Viser opslag med etiketten tapas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tapas. Vis alle opslag

torsdag den 23. april 2015

Léon - I løvens tegn



Seneste weekend åbnede op for endnu en storslået og overset provinsby – Léon. Castilla y León er ikke ligefrem den første region der overvejes når turen til Spanien planlægges for os danskere. Dertil vejer vestkysten, syden og øgrupperne for tungt. Men selv om denne nordvestlige region ikke er den mest berømte, finder man her byer med sjæl, der er oplagt at udforske på en bilferie rundt i Spanien.

For samtidig med at der bydes på mange seværdigheder, er en by som León til at gabe over, og kan derfor nemt kombineres med andre nordvestlige hovedbyer som La Corüna, Santiago eller Bilbao. Her er atmosfæren lokal og priserne på tapas i bund.

Pilgrimsfærd
León er blandt de større byer på den legendariske pilmgrimsrute 'Camino de Santiago' – på dansk 'Jakobsvejen' – som har endestation i Santiago de Compostella. Derfor finder man skulpturen af en hvilene pilgrim, der nyder udsigten til San Marcos klosteret. Et kloster der oprindeligt blev brugt som hospital for de hårdt prøvede pilgrimme, og hvis kirke i dag er et yndet stop for nutidens pilgrimme – mens selve klosteret er byens mest prangende overnatningsmulighed for turister. 

Endnu mere imponerende er dog den gigantiske Santa María de León katedral, mens arkitektur-interesserede heller ikke må misse Antonio Gaudís Casa Botines, som i dag benyttes som bank-hovedkvartér. Som moderne kontrast lokker den farverige facade på museet for moderne kunst.

Brølet fra tapasbaren
Udover pilgrimmene er det dog tapas som León er bedst kendt for, og af flere beskrevet som landets ypperste. Og det er ganske enkelt overvældende hvor mange tapasbarer der kæmper om de blot 130.000 indbyggeres gunst. Et sandt mad-mekka der skaber et sprudlende liv i de smalle tapasgyder – og hvor specielt Húmedo-kvarteret er uundgåeligt.

Er man vant til priserne i storbyer som Madrid og Barcelona, får man nærmest et chok når regningen kommer her - og som du bestemt ikke behøver at 'løve' fra. Hvad siger du til tre små fadøl og tre gange lækker tapas for under 30 kr.!?

Det er hvad regnskabet lyder på hos Monalisa Vinateria, som er én af centrums hotspots for tapas. Her langes chorizo, calamares og morcilla over disken af det hårdtarbejdende unge personale, mens glubske Messi og Barcelona fortærer endnu en modstander, på skærmen i den tæt pakkede bar.

Selv udenfor på gaden stimler folk sammen til stående taffel, mens samtaler flyder højlydt i den spanske nat.

León er klart et comeback værdig.

onsdag den 15. april 2015

7 spanske tapasretter du bør prøve

Croquetas


Glem ferieområdernes mange turistversioner af den klassiske Paella. Her er 7 anbefalinger til tapasbaren på din næste tur til Spanien.

Tortilla
Nej, det har ikke noget med chips eller pandekager at gøre. Dette er den spanske kartoffelomelet også kendt som 'Tortilla de patatas'. En flere centimeter tyk og forholdsvis fast omelet, bestående af æg og kartofler, mens varianter kan indeholde perberfrugt, svampe, skinke m.m. Personligt har jeg aldrig været den store kartoffelspiser, men denne kombination er overraskende god, og er én af de helt klassiske tapas-retter - enten serveret alene eller i en sandwich som 'bocadillo de tortilla'.

Empanada
Empanadas
Endnu en klassiker, som er elsket hverdagskost i det spanske – ikke mindst i den nordvestlige region Galicien. En empanada er som en indbagt tærte eller pizza, og kan indeholde adskillige kombinationer af kød, ost og grøntsager. Populære udgaver er med tun og peberfrugt, skaldyr eller chorizo-pølse.

Den spanske empanada tilberedes gerne i bradepande-store stykker, mens 'empanadillas' er samme koncept i små indbagte håndfulde – mest populære i Sydamerika.

