Brølet fra Bernabéu

En enkelt lille Messi-trøje er sneget sig ind mellem alle Real Madrid-tingene

”Han stiller sig klar ved pletten. Han går til bolden og..... Gooooooooooool”. ”Christiano Ronaldoooooooo”. Brølet kravler ovenud af gigantiske Bernabéu - Real Madrids legendariske hjemmebane og én af verdens mest ikoniske fodboldtempler. Hjemmeholdets darling nummer ét har scoret på straffe, og udlignet til 1-1 mod ærkerivalerne fra Barcelona. Selv går vi rundt udenfor, hvor politifolk og souvenir-sælgere står klinet til radioen og tv-vognenes små skærme. Alle følger opgøret intenst.

Min fodboldtossede lillebror er på besøg, og vi er taget herud for at se Bernabéu, og for at opleve en snert af stemningen omkring 'El Clásico' – betegnelsen for mødet mellem de to historiske klubber. Min bror ville meget gerne sidde på den anden side af muren og se kampen, men at få billetter til netop denne kamp er en kamp i sig selv. Og da de eneste tilgængelige løber op i 2000-3000 kroner, er det måske ikke det værd.

Gennem gitterets huller kan man lige skimte måltavlen

Jeg har aldrig selv været den store fodboldfan, men har alligevel de sidste par år tilkendegivet mit tilhørsforhold til byens anden klub – Atletico Madrid. Nok mest fordi jeg altid har haft sympati for underdogs. Ironisk nok blev disse underdogs dog mestre i den forgangne sæson.

Giganternes kamp

På denne dag er der ingen underdogs - kun giganter - og udover at fylde de mere end 85.000 pladser på stadion, sidder folk tæt foran skærmene på samtlige barer og restauranter, som var det en anden VM-finale. Spændingen knitrer i luften overalt. Det anslås at op imod 400 millioner ser med foran skærmene verden over.

El Clásico er udover finalen i Champions League anset som det største klubmøde i forboldverdenen, og én af de største sportsrivaliseringer på verdensplan. Hadet hænger udenpå trøjerne, og derfor er opbuddet af politivogne også stort udenfor Bernabéu. Vi går en tur rundt om stadion, hvor fans der gik glip af billetter kryber sammen om de små huller i gitteret, for at få bare et lille glimt af fodboldhimlen indenfor portene.

Plads til smil hos det ridende politi

Vi tager et hurtigt kig indenfor i Real Madrid-shoppen hvor der fås alt fra oplukkere til babytøj, men vi har ingen intentioner om at være i nærheden når de 85.000 lukkes ud. Så vi smutter mod metroen samtidig med at første halvleg fløjtes af, mens folk trænger ud gennem portene i pausen og politifolkene holder sig i stilling.

Hjemmesejr

og gratis tapas

I centrum finder vi én af de få ledige pladser på en bar, hvor anden halvleg ruller over skærmen.

I mellemtiden har hjemmeholdet bragt sig foran 2-1, og da de lukker kampen med 3-1 målet, bryder jublen ud blandt både gæster og personale. Madrid-klubben udbygger den snævre føring i den samlede El Clásico-statistik, og kryber tættere på rivalerne i tabellen.

I baren kryber den mandlige tjener tættere på os, og fortæller med et glimt i øjet at han er mest til blonde fyre, hvorefter vi får ekstra gratis tapas. Tjaa.. engang imellem betaler det sig at være kridhvid i Madrid.

På picnic i postkortet

'Domingueros' er den spanske betegnelse for søndagsturister – dem som de fleste bander langt væk på vejene, fordi de har mere travlt med at nyde omgivelserne end at køre bil. Når man bor i en storby som Madrid, er søndagsturisme populært – og især til den storslåede natur der venter lige udenfor byportene. Her hvor bjergene hæver sig i horisonten, og minder én om at Spanien er meget mere end storbyer og strande.

