En nærmest obligatorisk ingrediens i
en rigtig storby er et veludviklet metro-net, hvor linjerne fungerer
som blodåre til centrums pulserende hjerte – og sådan et har
Madrid.
Her
i de underjordiske gange leves månedsvis af en madrileños liv, på
at vente.. og på at skifte mellem linjerne. Derfor forstår man det
høje og til tider nærmest stressende tempo der lægges for dagen i
metroens gange, hvor der småløbes selv på de rullende fortorv, der
er sat ind som hjælpemotorer på de lange seje træk. At bevæge sig
på et allerede rullende fortorv, er vel som at træne mens man tager
doping? Men jeg bliver automatisk revet med, og har måtte opgive min
ideologiske tankegang om at tage det roligt, og benytte de gode
gammeldags trapper.
Storby blues
Metroen
har sit eget liv, og den økonomiske krise har sendt flere ned i
undergrunden for at sælge alt fra lodsedler til tennissokker og
papirlommetørklæder. De triste skæbners symfoni, overdøves dog af
og til af lige så desperate, eller måske håbefulde,
metro-musikanter, der ikke længere finder det tilstrækkeligt med
den klassiske spanske guitar.
I
disse Eurovisions-tider, medbringes ofte et større arsenal af
panfløjter, keyboards og velassorterede rytmebokse. Som den anden
dag hvor min metrotur pludselig gik over over fjerne himmelstrøg,
mens to sydamerikanske troubadourer gav den fuld skrue med en lidt
for rytmisk pan-version af 'Sound of Silence'. Ufrivilligt
akkompagneret af en halvristet middelaldrende kvinde, som ikke helt
formåede at falde ind i en harmonisk duét.
Netop
'Sound of Silence' syntes at være blandt favoritterne i Madrids
undergrund, og måske meget rammende for den generelle tilstand i
metroen, hvor hver normalt passer sit, med øjnene lukkede, eller
fikserede på mobilen eller Ibook'en.
Selv leger jeg indfødt og prøver at virke totalt storby-cool, mens jeg ud
af øjenkrogen tæller stationer på kortet over døren. Til min
store tilfredshed har jeg dog erfaret at selv ægte madrileños
gør det samme.