Croquetas
Disse små friturestegte mundfulde er en lækker lille snack, som fås på langt de fleste tapasbarer her i Madrid – og for dens sags skyld resten af Spanien. Den sprøde 'skal' gemmer på en lun bechamelsauce, som ofte er tilsat små stykker af skinke, kylling eller fisk. Der findes dog også flere eksotiske varianter, som de sorte croquetas med blæksprutteblæk.

Patatas Bravas
Denne 'ret' er ret simpel. Små stegte kartoffelstykker som serveres med den stærke tomatsauce 'Salsa Brava', mens de også fås med mayonnaise eller hvidløgsdressing. En let lille tapas-anretning som oftes gives gratis med når man køber øl på en tapasbar.

Pulpo a la Gallega
Pulpo a la Gallega
Selv er jeg ikke den store 'alt godt fra havet'-type, men er man til fisk og skaldyr bør man kaste sig ud i denne ret, der som navnet antyder stammer fra Galicien, hvor netop blæksprutten er i høj kurs.

I denne ret koges blæksprutten så tentaklerne krøller sig sammen, og derefter klippes de i små stykker, tilsættes olivenolie og strøs over med paprika. Og skal det gå helt rigtigt til serveres Pulpo a la Gallega i en lille lerskål kaldet 'Cazuela'.

Chorizo a la Sidra
De krydrede spanske chorizo-pølser er kendt af de fleste, selvom de importerede supermarkedsversioner i Danmark sjældent lever op til 'den ægte varer'. Chorizo spises ofte rent eller i en bocadillo, men benyttes lige så ofte som ingrediens i diverse spanske retter. Én af de mere autentiske versioner er Chorizo a la Sidra, hvor små stykker chorizo koges i spansk cider. En ret der originalt stammer fra den nordspanske region Asturien, hvor cider eller 'sidra' som det hedder her, er meget populært.

Bocadillo de Calamares
Som nævnt under '100% gato' er en Bocadillo de Calamares specielt populær her i den spanske hovedstad. En simpel sandwich med indbagte blækprutteringe, som har en sjov gummiagtig konsistens, men som gør sig helt suverænt sammen med en kold øl. 

tirsdag den 7. april 2015

Glem chokoladeæg og snaps



Mørket har sænket sig over provinsbyen Benavente, og min blitz giver nærmest genlyd i i stilheden - og det er selvom mange af byens borgere er stimlet sammen langs fortorvene her i den smalle gade. Her venter de alle på én af årets helt store begivenheder.

Hvor påsken hjemme i Danmark for de fleste er lige med rigelige mænger af Kinderæg og kolde 'kylle kylle', er den her i Spanien for mange katolikker udelukkende en religiøs affære. Selvom der naturligvis også er mange der fortolker tingene på deres egen måde.

Den Hellige Uge
Semana Santa – De Hellige Uge – er ugen op til påske søndag, hvor enhver spansk by ser en række religiøse optog udfolde sig i gaderne. Processioner kaldes de. Men hvor optogene i det sydlige Spanien og Andalucien er mere spektakulære og glamourøse, er de her i Benavente og den nordvestlige Castilla y León region, af mere dyster karakter.

Fælles for dem alle er at de arrangeres af de religiøse broderskaber som tilhører hver kirke i byen, og som under optogene fragter 'flåder' rundt i gaderne, som afbilleder bibelske handlinger – eksempelvis Jesus på korset. Hvert broderskab med sine dragter og sine traditioner.

I en by som Benavente med nær 20.000 indbyggere er der flere kirker, og optog hver dag i ugen. Denne aften byder på 'den stille procession', hvilket forklarer hvorfor de normalt højlydte Spaniere, er mere afdæmpede her i gaden. 

Folk i rød-hvide kjortler og spidse hætter er allerede gledet forbi os. Hætterne har en snert af uhygge over sig, hvilket dog er en misfortolkning. 'Capriotes' som de kaldes, er nemlig et symbol på selvydmygelse – og at bøde for sine synder. Et historisk symbol fra dengang dødsdømte blev ført gennem gaderne, og ydmyget af folket.

'bummm bummm bummm'... en rytmisk tromme sætter takten fra kirkens port for enden af gaden, og et større marchorkester med blæseinstrumenter stemmer i med triste toner. Efterfulgt af en gruppe som bærer på optogets største fløde, der 'danses' gennem gaden i vuggende bevægelser - fra side til side.

Led mig i tapas'ens fristelse
Mens vi i Danmark skåler i snaps, er der her ingen sild, men seriøse miner. Den store kontrast er et spændende autentisk indblik i den religiøse del af Spanien. Ikke mindst her i en provinsby langt udenfor masseturismens lange arme, hvor man virkelig føler sig som eneste udefrakommende.

Jeg savner hverken snaps eller sild, men er alligevel begejstret for at vi runder aftenen af med et tapastogt, og med kærestens tante som lokalkendt guide. For jeg tilbeder den spanske tapaskultur, og det er nærmest en religion at finde den bedste tortilla, chorizo og jamón.

onsdag den 25. marts 2015

Kulørte Cuenca



De tunge grå skyer truer over Madrid, da vi forlader hovedstaden ved 10-tiden fredag formiddag, og sætter kursen mod sydvest. Vi har sat os for at udforske de mange mindre byer ude omkring hovedstaden, og i dag går turen til Cuenca, som nås på to timer i bus.

Byen med den UNESCO-listede gamle bydel er hovedstaden i Cuenca-provinsen, og en del af regionen Castilla-La Mancha. Et par hurtige klik på Google har afsløret en yderst fotogen by, så min gode ven Nikon ligger utålmodigt og venter i kameratasken, til trods for en vejrudsigt der skyder en hvid pil efter en blå himmel.

Montmartre i Gran Canyon
Vi tjekker ind på et hotel i den 'moderne' del af byen, da der er mange penge at spare her, hvis man ikke har noget imod at gå de 10-15 minutter til foden af klipperne. 

Her hæver den historiske del af byen sig op mellem de to dybe kløfter, med en labyrint af stejle og smalle gader - som Montmartre placeret i Gran Canyon. Så selv ikke det lettere triste vejr kan holde smilene, da vi begiver os op mod San Pablo broen, med udsigt til Cuencas berømte vartegn, de hængende huse.

Landskabet er yderst dramatisk her, hvor den smalle Huécar-flod skærer ind gennem slugten. Med de træklæde bjergsider, en metalbro der minder om en gigantisk væltet kran, og husene der bogstaveligt talt hænger uden på klipperne over den dybe kløft. Derudover troner Cuencas 'parador' - et tidligere kloster - på en klippetop, og tilbyder byens smukkeste overnatningsmulighed.

Stejle gader - farverige facader
Den smalle bro er ikke for dem med højdeskræk, men belønningen på den anden side er turen værd. Her venter Plaza Mayor med den smukke katedral, omringet af farverige husfacader med hvide rammer om vinduer og døre. En karakteristik der foreviges i skarpe grafiske linjer, i det nærliggende lille galleri, Colores – og som nu pryder væggen over mit arbejdsbord.

Morteruelo
Det er en drøm at gå på opdagelse i Cuencas idylliske gader, og at nyde udsigten til det spektakulære landskab der omkranser byen – selv på en gråvejrsdag. Ligeledes er det interessant at fornemme de lokales stolthed over byen, og åbenheden overfor turister.

Med trætte lægmuskler og et fyldt memorykort, går turen tilbage mod den nye bydel. Her er Calle San Francisco centrums mest livlige tapasgade, og vi skal naturligvis prøve en af de lokale delikatesser – morteruelo. En lun vildtpaté som gør det formidabelt godt med en kold øl, i den moderne udgave af en klassisk tapasbar, Méson Jose.

Der er meget mere at se, mere at smage på, og mere at fortælle – og jeg vil helt sikkert tilbage til kulørte Cuenca. En fantastisk udflugtsmulighed på en ferie i Madrid.

Fakta

- Fra Mendez Alvaro stationen i Madrid, kan man kan tage med Avanza Bus til Cuenca for €26,50 tur/retur.

- Alternativt kan man tage toget fra Atocha stationen. Med AVE toget tager turen under en time.

torsdag den 19. februar 2015

Kridhvid Wedding Crasher



Klokken er lidt over 18 da vores taxa ruller forbi kongeslottet midt i Madrid. Jeg retter på slipset, læner mig tilbage i sædet og trækker lidt på smilebåndet. Tanken om at være på vej til et fornemt bryllup i Madrid, får mig til at glemme at jeg bare er en fattig men håbefuld skribent – og jeg føler mig som lidt af en 'wedding crasher'. Godt nok er jeg inviteret sammen med kæresten, men til et bryllup hvor jeg hverken kender bruden eller gommen.

Fra taxaen skifter vi til 'partybussen' som er sat ind for at fragte os gæster til den endelige destination: El Antiguo Convento de Boadilla del Monte. Et rustikt kompleks med egen kirke et stykke udenfor byen. Efter flere stop på vejen fyldes bussen godt op med lokale venner og bekendte, men også med venner som kommer fra fjerne udkanter af Spanien, og som har taget turen hertil for at fejre Laura og Óscar.
Violin og kindkys
Efter mørkets frembrud, omkring klokken 20 ruller bussen ind foran den lille røde stenkirke, hvor den røde løber er rullet ud og fotograferne er i fuld gang med at 'skyde' de tilstrømmende gæster. Vinden er kølig, så vi trækker hurtigt indenfor og finder os en plads. Med over 200 gæster er der godt fyldt op i den lille kirke, og alle holder vejret da bruden følges ind til et smukt violinstykke fra Twilight-filmene.

Kirkeorglet er erstattet af en trio som udover violinisten består af en pianist og en sangerinde – og brudens far har også valgt at byde ind med et akustisk solo-nummer på sin guitar.

Derudover er der trods den katolske version ikke de store forskelle, og ceremonien byder på omtrent ligeså mange 'op-og-stå passager' som derhjemme. Og dog. ”Nu kysser de dig snart” hvisker kæresten pludselig. ”...det har jeg glemt at fortælle”. Øhh okay? Forklaringen kommer dog da der efter en prædiken, deles håndtryk og klassiske kindkys ud til folk omkring én.

En regn af ris og tapas
Da regnen af ris, rosenblade og konfetti har lagt sig over det nygifte par udenfor kirken, sætter den rigtige regn ind med tunge dråber, så vi er alle glade for at der kun er få meters gang til de overdådige festlokaler. Først i et smukt overdækket atrium i sydspansk stil, hvor en række delikate tapasanretninger kom strømmende på sølvfade, så man nemt kunne spise sig mæt allerede inden forretten. Derefter videre til det store festlokale med runde borde, hvor vi er blevet strategisk placeret med nogle hyggelige, engelsktalende gutter fra Cadíz i Sydspanien.

Jeg undrer mig over hvorfor flere af dem spørger til Australien, indtil de finder ud af at jeg kommer fra et land lidt længere mod den anden pol. Det viser sig dog at de nok har blandet min nationalitet sammen med brudeparrets kommende bryllupsrejse.

Da den lækre and, krebs og arabisk tærte er gledet ned, går det op for mig at spisningen er forløbet helt uden taler af nogen art, men underholdningen venter i et tredje festlokale på den anden side af gårdspladsen.

”Que viiiiva España”
Her finder vi en veludstyret cocktailbar i den ene ende, samt dansegulv og diskokugle i den anden. Begge dele indtages hurtigt af de mange tilbageværende gæster, ligesom bordet der bugner af farverigt slik og fotoboksen med sjove accessories. Parrets brudevals er erstattet af en mere nutidig version til et nummer af Ed Sherran, og de bliver hele natten og nyder festen med deres gæster.

Alt i alt et formidabelt spansk bryllup, som naturligvis rundes af med en ekstra gang lækker tapas. Og de latinamerikanske dansehits hænger stadig i ørerne da partybussen ved 6-tiden vender snuden mod centrum.

torsdag den 15. januar 2015

Min tapas-artikel hos Berlingske































Jeg havde egentlig regnet med at den først kom med engang til foråret, men min artikel om fem tapasmarkeder i Madrid ligger allerede online hos Berlingske rejseside Rejseliv.dk. Her skriver jeg om nogle af de mest spændende steder at opleve den spanske tapaskultur - fra de historiske markeder til de mere moderne. Tag et kig!

lørdag den 8. november 2014

10 facts efter 3 måneder

Jeg har nu været Kridhvid i Madrid i over tre måneder, og det er på tide at gøre status med 10 facts:

- Vejret har været fantastisk og man kan hurtigt blive forvent. Ikke mindst når man sidst i oktober fortsat kunne nå op omkring de 30 grader. Selv på denne årstid byder langt de fleste dage på blå himmel, og det siges at Madrid har omkring 250 skyfrie dage om året!

- Man får generelt en del mere for pengene her, specielt når man går ud og spiser. Jeg værdsætter i hvert fald en kop kaffe til kun 12 kroner, eller brunch med drikkevarer for bare 30 kroner! Det bør dog nævnes at for Spanierne er lønnen nogenlunde tilsvarende.

Den klassiske blå himmel over Madrid
- Trods de lave priser er det dog 'farligt' at færdes i en by hvor restauranter og caféer lokker overalt, og hvor man altid kan finde en undskyldning for en 'godbid'. Faktisk siges det at Madrid er blandt de byer i verden med flest restauranter pr. kvadratmeter.

- Man bliver i den grad smittet af spaniernes passion for mad, og kan pludselig finde lykke i en sandwich med himmelsk Iberisk skinke.

- Grundet mine mange arbejds-projekter har jeg endnu ikke haft tid til at gå i dybden med det spanske sprog (fy!). Men man suger til sig når man lever i det, og man kommer langt med et 'hola', et 'gracias' og 'perdón, no hablo español'. Mange spaniere taler ikke ret godt engelsk, men er flinke til at forsøge, og det virker som om de gerne vil lære det.

- Måske man også skulle lære kinesisk, for der er rigtig mange kinesere i Madrid. Hver lille kiosk er nærmest bestyret af kinesere, og der er mange kinesiske supermarkeder i centrum. Selv i den nærmeste parkeringskælder finder man et kinesisk rejsebureau og en kinesisk restaurant.

Man bliver grebet af den spanske tapaskultur og spaniernes passion for mad.
- En storby som Madrid giver nærmest uendelige muligheder for aktiviteter og oplevelser, og udfordringen er bare at få overblik over udvalget. Derfor finder man konstant nye spændende steder, selv rundt om det nærmeste gadehjørne.

- Hvor meget jeg end elsker storbylivet har det dog også sine mindre positive sider, og man kan godt blive træt af konstant at skulle 'drible' sig igennem menneskemængderne langs Gran Vía. Med flere indbyggere end i hele Danmark, er der mange mennesker overalt – døgnet rundt!

- Når man er fuldt fokuseret på skrivearbejdet er det svært at finde tid til mere sociale aktiviteter. Jeg satser dog på snart at kunne komme i gang med lidt hockey eller måske koble mig på en skriveklub.

- Det tager et stykke tid før man rigtig falder til, stopper med at tænke på det hele som en lang ferie, og begynder at referere til Real Madrid som den lokale boldklub. Specielt når turistgrupper nærmest vader forbi ens hoveddør, mens attraktioner og ikoniske bygningsværker er en del af hverdagen.

tirsdag den 28. oktober 2014

Brølet fra Bernabéu

En enkelt lille Messi-trøje er sneget sig ind mellem alle Real Madrid-tingene


”Han stiller sig klar ved pletten. Han går til bolden og..... Gooooooooooool”. ”Christiano Ronaldoooooooo”. Brølet kravler ovenud af gigantiske Bernabéu - Real Madrids legendariske hjemmebane og én af verdens mest ikoniske fodboldtempler. Hjemmeholdets darling nummer ét har scoret på straffe, og udlignet til 1-1 mod ærkerivalerne fra Barcelona. Selv går vi rundt udenfor, hvor politifolk og souvenir-sælgere står klinet til radioen og tv-vognenes små skærme. Alle følger opgøret intenst.

Min fodboldtossede lillebror er på besøg, og vi er taget herud for at se Bernabéu, og for at opleve en snert af stemningen omkring 'El Clásico' – betegnelsen for mødet mellem de to historiske klubber. Min bror ville meget gerne sidde på den anden side af muren og se kampen, men at få billetter til netop denne kamp er en kamp i sig selv. Og da de eneste tilgængelige løber op i 2000-3000 kroner, er det måske ikke det værd.

Gennem gitterets huller kan man lige skimte måltavlen
Jeg har aldrig selv været den store fodboldfan, men har alligevel de sidste par år tilkendegivet mit tilhørsforhold til byens anden klub – Atletico Madrid. Nok mest fordi jeg altid har haft sympati for underdogs. Ironisk nok blev disse underdogs dog mestre i den forgangne sæson.

Giganternes kamp
På denne dag er der ingen underdogs - kun giganter - og udover at fylde de mere end 85.000 pladser på stadion, sidder folk tæt foran skærmene på samtlige barer og restauranter, som var det en anden VM-finale. Spændingen knitrer i luften overalt. Det anslås at op imod 400 millioner ser med foran skærmene verden over.

El Clásico er udover finalen i Champions League anset som det største klubmøde i forboldverdenen, og én af de største sportsrivaliseringer på verdensplan. Hadet hænger udenpå trøjerne, og derfor er opbuddet af politivogne også stort udenfor Bernabéu. Vi går en tur rundt om stadion, hvor fans der gik glip af billetter kryber sammen om de små huller i gitteret, for at få bare et lille glimt af fodboldhimlen indenfor portene.

Plads til smil hos det ridende politi
Vi tager et hurtigt kig indenfor i Real Madrid-shoppen hvor der fås alt fra oplukkere til babytøj, men vi har ingen intentioner om at være i nærheden når de 85.000 lukkes ud. Så vi smutter mod metroen samtidig med at første halvleg fløjtes af, mens folk trænger ud gennem portene i pausen og politifolkene holder sig i stilling.

Hjemmesejr
og gratis tapas
I centrum finder vi én af de få ledige pladser på en bar, hvor anden halvleg ruller over skærmen.
I mellemtiden har hjemmeholdet bragt sig foran 2-1, og da de lukker kampen med 3-1 målet, bryder jublen ud blandt både gæster og personale. Madrid-klubben udbygger den snævre føring i den samlede El Clásico-statistik, og kryber tættere på rivalerne i tabellen.

I baren kryber den mandlige tjener tættere på os, og fortæller med et glimt i øjet at han er mest til blonde fyre, hvorefter vi får ekstra gratis tapas. Tjaa.. engang imellem betaler det sig at være kridhvid i Madrid.


mandag den 20. oktober 2014

På picnic i postkortet



'Domingueros' er den spanske betegnelse for søndagsturister – dem som de fleste bander langt væk på vejene, fordi de har mere travlt med at nyde omgivelserne end at køre bil. Når man bor i en storby som Madrid, er søndagsturisme populært – og især til den storslåede natur der venter lige udenfor byportene. Her hvor bjergene hæver sig i horisonten, og minder én om at Spanien er meget mere end storbyer og strande.

En af de søndagsdestinationer der topper hitlisterne er San Lorenzo de El Escorial – mindre end 50 kilometer fra Madrid. En mindre by med en stor tiltrækningskraft. Hovedårsagen findes i navnet, for El Escorial er et pragteksemplar af et renæssance-kompleks der dækker over både kloster, kirke, college, bibliotek og ikke mindst det royale palads. Omkranset af smukke slotshaver og en dragende natur, for foden af Sierra de Guardarrama-bjergkæden.

Den spanske Taj Mahal
El Escorial set fra Casita del Infante
Under en blå oktober-himmel og med efterårets gyldne tvist blandt alt det grønne, er det som revet direkte ud af et postkort – og det er midt i dette postkort at vi denne søndag har planlagt en picnic.

Vi er kørende med et vennepar fra Madrid, og allerede da vi nærmer os den lille by kan vi skimte den skarpe silhuette fra paladsets kupler og spir – som et andet Taj Mahal. En smuk kontrast til det nærliggende stenkors ved Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – som blandt andet huser diktatoren Francos grav.

Første stop et netop El Escorial, som er listet blandt UNESCO's Verdensarv, og besøges af mere end 500.000 hvert år – både lokale og Internationale turister. Bag murerne bydes på gallerier og guddommelige udsmykninger, men denne gang nøjes vi med at nyde mesterværket udefra. Ligesom den nærliggende royale bolig, Casita del Infante, med de eventyrligt anlagte haver og en formidabel udsigt til både bjerge og dale.

