledo og Puente de Arganzuela. Førstnævnte en 1700-tals bro i granit og med smukke buer over Manzanares – den næste en futuristisk kæmpespiral der ser ud til at borer sig vej til modsatte bred.

Så vender vi kajakken
Langs Madrid Rio ligger de populære 'fortorvscaféer' som tankstationer langs motorvejen. Her kan der tankes vin og tapas med udsigt til floden, mens ungerne får sig en is. Jeg snupper en kold cola i solen og samler kræfter til de næste kilometer. Imens ser jeg adskillige mountainbikes suse forbi på ruten, som naturligvis også er populær for cykelentusiaster.

Boostet af koffein og sukker skøjter jeg videre og forbi de to mosaik-klædte tvillingebroer, Puentes Cascara, som godt kunne minde om kajakker eller kanoer vendt på hovedet. Jeg vender selv skuden ved 6.85 kilometermærket, og krydser til modsatte bred. Hvor den vestvendte strækning er mere eller mindre lige ud af landevejen, bugter den østvendte sig voldsomt gennem et velanlagt landskab, der kunne minde om en gigantisk minigolfbane.

Puente Cascara
Jeg nyder udsigten til fantasifulde legepladser, blomsterbede, en skaterpark og fodboldbaner, mens jeg tvinger hjulene rundt i hårnålesvingene tilbage mod mit udgangspunkt.

Jeg er glad for jeg har taget denne tur i en efterårs-tilpas-temperatur, og ikke i 40 graders varme, men om aftenen beviser mine røde 'badevinger' på overarmene, at man ikke skal undervurdere den spanske sensommersol.




fredag den 19. september 2014

De små forskelle

Én af de pudsige ting ved at bo i udlandet, er konceptet af tage 'på ferie' i Danmark. Selvom det oftest blot handler om at være sammen med familien og vennerne, og selvom Madrid hverken geografisk eller kulturmæssigt er den anden side af kloden, så er det alligevel en anderledes oplevelse. Jeg er sikker på at alle jer der har boet eller bor i udlandet, vil give mig ret i at man pludselig ser nogle ting fra en lidt anden vinkel.

På vej mod nord
Da jeg i sidste uge tog en tur hjem til Danmark var sproget og priserne nogle af de største kontraster. Pludselig var det ikke længere en udfordring at bestille en kop kaffe – til gengæld kostede den tre gange så meget!

Efter en længere periode udenfor Danmarks grænser, er det altid en lille omvæltning pludselig at kunne forstå alt der bliver sagt igen. Det er dog ikke altid en fordel. Ind imellem giver det et andet fokus at være 'isoleret' fra andres samtaler på offentlige steder.

Andre gange kan det føre til sjove situationer, som da vi for nogle uger siden stadig var på lejlighedsjagt i Madrid. Jeg overlod spørgsmål og forhandlinger til min indfødte kæreste, og mens de plaprede løs om nabostøj, elregninger og kvarterets mangfoldigheder, havde jeg mere en svært ved at ignorere den daværende lejers kat, som under hele besøget kæmpede indædt med en hårbold.

Rugbrødsabstinenser?
Nu er jeg langt fra blandt dem der ikke kan leve en uge uden rugbrød, men så er der andre små ting man sætter pris på ved et smut hjemover. Det er jo ikke tilfældigt at der findes en pølsevogn i lufthavnen, og hotdog er nu engang bare bedre derhjemme. Ligesom at bacon bare er sprødere og vandet i hanen koldere. Og mens debatten er sat i gang derhjemme, for at finde frem til Danmarks nationalret, blev jeg forkælet med nogle af mine egne favoritter – boller i karry og flæskesteg.

Efter syv uger med et gennemsnit omkring de 30 grader, måtte de lange bukser og jakken frem trods fint dansk sensommervejr. Det var næsten helt rart at se lidt regn igen, mens efterårets morgendug på græsset har sin egen charme. Som stemningen i Odenses gågade, hvor tempoet i sammenligning med Madrid, pludselig syntes at foregå i afstressende slowmotion.

'Hjem' igen
'Quatro Torres' er en markant del af Madrids skyline, og kan tydeligt ses
ved indflyvningen til lufthavnen i forstaden Barajas
Onsdag gik turen sydpå igen, og som på turen fra lufthavnen ugen før atter ledsaget af 'fejl på signal' hos DSB. To forsinkelser af to mulige, og en enkeltbillets pris der svarer til et månedskort i Madrids metro - det er i hvert fald ikke det bedste signal at sende.

Hvis du overvejer en tur til Madrid, så sørg for at booke en vinduesplads i flyet. Fra man krydser pyrenæerne er der en fantastisk udsigt over det bjergrige landskab ned mod Madrid - som byder velkommen med silhouetterne af de fire ikoniske skyskrabere i finansdistriktet.

I lufthavnen bliver jeg stoppet af en ung fyr som på spansk spørger om vej til metroen. Jeg har heldigvis - og ironisk nok - lært hvordan man siger 'jeg taler ikke spansk' – på spansk. Men jeg kan dog bekræfte at han er på vej i den rigtige retning. Da det går op for ham at jeg er dansker vender han sig om, viser stolt sin nyindkøbte FCK-trøje frem og udbryder; ”Copenhagen”.

Ja, de små forskelle..

tirsdag den 9. september 2014

Enkeltstart og storby-doping

Jeg snupper solbrillerne, smider den bærbare over skulderen og smyger mig ind i den lille elevator i opgangen. Fra Calle de Fomento, som jeg nu har kaldt mit hjem i en uges tid, er der kun få minutters gang til den livlige Plaza Santo Domingo. Og derfa yderligere to minutters gang til populære Plaza del Callao – et knudepunkt mellem Madrids summende shopping-mekka og den storslåede hovedgade Gran Vía.

