Ny rejseblog online

Følg min nye blog på www.travelooneyblog.com

Kridhvid i Madrid holder 'siesta'

Efter snart et år med insider tips og historier fra Madrid og omegn, vil bloggen her inden længe holde siesta på ubestemt tid. Nye rejseeventyr venter lige om hjørnet, og det vides pt. ikke om jeg igen en dag vil kalde Madrid mit hjem.

Men efter mere en ti måneder som 'madrileño' er der noget der har bidt sig fast, og savnet til byen vil være enormt. Derfor vil Kridhvid i Madrid fortsat være online i 'dvale', og stadig indeholde spændende tips til din ferie i den spanske hovestad.

Indtil en mulig tilbagevenden, vil du snart kunne følge mine rejseoplevelser, tips og fortællinger på en ny engelsk-sproget blog, som er lige på de berømte trapper. Følg derfor Travelooney på Facebook for seneste nyt om denne blog!

Tak fordi du fulgte med - Hasta Luego!

Den store fest på prærien

Vi står som fyldet i en chorizo, da metroen nærmer sig vores destination nær broen Puente de Toledo. Og udenfor står folk i kø den anden vej, for at blive lukket ind i hold. Madrids største 'byfest' er skudt i gang, og siden morgenstunden har tusinde af madrileños søgt mod 'prærien', nær Manzanares flodens bred.

'Pradera de San Isidro' er parken hvor festen for alvor skydes i gang. Fejringen af Madrids og landmændendes skytshelgen, San Isidro. Som med mange andre traditioner, er det dog de færreste der i dag forbinder 'Fiesta de San Isidro' med noget religiøst, selvom mange stadig står i kø ved Ermita de San Isidro, for en tår af det 'hellige vand' fra brønden.

For de fleste er San Isidro lige med fest og farver, og en kulturel festival i dagene omkring den 15. maj. Plaza Mayor lægger scene til en lang række koncerter og events, mens 'Giganternes Parade', sender enorme figurer gennem gaderne i centrum.

De kloge og de dumme

Fra metroen baner vi os vej gennem menneskestrømmen, ad Paseo del Quince de Mayo, som er flankeret af endeløse boder, hvoraf flere disker op med de én af de mange traditioner omkring San Isidro – 'Rosquillas'.

Rosquillas er små donut-lignende kager, som fås i to udgaver: 'Listas' (kloge) og 'Tontas' (dumme). Egentlig den samme, bare med og uden sukkerovertræk. Sammen med de klassiske vafler, 'Barquillos', er det noget der hører sig til, og de langes over disken i massevis.

I græsset langs den brede vej, holder folk picnic og søger skygge i de 30 grader. Mens latinamerikanske danserytmer fra barerne, blander sig med de traditionelle toner fra lirekasser, og scenen med dansere i smukke klædedragter.

'El Chotis'

Vi når til San Isidro parken, hvor mange har slået sig ned med vennerne eller familien. Et par plastikbolde i menneskestørrelse har samlet en en stor gruppe unge, som på skift hopper ind i boldende og brager mod hinanden. Blandt træerne breder duften sig fra en gigantisk grill, som er læsset fuld af stegt kød og grøntsager, og i tivoli-vognen med lotteri er hovedpræmien naturligvis - Jamón.

Ude på den brede asfalterede vej stimler folk sammen, og et tv-hold fra den lokale station dukker op. 'El Chotis' er den smukkeste tradition omkring San Isidro. Den karakteristiske dans, hvor herren 'snurres' rundt af kvinden – nærmest som en manequindukke. Det ser let ud, men er en kunst i sig selv. 

Dansen udføres af ægte 'Chulapos' og 'Chulapas'. Smukt klædte par med herren i ternet vest og hat, og hans señorita i farverig kjole, sjal og blomst i håret. Det handler om stemning og traditioner.

For de udholdende rundes dagen af med et enormt festfyrværkeri i byens park, Retiro. Dette var mit første San Isidro, og efterfølgende føler man sig en lille smule mere madrileño. Bestemt et event der er værd at opleve, hvis man rejser til Madrid midt i maj.

Ny artikel hos Like A Local Guide

Hvis du rejser til Madrid i længere tid, eller bare gerne vil opleve lidt mere af det ofte oversete centrale Spanien, så ta' et kig på min seneste engelske artikel hos Like A Local Guide, hvor jeg giver insider-tips til fantastiske dagsture ud af storbyen!

Kridhvide tips i Magasinet Rejser

I går (søndag) havde jeg artiklen 'Hemmeligheder i Madrid' med i Magasinet Rejser, som udkommer hver søndag med Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Jydske Vestkysten, Vejle Amts Folkeblad, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad.

Har du én af disse aviser liggende, kan du stadig nå at få insider-tips til din sommerferie. Og ellers vil disse tips løbende blive tilføjet her på siden under Kridhvide Hits.

Følg Kridhvid i Madrid på Facebook for løbende updates og inspiration til den spanske hovedstad!

Fra skyline til storkereder

”Klak, klak, klak, klak” lyder det højlydt fra katedralens top, hvor hele tre storkepar har slået sig ned. De lange halse strækkes bagover, mens de klapper med næbene så det tydeligt kan høres nede på de brostensbelagte gader.

Denne morgen tog vi toget mod vest fra Madrids travle Chamartín-station, hvorfra der er udsigt til hovedstadens ikoniske skyskrabere 'Cuatro Torres'. Derfor er det noget af en kontrast at vandre rundt her, omringet af kilometervis af ringmur, i middelalderbyen Ávila.

Mens storkenes næb ville drukne i lyden fra rullende kufferter og hvinene metrospor i Madrid, er her ro for dem til at bygge deres imponerende reder. Gang på gang ser man de majestætiske vingefang komme svævende med nye kviste, og turistinformationens mange plys-udgaver, bevidner storkenes stjernestatus her.

Omringet i Ávila

Ávila når knap de 60.000 indbyggere, men har flere kirker per indbygger end de fleste byer i Spanien – og byen er velfortjent optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

Hovedårsagen er dog ikke de mange kirker, men den gigantiske og velbevarede ringmur der omkranser den oprindelige by. Som den perfekte kulisse til en middelalderfilm, eller TV-hittet Game Of Thrones.

To en halv kilometer strækker muren sig, og størstedelen kan udforskes til fods, med en formidabel udsigt over byen og landskabet i den smukke Castilla y León region. Entréen på 5 euro er godt givet ud, og ruten på toppen af det massive bygningsværk tager dig forbi mange af de 88 tårne. Følger man ruten fra turistinformationen til enden, kan man passende følge en lille bid af pilgrimsruten, 'Camino de Santiago', tilbage til torvet i centrum.

Pedaler og æggeblommer

Det er på dette torv idyllen brydes søndag morgen, da vi forlader vores lille hotel for at udforske resten af byen under truende grå skyer. Bassen banker på fuld tryk, og får for en stund middelalderbyen til at minde om en natklub i Madrid. Årsagen er dog en energisk omgang 'open air spinning', hvor en flok lokale træder tungt i pedalerne, mens deres poder flittigt øver balance og koordination på de fritgående tohjulere.

Vi vender dog ryggen til dette sunde søndags-initiativ, og stikker i stedet hovedet indenfor hos det populære konditori 'La Flor de Castilla', som er kendt for at sælge Yemas. 'Yema' er spansk for æggeblomme og 'Yemas de Santa Teresa' er en lokal delikatesse. Som navnet antyder består disse små orange kugler af æggeblomme, som så blandes med en indkogning af sirup, citronsaft og kanel. En sød lille bid, men foretrækker du som jeg salt frem for sødt, så er Castilla y León regionen kendt for sit gode kød, og svinemørbraden 'Lomo' er værd at prøve her.

Ávila nås på halvanden time med tog fra Madrid, og er en god dagstur under et ophold i hovedstaden. Selv vis man har set sin del af middelalder-konstruktioner er ringmuren ganske enkelt imponerende, og naturligvis også hvad bærer byens turisme - selvom katedralen, de mange kirker og storkene, også bidrager til en god oplevelse.

