Spandevis af gratis kunst

Fantasifulde friluftsgallerier eller populære Picasso? Hvad end du er til street art eller det klassiske og historiske, rummer Madrid en overflod af gratis kunst – fra undergrundens metrostationer til de bonede gulve på Museo del Prado.

Kreativiteten blomstrer i de fleste storbyer, hvor der er rummelighed og initiativ nok til at få den ført ud i livet. En kreativitet der mest synligt udfolder sig i farverig gadekunst, der for længst har overmandet de klassiske 'tags' og de spontane spraydåsers vandalisme.

Legesyge Lavapíes

Calle Miguel Servet i Lavapíes - Metro: Embajadores

I de fleste byer er der enkelte 'undergrundskvarterer' der skiller sig ud på dette punkt, og hvor gadekunsten har specielle vilkår – til trods for at der fortsat deles bøder ud for uautoriserede unoder. Og Madrid er ingen undtagelse. Både hipster-hotte Malasaña og det regnbuefarvede nabokvarter Chueca, gemmer på masser af evigt skiftende værker – mens multikulturelle Lavapíes topper denne kategori.

Her er hele gallerier i gadeplan, og specielt Calle Miguel Servet er et 'must' for street art interesserede. 
En gade der perfekt kombineres med en kop kaffe hos Swinton & Grant i nummer 21, hvor netop gadekunsten og den grafiske verden er i fokus. 
Her udstiller lokale kunstnere deres værker på 'magnetvæggen', butikken sælger bøger dedikeret de urbane kunstgrene, og underetagen byder på et 200 kvadratmeter stort galleri.

Kunstpause i dybet

I den bogstavelige undergrund venter lige så mange gratis kunstoplevelser, hvor flere metrostationer er prydet med vægmalerier eller anden form for kreative tiltag. I sidste måned åbnede den nye station 'Paco de Lucía' i den nordlige ende af linie 9 – hvis tilløbstykke er et gigantisk farverigt portræt af den afdøde musiker som stationen er opkaldt efter.

Og Retiro stationen byder for tiden på en spændende foto-udstilling med rejsefotos – så man lige kan nå at drømme sig mod fjerne himmelstrøg mens man venter på næste tog. Få et overblik over metroens mangfoldigheder på www.lineazerometro.com 

Den gyldne trekant

Er det førnævnte Picasso og co. der trækker mest i din kunstneriske interesse, er det de mere glamourøse gallerier som Museo del Prado, Thyssen-Bornemysza eller Reina Sofia du skal bruge din tid på. Her kan man mange dage komme gratis ind de sidste to timer før lukketid. Disse tre museer ligger nær hinanden og danner Madrids berømte 'Golden Triangle of Art'.

Sidstnævnte – Reina Sofia – blev før i tiden brugt som hospital, men er i dag et studie i arkitektur. Og organisationen råder også over de to smukke 'kunstpaladser' i den nærliggende Retiro-park. Kæmpepavilionen Palacio de Cristal, samt arabisk inspirerede Palacio Velázquez. Derudover byder parken på Casa de Vacas, som løbende disker op med gratis udstillinger - som senest indendørs gadekunst af Antonio de Felipe.

Find flere fotos på Kridhvid i Madrids Facebook side!

En dag i storbyen

Når man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff, hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.

08.00 Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.

09.00 På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe. Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de fyldte fortorv.

10.00 På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.

Bærbar, blok og skrivebenzin

15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende kommer til.

18.00 En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen overfor, end at fikse ting der burde fikses.

18.30 Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.

Biografpræmiere ved Plaza del Callao

19.00 Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det hippe Malasaña-kvarter.

19.45 Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores lille lejlighed.

Vi høre et par numre og får serveret øl fra et lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.

21.30 Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud og spiser

her, kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.

23.30 Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.

Enkeltstart og storby-doping

Jeg snupper solbrillerne, smider den bærbare over skulderen og smyger mig ind i den lille elevator i opgangen. Fra Calle de Fomento, som jeg nu har kaldt mit hjem i en uges tid, er der kun få minutters gang til den livlige Plaza Santo Domingo. Og derfa yderligere to minutters gang til populære Plaza del Callao – et knudepunkt mellem Madrids summende shopping-mekka og den storslåede hovedgade Gran Vía.

Gran Vía – enkelt oversat 'stor vej', er Madrids svar på New Yorks legendariske Broadway, eller om man vil, Paris' Champs-Elysés. Sammenligningen med Broadway ligger dog lige for, grundet de mange store teatre og biografer her.

Da jeg første gang steg op fra metroen ved Callao i sommeren 2012, var det kærlighed ved første skridt – for Gran Vía er ganske enkelt overdådig i både arkitektur og storbystemning. Man føler sig omringet af det ene imponerende bygningsværk efter det andet, mens lydene af gademusikanternes instrumenter hvirvler rundt i trafikkens monotone underlægningsmelodi.

Solen brænder i nakken mens jeg nærmest finter mig forbi turisterne og 'ligger på hjul' af de lokale. Fra Callao går turen øst på langs Gran Viá, stadigt zig zag'ene mellem skopudsere, forretningsfolk og levende gadeskilte. Videre forbi shoppinghimlen for Real Madrids disciple og op til den Manhattan-inspirerede Telefónica-bygning.

Slutspurt i Malasaña

Herfra skifter kulisserne fra storbyboulevard til super charmerende gågade, ned gennem hippe Calle Fuencarral i udkanten af det stemningsfyldte Malasaña-kvartér.

Her er det helt i orden at være anderledes, og ikke sjældent at se folk i så fantasifulde garderober, at Fru Hansen med sikkerhed ville træde baglæns ud af træskoene hjemme i en dansk provinsby.

Efter få minutters gang drejer jeg til venstre ad hyggelige Calle Colón og når i mål ved mit foreløbige favorit-kontor - den cykel-inspirerede café La Bicicleta. Efter 20 minutters inspirerende storby-doping er jeg mere end klar til træde i pedalerne på dagens skriveopgaver.