Gran Vía – enkelt oversat 'stor vej', er Madrids svar på New Yorks legendariske Broadway, eller om man vil, Paris' Champs-Elysés. Sammenligningen med Broadway ligger dog lige for, grundet de mange store teatre og biografer her.

Da jeg første gang steg op fra metroen ved Callao i sommeren 2012, var det kærlighed ved første skridt – for Gran Vía er ganske enkelt overdådig i både arkitektur og storbystemning. Man føler sig omringet af det ene imponerende bygningsværk efter det andet, mens lydene af gademusikanternes instrumenter hvirvler rundt i trafikkens monotone underlægningsmelodi.

Solen brænder i nakken mens jeg nærmest finter mig forbi turisterne og 'ligger på hjul' af de lokale. Fra Callao går turen øst på langs Gran Viá, stadigt zig zag'ene mellem skopudsere, forretningsfolk og levende gadeskilte. Videre forbi shoppinghimlen for Real Madrids disciple og op til den Manhattan-inspirerede Telefónica-bygning.

Slutspurt i Malasaña
Herfra skifter kulisserne fra storbyboulevard til super charmerende gågade, ned gennem hippe Calle Fuencarral i udkanten af det stemningsfyldte Malasaña-kvartér.

Her er det helt i orden at være anderledes, og ikke sjældent at se folk i så fantasifulde garderober, at Fru Hansen med sikkerhed ville træde baglæns ud af træskoene hjemme i en dansk provinsby.

Efter få minutters gang drejer jeg til venstre ad hyggelige Calle Colón og når i mål ved mit foreløbige favorit-kontor - den cykel-inspirerede café La Bicicleta. Efter 20 minutters inspirerende storby-doping er jeg mere end klar til træde i pedalerne på dagens skriveopgaver.  

torsdag den 4. september 2014

Den musikalske metro

En nærmest obligatorisk ingrediens i en rigtig storby er et veludviklet metro-net, hvor linjerne fungerer som blodåre til centrums pulserende hjerte – og sådan et har Madrid.

Her i de underjordiske gange leves månedsvis af en madrileños liv, på at vente.. og på at skifte mellem linjerne. Derfor forstår man det høje og til tider nærmest stressende tempo der lægges for dagen i metroens gange, hvor der småløbes selv på de rullende fortorv, der er sat ind som hjælpemotorer på de lange seje træk. At bevæge sig på et allerede rullende fortorv, er vel som at træne mens man tager doping? Men jeg bliver automatisk revet med, og har måtte opgive min ideologiske tankegang om at tage det roligt, og benytte de gode gammeldags trapper.

Storby blues
Metroen har sit eget liv, og den økonomiske krise har sendt flere ned i undergrunden for at sælge alt fra lodsedler til tennissokker og papirlommetørklæder. De triste skæbners symfoni, overdøves dog af og til af lige så desperate, eller måske håbefulde, metro-musikanter, der ikke længere finder det tilstrækkeligt med den klassiske spanske guitar.

I disse Eurovisions-tider, medbringes ofte et større arsenal af panfløjter, keyboards og velassorterede rytmebokse. Som den anden dag hvor min metrotur pludselig gik over over fjerne himmelstrøg, mens to sydamerikanske troubadourer gav den fuld skrue med en lidt for rytmisk pan-version af 'Sound of Silence'. Ufrivilligt akkompagneret af en halvristet middelaldrende kvinde, som ikke helt formåede at falde ind i en harmonisk duét.

Netop 'Sound of Silence' syntes at være blandt favoritterne i Madrids undergrund, og måske meget rammende for den generelle tilstand i metroen, hvor hver normalt passer sit, med øjnene lukkede, eller fikserede på mobilen eller Ibook'en.

Selv leger jeg indfødt og prøver at virke totalt storby-cool, mens jeg ud af øjenkrogen tæller stationer på kortet over døren. Til min store tilfredshed har jeg dog erfaret at selv ægte madrileños gør det samme.

tirsdag den 2. september 2014

Hede nætter i hovedstaden

I 35 graders varme er det svært at forholde sig til at kalenderen nu siger september. Siden jeg ankom til Spanien sidst i juli, har termometeret balanceret stabilt omkring de 30 grader, og det kan tælles på én hånd hvor mange gange jeg har haft brug for en langærmet t-shirt.

Selvom sommeren var god i Danmark, og overraskende god da jeg rundede Wales på vejen til Madrid, er dette andre forhold at vænne sig til. Her åbner man ikke vinduerne for at lufte ud – man lukker dem for at holde varmen ude. Og gardinerne trækkes for som et skjold mod en ildsprudende drage, når solen ved 16-tiden runder husmuren overfor og 'tænder op i grillen'. Selv vores indbyggede aircondition puster for at følge med, og 'en hed nat' får pludselig en helt anden betydning.

Siesta og aftenture
Aftentur ved Kongeslottet
Men vejret har bestemt også sine fordele. Man bruger ikke mange sekunder på at overveje garderoben, D-vitaminerne vælter ind ad brevsprækken og modsat i Danmark,
er det ikke svært at planlægge udendørsaktiviteter – så længde de ikke ligger midt på dagen!

Solbriller er obligatoriske, man drikker sin kaffe med is i og pludselig forstår man begrebet 'siesta', for varmen trætter enormt. Det er dog en overdrevet misforståelse at folk tager hjem fra arbejde for at sove.

Den store forskel på sommer i Danmark og i Spanien er at varmen ikke forsvinder når solen går ned. Tvært imod bliver det mere udholdeligt at bevæge sig udenfor, og de lune aftener indbyder til gåture i Madrids smukke centrum.