fredag den 29. august 2014

Svigergourmet i forstaden

Mens termometret, ligesom jeg selv, sniger sig op mod midten af 30'erne, er dagen kommet hvor vi efter planen får nøglerne til vores nye lejlighed. Måneders søgen efter de helt rigtige gemakker har endelig båret frugt – og tilmed lige midt i myretuen Madrid. Med få minutters gang til kongeslottet er det derfor oplagt at smutte forbi Spaniens nybagte konge med lidt hjemmebag – om ikke andet for at komme i betragtning til gæstelisterne ved kommende royale begivenheder.

Jeg har i forvejen følt mig som en konge af Madrid-forstaden Carabanchel Alto, hvor vi har resideret hos kærestens mor den seneste måneds tid. Mange mænd ville nok hænge en smule med mulen over udsigten til en måned i svigermutters varetægt, men jeg har været velsignet med min andel af fantastiske svigermødre og min spanske version er ingen undtagelse.

For jeg har haft kronede dage og er blevet forkælet med den ene delikatesse efter den anden. Fra klassikeren tortilla de patata – spansk kartoffelomelet, til hjemmelavet empanada og galicisk chorizo.
At flere retter blev tilført nyt snit med bacon, tager jeg som et kompliment.

Desuden har svigermors manglende engelsk, givet god mulighed for at træne mine få spanske gloser. Specielt når kæresten har været på arbejde, og ind imellem har måtte fungere som sms-tolk fra kontoret – for at høre hvor mange æg jeg kunne spise.

Nu venter det 'hårdkogte' liv i downtown med egen madlavning.

onsdag den 27. august 2014

Terningerne er kastet

...var der engang en berømt herre der udtalte, og denne korte sætning beskriver meget godt min øjeblikkelige situation, hvor 'et nyt liv' i Madrid er begyndt.

Mens nogle drejer spillepladen eller skifter fra blå til rød for at få et nyt perspektiv, har jeg valgt at skifte min spilleplade ud med en spansk version. Og selvom jeg endnu ikke kan læse regelhæftet, lærer man nu engang bedst ved at springe den kedelige opremsning af regler over, og bare kaste sig ud i det.

Er livet et spil, så er jeg ludoman. Reglerne ændres alligevel konstant, og er man ikke tilfreds må man slå en ommer.

To øl, tak
”Dos Cervezas, por favor” har det lydt gebrokkent fra en del venner og bekendte når jeg har fortalt dem om mine planer om at flytte til Madrid. En sætning der for mange synes at være essentiel for overlevelse i ferie-favoritten Spanien.

Netop sproget bliver en af de store udfordringer for mig, som aldrig har haft spanskundervisning – i et land hvor engelsk absolut ikke ligger lige til højrebenet. Derfor har min spanske kæreste ofte fungeret som sms-tolk mellem mig og min ikke-engelsktalende-svigermor, som har været så gæstfri at have os boende den første måneds tid.

En anden udfordring er kampen mod termometeret, hvor Madrid er kendt for at runde de 40 grader hen over sommeren. For en 'kridhvid' dansker kan det godt være lidt af en mavepuster, der får én til at trække skodderne langt ned over ørerne. Men indtil nu har jeg undgået at gå fra kridhvid til ildrød. Til dels ved at indtage mine cocopops med en fed faktor 45.

Så lige nu har jeg absolut intet imod at lande på vent-en-omgang... eller to.
For Madrid virker som en magisk metropol – og jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer!