Had og kærlighed til Gran Vía

Når man bor midt i Madrid bliver byens legendariske hovedpulsåre Gran Vía en naturlig del af hverdagen. En uundgåelig storslået strækning, som er evigt fascinerende, men evigt irriterende. Jeg har udviklet et sandt had-kærlighedsforhold til 'Den Spanske Broadway'...

Jeg hader... myldretiden, som varer det meste af dagen. Det er hårdt arbejde at gå målrettet ad Gran Vía, og det kan bestemt ikke anbefales hvis man i forvejen er stresset. Selvom de lokale ikke ligefrem går i slowmotion, kræver det et fokuseret fodarbejdet at bevæge sig konsekvent gennem den evige strøm af mennesker.

Jeg elsker... ganske modsigende, det evige liv og stemningen langs gaden. Ligesom New York sover Madrid aldrig, og der er altid folk på gaden. Det gør det mere underholdende at bevæge sig rundt – og i sidste ende mere trygt.

Jeg hader... at der sidder så mange tiggere langs gaden. Og nej, ikke tiggerne som sådan - tvært imod. Det er kontrasten der er skræmmende at være vidne til hver eneste dag. Hvor forretningsfolk i jakkesæt og højpolerede sko, passerer triste skæbner i slidte papkasser foran designerbutikker. Jeg hader ikke at kunne hjælpe dem alle – men det varmer mit hjerte hver gang én stopper op.

De store mærker klapper i deres små hænder når en
af facaderne på Gran Vía skal renoveres, for det
betyder hundredevis af kvadratmeter til reklamer

Jeg elsker... arkitekturen langs hele Gran Vía. Ganske enkelt enestående og arkitektonisk én af de smukkeste strækninger i Europa. Detaljerne er uendelige, og man får hver gang øje på nye. En gåtur her er bestemt én af de bedste gratis oplevelser i Madrid! Én af de bedste gratis udsigtspunkter over gaden fås fra Gourmet Experience hos El Corte Inglés (se menupunktet 'Kridhvide favoritter').

Jeg hader... de mange fastfoodkæder og deres reklameuddelere langs Gran Vía. Et ”no gracias” kan køre på repeat til tider, når den ene flyer efter den anden langes ud efter dig, med helt fantastiske tilbud på bjerge af burgere og turist-tapas.

Jeg elsker... at der er plads til fredelige demonstrationer på Madrids mest prangende gade. I krisetider er der ofte brug for et nødråb, og flere gange om måneden ses gaden spærret midlertidigt af, mens demonstranter med politieskorte får tilkendegivet deres mening. Det kan være alt fra anti-tyrefægtningsgrupper, til vrede bankkunder eller folk ramt af lovændringer i sundhedssektoren – men jeg har endnu ikke set en demonstration eskalere.

Jeg hader... at det er så svært at fange Gran Vías storhed med et kamera. Grundet trafikken, mylderet, den skiftende belysning og ikke mindst de høje bygninger på hver side, er et lidt af en luksusproblematisk udfordring at finde den rette vinkel til det perfekte skud. Det skal nok lykkedes en dag!

Jeg elsker... i bund og grund Gran Vía, og de mange overraskelser den byder på. Et sted hvor man ser mange forskellige slags mennesker, og hvor især Callao-pladsen midt på strækningen ofte byder på underholdning. Da jeg gik forbi i dag var der ved at blive kørt i stilling til præmieren på den hypede filmversion af 'Fifty Shades of Grey'. Den røde løber var rulllet ud ved den prominente biograf, Callao City Lights, og selv Mr. Greys hvide helikopter var 'landet' foran hovedindgangen.

Da jeg stoppede op for at tage et billede, blev jeg forsøgt interviewet til en spansk tv-station... det tror jeg lige vi venter med.

En dag i storbyen

Når man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff, hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.

08.00 Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.

09.00 På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe. Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de fyldte fortorv.

10.00 På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.

Bærbar, blok og skrivebenzin

15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende kommer til.

18.00 En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen overfor, end at fikse ting der burde fikses.

18.30 Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.

Biografpræmiere ved Plaza del Callao

19.00 Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det hippe Malasaña-kvarter.

19.45 Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores lille lejlighed.

Vi høre et par numre og får serveret øl fra et lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.

21.30 Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud og spiser

her, kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.

23.30 Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.

Enkeltstart og storby-doping

Jeg snupper solbrillerne, smider den bærbare over skulderen og smyger mig ind i den lille elevator i opgangen. Fra Calle de Fomento, som jeg nu har kaldt mit hjem i en uges tid, er der kun få minutters gang til den livlige Plaza Santo Domingo. Og derfa yderligere to minutters gang til populære Plaza del Callao – et knudepunkt mellem Madrids summende shopping-mekka og den storslåede hovedgade Gran Vía.

Gran Vía – enkelt oversat 'stor vej', er Madrids svar på New Yorks legendariske Broadway, eller om man vil, Paris' Champs-Elysés. Sammenligningen med Broadway ligger dog lige for, grundet de mange store teatre og biografer her.

Da jeg første gang steg op fra metroen ved Callao i sommeren 2012, var det kærlighed ved første skridt – for Gran Vía er ganske enkelt overdådig i både arkitektur og storbystemning. Man føler sig omringet af det ene imponerende bygningsværk efter det andet, mens lydene af gademusikanternes instrumenter hvirvler rundt i trafikkens monotone underlægningsmelodi.

Solen brænder i nakken mens jeg nærmest finter mig forbi turisterne og 'ligger på hjul' af de lokale. Fra Callao går turen øst på langs Gran Viá, stadigt zig zag'ene mellem skopudsere, forretningsfolk og levende gadeskilte. Videre forbi shoppinghimlen for Real Madrids disciple og op til den Manhattan-inspirerede Telefónica-bygning.

Slutspurt i Malasaña

Herfra skifter kulisserne fra storbyboulevard til super charmerende gågade, ned gennem hippe Calle Fuencarral i udkanten af det stemningsfyldte Malasaña-kvartér.

Her er det helt i orden at være anderledes, og ikke sjældent at se folk i så fantasifulde garderober, at Fru Hansen med sikkerhed ville træde baglæns ud af træskoene hjemme i en dansk provinsby.

Efter få minutters gang drejer jeg til venstre ad hyggelige Calle Colón og når i mål ved mit foreløbige favorit-kontor - den cykel-inspirerede café La Bicicleta. Efter 20 minutters inspirerende storby-doping er jeg mere end klar til træde i pedalerne på dagens skriveopgaver.