'Workouts'

En af de store fordele ved at skrive er friheden til at kunne arbejde fra mange forskellige steder – dog med wifi højt rangeret på ønskelisten. At skrive 'ude' giver en speciel atmosfære omkring arbejdet, og inspirationen kommer lidt lettere. I en storby som Madrid er mulighederne nærmest uendelige, selvom man hurtigt finder sine favoritter. Her på siden vil jeg løbende præsentere mine personlige favorit 'workouts' - hvor du selv kan finde gratis wifi og inspiration, når du besøger Madrid.


La Infinito
Jeg er blevet rigtig glad for det kulturelt brogede Lavapiés-kvarter, hvor der altid synes at være liv i gaderne og mange spændende steder at opdage. Blandt dem jeg allerede har opdaget er La Infinito blandt favoritterne - både når det gælder et godt sted at skrive, og et godt sted at nyde en kop kaffe.

Den lille hyggelige café ligger på et hjørne i af et par rolige gader, og her er ikke så mange turister der finder vej til. Til gengæld er der flere studerende og freelancere som jeg, som har udset sig dette som et fremragende ude-kontor.

Væggene byder på flere underholdende elementer, som sjove wallstickers, en ophængt cykel og bogkasser med bytteordning. Og nede i kælderen findes en lille intim scene hvor caféen fra tid til kan tilbyde teater og musikalske indslag.

Et super sted til en kaffepause under dit besøg i kvarteret - eller til en snack og en drink om aftenen.

Calle Tres Peces 22, Lavapiés
Nærmeste metro:
 Antón Martín

Swinton & Grant
Med gaden prydet af store grafitti-værker og metroens svage rumlen i undergrunden, bliver det ikke meget mere urbant. Og Swinton & Grant i det multikulturelle Lavapiés-kvarter er da også helliget gadekunsten, det grafiske univers og galleriet i kælderetagen – mens det åbne lokale i gadeplan byder på et inspirerende arbejdssted for freelancere som jeg. 

Med en funky café i den ene ende og en grafisk bogforretning i den anden er storby-atmosfæren fuldendt.

Jeg elsker at indtage et hjørne her, snuppe en kop kaffe og måske en cookie, og så ellers arbejde en times tid. Derefter er der en blot en gåtur på gody 15 minutter til Retiro parken.

Calle Miguel Servet 21
Nærmeste metro: Embajadores

Café de la Luz
Det bedste er at sikre sig den bløde lænestol i caféens inderste krog. Herfra er der udsigt til de smukke rammer, der med en snert af vintage stil minder om en hyggelig dagligstue. Her er balancen mellem ro og inspirerende rammer ideel, og med beliggenheden i Malasaña-kvarteret er dette én af mine absolutte favoritter når der skal skrives.

Betjeningen er venlig, priserne rimelige og internet-forbindelsen stabil. Menukortet byder udover kaffe og drinks på lette retter, så man kan nemt tilbringe flere timer her. Specielt om eftermiddagen er dette et populært sted for både lokale, turister og studerende, så tag et kig i kælderetagen hvis det kniber med pladsen.


Som en bonus taler ejerne engelsk, hvis det kniber med det spanske.

Café de la Luz på Facebook
Calle Puebla, 8
Nærmeste metro: Gran Vía

La Ciudad Invisible
Denne miljøvenlige café med rejsetema er den perfekte hjemmebane for mine skriveprojekter. Beliggende bare fem minutters gang fra lejligheden er den i øjeblikket mit foretrukne 'kontor'. Bogreoler fyldt med rejsebøger, mønstrede flise-mosaikker på gulvet og et fantasifuldt vægmaleri præger etagen i gadeplan, mens kælderetagen byder på skiftende galleri og flere individuelle hygge- og arbejdspladser.

'Den Usynlige By' er en café med samvittigheden i orden. Alt sat op til at være energi- og vandbesparende, og derfor opfordres kunderne til at benytte samme glas eller krus, ved genbestilling af favoritdrikken. Thumps up!

Rejsetemaet tages også seriøst, da der lægges lokale til diverse rejseforedrag og events, samt undervisningsgrupper som samles ugentligt. Rejsebøgerne på hylderne er naturligvis second hand, og kan lånes i caféen til research, eller købes med hjem.

Udover et bredt udvalg af kaffe, té, vin, øl og cocktails, tilbydes en række verdensinspireret snacks og tapas. Desuden skiltes der med både engelsk og fransk-talende personale.

www.laciudad-invisible.com
Constanilla de Los Ángeles, 7
Nærmeste metro: Santo Domingo, Callao og Ópera


Lolina Vintage Café
Her er der dømt 100% retro-hygge, og en helt anden atmosfære end man finder hos de fleste arbejdsvenlige caféer i Madrid. For denne café er ikke trendy, men ville i den grad ha' været det i 50'erne, 60'erne og 70'erne, med sine mønstrede tapeter, velour-møbler, samt lækre kombinationer af brun og orange

Stedet er i næsten lige så høj grad et mini-museum i fordums design, som det er en hyggelig spise-café. Specielt underetagen er spækket med retro-møbler, mens der oven på er udsigt til det hyggelige Malasaña-kvartér. Et roligt og inspirerende sted at skrive, og naturligvis med gratis wifi.

Udover god kaffe, té, kager og brunch, bydes der på et udvalg af små måltider og cocktails.
Den libanesiske hotdog med hummus og sesam er klart et forsøg værd.

Calle del Espíritu, 9, Malasaña
Nærmeste metro: Tribunal


La Bicicleta
Cyklen” holder parkeret i det kreative og trendy Malasaña kvarter, og er noget nær den ultimative arbejdscafé for lokale freelancere og studerende. Ikke mindst hvis man er så glad for sin cykel at man gerne vil invitere den med indenfor – for den er mere end velkommen. La Bicicleta er som navnet antyder et slaraffenland for cykelnørder, og de rå og rustikt indrettede lokaler er prydet med mange former for street art og ægte cykelkunst.

Caféens atmosfære er afslappet og indrettet med ideelle arbejdsområder – med masser af stik, computerskuffer med lås, samt naturligvis gratis wifi. Det er også muligt at købe sjove souvenirs af genbrugsmaterialer fra diverse cykeldele.

La Bicicleta sidder absolut med forrest i feltet når det gælder menu, snacks og udvalget af kaffe og øvrige drikkervarer. Konkurrenterne skal virkelig spænde hjelmen for at følge med, og selv uden at være cykelnørd havde de de første måneder den gule førertrøje hos mig, hvad angår arbejdsvenlig café-atmosfære.

Folkene bag dette originale koncept brænder virkelig for deres projekt, og stedet er et 'must visit' for cykelglade danskere.

Plaza de San Ildefonso 9, Malasaña
Nærmeste metro: Tribunal