torsdag den 4. september 2014

Den musikalske metro

En nærmest obligatorisk ingrediens i en rigtig storby er et veludviklet metro-net, hvor linjerne fungerer som blodåre til centrums pulserende hjerte – og sådan et har Madrid.

Her i de underjordiske gange leves månedsvis af en madrileños liv, på at vente.. og på at skifte mellem linjerne. Derfor forstår man det høje og til tider nærmest stressende tempo der lægges for dagen i metroens gange, hvor der småløbes selv på de rullende fortorv, der er sat ind som hjælpemotorer på de lange seje træk. At bevæge sig på et allerede rullende fortorv, er vel som at træne mens man tager doping? Men jeg bliver automatisk revet med, og har måtte opgive min ideologiske tankegang om at tage det roligt, og benytte de gode gammeldags trapper.

Storby blues
Metroen har sit eget liv, og den økonomiske krise har sendt flere ned i undergrunden for at sælge alt fra lodsedler til tennissokker og papirlommetørklæder. De triste skæbners symfoni, overdøves dog af og til af lige så desperate, eller måske håbefulde, metro-musikanter, der ikke længere finder det tilstrækkeligt med den klassiske spanske guitar.

I disse Eurovisions-tider, medbringes ofte et større arsenal af panfløjter, keyboards og velassorterede rytmebokse. Som den anden dag hvor min metrotur pludselig gik over over fjerne himmelstrøg, mens to sydamerikanske troubadourer gav den fuld skrue med en lidt for rytmisk pan-version af 'Sound of Silence'. Ufrivilligt akkompagneret af en halvristet middelaldrende kvinde, som ikke helt formåede at falde ind i en harmonisk duét.

Netop 'Sound of Silence' syntes at være blandt favoritterne i Madrids undergrund, og måske meget rammende for den generelle tilstand i metroen, hvor hver normalt passer sit, med øjnene lukkede, eller fikserede på mobilen eller Ibook'en.

Selv leger jeg indfødt og prøver at virke totalt storby-cool, mens jeg ud af øjenkrogen tæller stationer på kortet over døren. Til min store tilfredshed har jeg dog erfaret at selv ægte madrileños gør det samme.