En af de søndagsdestinationer der topper hitlisterne er San Lorenzo de El Escorial – mindre end 50 kilometer fra Madrid. En mindre by med en stor tiltrækningskraft. Hovedårsagen findes i navnet, for El Escorial er et pragteksemplar af et renæssance-kompleks der dækker over både kloster, kirke, college, bibliotek og ikke mindst det royale palads. Omkranset af smukke slotshaver og en dragende natur, for foden af Sierra de Guardarrama-bjergkæden.

Den spanske Taj Mahal

El Escorial set fra Casita del Infante

Under en blå oktober-himmel og med efterårets gyldne tvist blandt alt det grønne, er det som revet direkte ud af et postkort – og det er midt i dette postkort at vi denne søndag har planlagt en picnic.

Vi er kørende med et vennepar fra Madrid, og allerede da vi nærmer os den lille by kan vi skimte den skarpe silhuette fra paladsets kupler og spir – som et andet Taj Mahal. En smuk kontrast til det nærliggende stenkors ved Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – som blandt andet huser diktatoren Francos grav.

Første stop et netop El Escorial, som er listet blandt UNESCO's Verdensarv, og besøges af mere end 500.000 hvert år – både lokale og Internationale turister. Bag murerne bydes på gallerier og guddommelige udsmykninger, men denne gang nøjes vi med at nyde mesterværket udefra. Ligesom den nærliggende royale bolig, Casita del Infante, med de eventyrligt anlagte haver og en formidabel udsigt til både bjerge og dale.

Tapas-trekking

Vi snupper en pause og en kølig drink på byens torv, Plaza de la Constitución, hvor mange lokale er samlet for at nyde det flotte vejr. De må alle have enorme lægmuskler, for byen er en labyrint af stejle gader, hvoraf de fleste er ensrettede og gør det svært for os 'domingueros' at finde rundt. Det lykkedes os dog at nå vores mål – Pinar de Abantos. Den frodige fyrreskov som klatrer op af Mount Abantos, og belønner med panorama-kig til EL Escorial. Midt i et landskab der minder om kulisser fra fortidens klassiske modeljernbaner.

Det smukke torv Plaza de la Constitución i San Lorenzo de El Escorial

Her finder vi en smuk plet nær en rislende bæk, hvor vi nyder vores transportable tapas og idyllen for en stund – inden turen går mod højere luftlag. Pulsen sættes op med et spontant og terrængående 'trek', som nær får os til at farer vild mellem fyrrestammerne. Til sidst når vi dog tilbage til bilen, og med den tilbage til summende Madrid.

San Lorenzo de El Escorial får flueben ved super søndagsdestination, og der venter helt sikkert flere af slagsen for denne 'dominguero'.

Fredag aften med seks svedige mænd

Lad det være sagt med det samme. Når jeg normalt bruger en fredag aften på at se seks svedige mænd give den gas, så foregår det på is og inkluderer en målmand, to backer og tre angribere. Denne fredag er panser og puck dog midlertidigt skiftet ud med dansesko og sort eyeliner.

Vi er inviteret i teatret af kærestens veninde, til det spektakulære danseshow Titanium. En fusion mellem den udtryksrige spanske flamenco, hip hop og breakdance. En umiddelbar mærkværdig kombination og opsat i nærmest science fiction-agtige rammer. En slags Happy Feet møder Matrix.

Travolta og Turtles

Venindens kæreste og jeg garderer os med en øl, og vi sætter os til rette i den intime teatersal i det smukke Teatro Rialto – én af de klassiske scener på Madrids 'Broadway', Gran Vía. Showet starter med en form for slowmotion scene til lydeffekter der er en moderne Imax-biograf værdig. Og hurtigt udvikler 'historien' sig over den ene speed-steppende og hvirvelvinds-snurrende dansescene efter den anden. Med mænd klædt i så rå outfits, at John Travolta ligner en børnehavepædagog i Grease.

