tirsdag den 2. september 2014

Hede nætter i hovedstaden

I 35 graders varme er det svært at forholde sig til at kalenderen nu siger september. Siden jeg ankom til Spanien sidst i juli, har termometeret balanceret stabilt omkring de 30 grader, og det kan tælles på én hånd hvor mange gange jeg har haft brug for en langærmet t-shirt.

Selvom sommeren var god i Danmark, og overraskende god da jeg rundede Wales på vejen til Madrid, er dette andre forhold at vænne sig til. Her åbner man ikke vinduerne for at lufte ud – man lukker dem for at holde varmen ude. Og gardinerne trækkes for som et skjold mod en ildsprudende drage, når solen ved 16-tiden runder husmuren overfor og 'tænder op i grillen'. Selv vores indbyggede aircondition puster for at følge med, og 'en hed nat' får pludselig en helt anden betydning.

Siesta og aftenture
Aftentur ved Kongeslottet
Men vejret har bestemt også sine fordele. Man bruger ikke mange sekunder på at overveje garderoben, D-vitaminerne vælter ind ad brevsprækken og modsat i Danmark,
er det ikke svært at planlægge udendørsaktiviteter – så længde de ikke ligger midt på dagen!

Solbriller er obligatoriske, man drikker sin kaffe med is i og pludselig forstår man begrebet 'siesta', for varmen trætter enormt. Det er dog en overdrevet misforståelse at folk tager hjem fra arbejde for at sove.

Den store forskel på sommer i Danmark og i Spanien er at varmen ikke forsvinder når solen går ned. Tvært imod bliver det mere udholdeligt at bevæge sig udenfor, og de lune aftener indbyder til gåture i Madrids smukke centrum.