Tapas-trekking
Vi snupper en pause og en kølig drink på byens torv, Plaza de la Constitución, hvor mange lokale er samlet for at nyde det flotte vejr. De må alle have enorme lægmuskler, for byen er en labyrint af stejle gader, hvoraf de fleste er ensrettede og gør det svært for os 'domingueros' at finde rundt. Det lykkedes os dog at nå vores mål – Pinar de Abantos. Den frodige fyrreskov som klatrer op af Mount Abantos, og belønner med panorama-kig til EL Escorial. Midt i et landskab der minder om kulisser fra fortidens klassiske modeljernbaner.
Det smukke torv Plaza de la Constitución i San Lorenzo de El Escorial

Her finder vi en smuk plet nær en rislende bæk, hvor vi nyder vores transportable tapas og idyllen for en stund – inden turen går mod højere luftlag. Pulsen sættes op med et spontant og terrængående 'trek', som nær får os til at farer vild mellem fyrrestammerne. Til sidst når vi dog tilbage til bilen, og med den tilbage til summende Madrid.

San Lorenzo de El Escorial får flueben ved super søndagsdestination, og der venter helt sikkert flere af slagsen for denne 'dominguero'.

mandag den 29. september 2014

På 'tapas crawl' i Benavente

Tapas og to 'Cortos'
At bo i Madrid er det optimale udgangspunkt for at udforske mere af fantastiske Spanien. Hvor de fleste er godt bekendte med ferie-favoritterne Mallorca, Barcelona og de kanariske øer, er det de færreste der tager turen til de områder der går lige under charter-radaren. Vidste du for eksempel at man kan stå på ski i Sydspanien? Eller at det nordvestlige hjørne af landet byder på landskaber der minder om Skotland og Wales?

Sidstnævnte er netop hvad vi satte kursen mod fredag eftermiddag.
Min spanske svigerfamilie stammer nemlig fra regionen Galicien, hvor flere af dem stadig bor og samles hos bedsteforældrene i mange weekender. Det er første gang jeg skal møde dem, og første gang at jeg skal opleve Galicien. Denne gang deles turen dertil dog op over to dage, med første stop hos min kærestes tante i Benavente. En mindre by i den nordspanske region Castilla y León, godt 270 kilometers bustur fra Madrid.

Hvor peberet gror
Peberboderne stod frit tilgængelige om natten på torvet i Benavente
Vi ruller ind på busstationen i Benavente ved 21-tiden, og meget belejligt til spansk spisetid. Tanten byder os velkommen i sin hyggelige tre-værelses lejlighed, der trods størrelsen og den centrale beliggenhed i centrum, koster under det halve af vores lille lejlighed i Madrid. Denne aften dufter hele opgangen af stegte peberfrugter, for byens torv åbnede den årlige 'peber festival' tidligere på dagen.

Duften giver appetit og vi smutter ud for at starte en traditionel 'tapas crawl', hvor man helt som den klassiske pubcrawl går fra bar til bar smager på forskellige delikatesser. Tanten tager selv turen hver torsdag aften med en veninde, og har derfor værdifuld insider-viden til de bedste steder.

Gratis tapas
'El Gallego' - Galicisk bar i Benavente
Vi lægger ud på et hyggeligt sted på det første hjørne af byens tapas-hovedgade, og det går hurtigt op for mig at priserne langt fra er ligeså pebrede som festivallen på torvet. Her er traditionen den at man bestiller et lille glas øl kaldet en 'corto', og så følger et stykke valgfri tapas med - ganske gratis. For tre cortos og tre stykker lækker tapas lyder regningen på €2.70 - kun lidt over 20 kroner! Og senere skulle det blive endnu billigere.

Efter at have lagt forsigtigt ud med et lille stykke pizza, byder den næste bar med tyrefægter-tema på en lækker krydret version af den elskede chorizo-pølse. Dernæst tortilla (kartoffelomelet) med tun og mayo, hjemmelavede kartoffelchips med bacon, albondigas (kødboller), og sidst men bestemt ikke mindst figón – indbagt chorizo og ost.

Alle små delikate portioner som vi nyder på seks forskellige og livlige barer, hvor snakken flyder lystigt mellem de lokale, mens tapas og cortos langes over disken. Jeg kunne bestemt godt vænne mig til denne tradition og disse priser! Og efter en rundtur i Benavente by night med vores lokale 'guide', er jeg varmet op til de galiciske godbidder, jeg ved der venter mig næste dag.