De tre flamenco-specialister og de tre alsidige breakdancere skaber både kontraster og harmoni i de intense og urmenneskelige scener, via et helt enkelt men yderst effektfuldt sceneshow. Ind imellem tilsat tre mystiske og ninja-lignende skabninger, der senere i showet lader maskerne falde, og afslører hip hop evner der ville få både Donatello og Raphael til at gemme sig i skjoldet.

Spiller på alle strenge

Titanium-drengene er akkompagneret af et fire mands live-band, bestående af rytmiske trommer, en dramatisk violin, en inderlig spansk guitar og en formidabelt spansk-rappende forsanger. Grundet teatersalens vertikale opbygning, er alle tæt på scenen og får hvert et sveddryppende ansigtsudtryk med. En ganske enkelt imponerende oplevelse for en flamenco-jomfru som mig.

Samtidig får jeg flashbacks til 90'erne, hvor jeg selv testede mine evner som ægte hip hopper i Tommerup Forsamlingshus. Til tonerne af Ace of Base og med lidt mindre sort make-up.

(Se en trailer til showet her)

Solrig søndagsforestilling

Oktobersolen kører på højt blus over Madrid, og for en 'efterårsregnvant' dansker er det noget af en omvæltning stadig at kunne smutte ud kun iført shorts og t-shirt. Derfor har jeg adopteret mange madrileñoers søndagsfavorit – en tur i Retiro. Byens svar på Central Park, og et fantastisk sted at tilbringe et par solrige timer med bare at gå rundt og nyde atmosfæren.

Den mest seværdige indgang til parken får man ved Puerta de Felipe IV, hvor det farverige blomsterhav og de toppede buske er som revet ud af en Disneykulisse. Efterårets gyldne nuancer har sneget dig ind mellem alt det grønne, og under en lyseblå himmel duppet med lette vat-totter fås det ikke meget smukkere.

Den som intet vov'er...
Parkens officielle navn er 'Jardines del Buen Retiro' og den tilhørte oprindeligt det spanske monarki indtil 1767. Siden har den haft kronede dage blandt offentligheden, som i den grad har taget den til sig. Her slappes af på plænerne, drikkes kaffe ved de små caféer og sejles i robåde på den store sø. Pulsen sættes dog op på de brede asfalterede stier, mellem de grønne park-områder, som er et sandt slaraffenland for løbere, cyklister og skatere af enhver art. Derfor er der altid masser af gratis underholdning og artisteri, og man kunne nemt bruge hele dagen her hvis man ville.

Denne søndag logre parken af liv, helt bogstaveligt talt, for et kæmpe hunde-event har trukket hundredvis af de firbenede, og deres tobenede ejere, til gratis agility-træning og diverse shows. Samtidig gøres der en stor indsats for at afsætte herreløse adoptionshunde, der flere gange og på mystisk vis, får kærestens fødder til at 'hænge fast i asfalten' på turen gennem området.

Fra fire ben til otte hjul

Ét af mine håb er at kunne gøre et hockeycomeback her i Madrid – hvad enten det er på rulleskøjter eller is. Det er efterhånden to år siden jeg sidst jagtede en puck - og savnet er stort.

Derfor er jeg glad for at se en flok rulleskøjtende hockeygutter udkæmpe et lille søndagsslag, på stien mellem krydsende cyklister og legende børn. Her er der plads til alle. Vi nyder lidt hockey fra første parkét, på den sikre siden af kantstenen, og da de tager en pause ser min kæreste sit snit til at tage kontakt og agere 'spansk spilleragent'. Så nu venter comeback'et

måske lige om hjørnet.

På næste sti venter der os imidlertid endnu mere underholdning, med rulleskøjteløbere hvis storslåede slalom-pirouetter kan pille selvtilliden ud af enhver. Mens 'naboerne' på specialdesignede cykler får selv Peter til at træde ud af pedalerne.

Her er der ingen der falder – kun temperaturen, i takt med at lysten til en kop varm kaffe stiger. Det er trods alt ikke længere højsommer, men Retiro har endnu engang budt på en storslået søndagsforestilling.

