tirsdag den 9. september 2014

Enkeltstart og storby-doping

Jeg snupper solbrillerne, smider den bærbare over skulderen og smyger mig ind i den lille elevator i opgangen. Fra Calle de Fomento, som jeg nu har kaldt mit hjem i en uges tid, er der kun få minutters gang til den livlige Plaza Santo Domingo. Og derfa yderligere to minutters gang til populære Plaza del Callao – et knudepunkt mellem Madrids summende shopping-mekka og den storslåede hovedgade Gran Vía.

Gran Vía – enkelt oversat 'stor vej', er Madrids svar på New Yorks legendariske Broadway, eller om man vil, Paris' Champs-Elysés. Sammenligningen med Broadway ligger dog lige for, grundet de mange store teatre og biografer her.

Da jeg første gang steg op fra metroen ved Callao i sommeren 2012, var det kærlighed ved første skridt – for Gran Vía er ganske enkelt overdådig i både arkitektur og storbystemning. Man føler sig omringet af det ene imponerende bygningsværk efter det andet, mens lydene af gademusikanternes instrumenter hvirvler rundt i trafikkens monotone underlægningsmelodi.

Solen brænder i nakken mens jeg nærmest finter mig forbi turisterne og 'ligger på hjul' af de lokale. Fra Callao går turen øst på langs Gran Viá, stadigt zig zag'ene mellem skopudsere, forretningsfolk og levende gadeskilte. Videre forbi shoppinghimlen for Real Madrids disciple og op til den Manhattan-inspirerede Telefónica-bygning.

Slutspurt i Malasaña
Herfra skifter kulisserne fra storbyboulevard til super charmerende gågade, ned gennem hippe Calle Fuencarral i udkanten af det stemningsfyldte Malasaña-kvartér.

Her er det helt i orden at være anderledes, og ikke sjældent at se folk i så fantasifulde garderober, at Fru Hansen med sikkerhed ville træde baglæns ud af træskoene hjemme i en dansk provinsby.

Efter få minutters gang drejer jeg til venstre ad hyggelige Calle Colón og når i mål ved mit foreløbige favorit-kontor - den cykel-inspirerede café La Bicicleta. Efter 20 minutters inspirerende storby-doping er jeg mere end klar til træde i pedalerne på dagens skriveopgaver.