Kridhvid i Madrid på Facebook

Nu har du mulighed for at også følge Kridhvid i Madrid på Facebook.


Ved at 'like' Facebook-siden får du:

- Løbende opdateringer om nye indlæg på bloggen
- Adgang til mange ekstra fotos
- Endnu flere rejsetips til skønne Madrid.

Så ta' et kig på www.facebook.com/kridhvidimadrid

Galicisk svigermøde

Jeg tror aldrig jeg har modtaget så mange kindkys, som da jeg første gang hilser på min kærestes bedstemor efter ankomsten til Argasvellas. En rustik lille landsby i de galiciske bjerge, godt tre timers kørsel fra Benavente, som vi forlod tidligt om formiddagen. Bedstefaderen på imponerende 98 år sidder i sin stol, og bliver rørt ved at gense familien. Selv er jeg er glad for endelig at få mulighed for at hilse på ham.

Min ankomst er ventet i spænding, for med blot to børnebørn er et hvert nyt familiemedlem en stor ting – og så en fyr helt fra Danmark! Svært at forholde sig til når man aldrig har været udenfor Spaniens grænser. Bedstemoderen tager mig straks i armen, og er ivrig for at vise både hus og have frem. Og jeg er selv spændt på at se hvordan man bor på disse kanter, mens kæresten kommer på overarbejde som tolk.

Charmerende Kati nyder et ben i solen

Her er levet et langt og hårdt arbejdsliv med at passe hus, dyr og marker. Bedstefaderen har udover at være gedehyrde drevet et mindre landbrug, hvor afgrøderne blev solgt på omkringliggende markeder. Samtidig har de holdt sig selv mere eller mindre selvforsynende med kød, æg, frugt og grønt.

Bondegårdsgourmet

Efter en rundtur i det hyggelige stenhus, hvor den tidligere stald er lavet om til et ekstra køkken og opbevaringsrum, bliver jeg guidet gennem den store og smukt beliggende køkkenhave.

Derefter hilser jeg på kaninungerne, hønsene og grisene, samt naturligvis familiens to kæledækker – Kati og Kiko. De to trofaste hunde der lever et frit liv omkring huset, og kan strejfe omkring som de lyster. Bestanden af dyr er ikke hvad den har været, men selvom man er pænt oppe i alderen er der ingen grund til helt at kvitte det landlige liv. Plejehjem? Ellers tak!

Dette sted er en gigantisk kontrast til Madrids travle centrum jeg nu har kaldt mit hjem en måneds tid, og jeg elsker det lige så meget som det spændende liv i byen. Disse omgivelser har en nærmest magisk afstressende effekt, og det bliver bestemt ikke værre af at der i dagens anledning er arrangeret en mindre festmiddag.

Flere familiemedlemmer ankommer og så diskes der op med den ene delikatesse efter den anden. Serveret på langbordet i den kampestensbeklædte pejsestue, hvor 'lysekronen' er et gammelt vognhjul. Og her er ingen tvivl om autenciteten. Hjemmelavet chorizo og mørt svinekød, galicisk tilberedte kartofler og dugfrisk salat fra haven på den anden side af muren. Dertil specielt indkøbte vine fra de lokale producenter. Velbekomme!

Fantastisk udsigt til dessert

Efter pragtmiddagen tilbyder den ene onkel os en guidet tur i det grønne, galiciske bjerglandskab, og det siger man da ikke nej til. Så de næste timer byder på hårnålesving med åndeløse udsigter over bjerge og floder, besøg i vinmarker og et helt bogstaveligt højdepunkt – 'Balcones de Madrid'. Et spektakulært udsigtspunkt over Sil-floden mellem de enorme bjergsider, som leder tankerne mod billeder fra de norske fjorde.

Efter at have set godt og vel 1% er jeg allerede forelsket, og glæder mig til at komme tilbage.

Til familien i Argasvellas og til resten af Galicien.

'Balcones de Madrid' - med udsigt over floden Sil