Spandevis af gratis kunst

Fantasifulde friluftsgallerier eller populære Picasso? Hvad end du er til street art eller det klassiske og historiske, rummer Madrid en overflod af gratis kunst – fra undergrundens metrostationer til de bonede gulve på Museo del Prado.

Kreativiteten blomstrer i de fleste storbyer, hvor der er rummelighed og initiativ nok til at få den ført ud i livet. En kreativitet der mest synligt udfolder sig i farverig gadekunst, der for længst har overmandet de klassiske 'tags' og de spontane spraydåsers vandalisme.

Legesyge Lavapíes

Calle Miguel Servet i Lavapíes - Metro: Embajadores

I de fleste byer er der enkelte 'undergrundskvarterer' der skiller sig ud på dette punkt, og hvor gadekunsten har specielle vilkår – til trods for at der fortsat deles bøder ud for uautoriserede unoder. Og Madrid er ingen undtagelse. Både hipster-hotte Malasaña og det regnbuefarvede nabokvarter Chueca, gemmer på masser af evigt skiftende værker – mens multikulturelle Lavapíes topper denne kategori.

Her er hele gallerier i gadeplan, og specielt Calle Miguel Servet er et 'must' for street art interesserede. 
En gade der perfekt kombineres med en kop kaffe hos Swinton & Grant i nummer 21, hvor netop gadekunsten og den grafiske verden er i fokus. 
Her udstiller lokale kunstnere deres værker på 'magnetvæggen', butikken sælger bøger dedikeret de urbane kunstgrene, og underetagen byder på et 200 kvadratmeter stort galleri.

Kunstpause i dybet

I den bogstavelige undergrund venter lige så mange gratis kunstoplevelser, hvor flere metrostationer er prydet med vægmalerier eller anden form for kreative tiltag. I sidste måned åbnede den nye station 'Paco de Lucía' i den nordlige ende af linie 9 – hvis tilløbstykke er et gigantisk farverigt portræt af den afdøde musiker som stationen er opkaldt efter.

Og Retiro stationen byder for tiden på en spændende foto-udstilling med rejsefotos – så man lige kan nå at drømme sig mod fjerne himmelstrøg mens man venter på næste tog. Få et overblik over metroens mangfoldigheder på www.lineazerometro.com 

Den gyldne trekant

Er det førnævnte Picasso og co. der trækker mest i din kunstneriske interesse, er det de mere glamourøse gallerier som Museo del Prado, Thyssen-Bornemysza eller Reina Sofia du skal bruge din tid på. Her kan man mange dage komme gratis ind de sidste to timer før lukketid. Disse tre museer ligger nær hinanden og danner Madrids berømte 'Golden Triangle of Art'.

Sidstnævnte – Reina Sofia – blev før i tiden brugt som hospital, men er i dag et studie i arkitektur. Og organisationen råder også over de to smukke 'kunstpaladser' i den nærliggende Retiro-park. Kæmpepavilionen Palacio de Cristal, samt arabisk inspirerede Palacio Velázquez. Derudover byder parken på Casa de Vacas, som løbende disker op med gratis udstillinger - som senest indendørs gadekunst af Antonio de Felipe.

Find flere fotos på Kridhvid i Madrids Facebook side!

Léon - I løvens tegn

Seneste weekend åbnede op for endnu en storslået og overset provinsby – Léon. Castilla y León er ikke ligefrem den første region der overvejes når turen til Spanien planlægges for os danskere. Dertil vejer vestkysten, syden og øgrupperne for tungt. Men selv om denne nordvestlige region ikke er den mest berømte, finder man her byer med sjæl, der er oplagt at udforske på en bilferie rundt i Spanien.

For samtidig med at der bydes på mange seværdigheder, er en by som León til at gabe over, og kan derfor nemt kombineres med andre nordvestlige hovedbyer som La Corüna, Santiago eller Bilbao. Her er atmosfæren lokal og priserne på tapas i bund.

Pilgrimsfærd

León er blandt de større byer på den legendariske pilmgrimsrute 'Camino de Santiago' – på dansk 'Jakobsvejen' – som har endestation i Santiago de Compostella. Derfor finder man skulpturen af en hvilene pilgrim, der nyder udsigten til San Marcos klosteret. Et kloster der oprindeligt blev brugt som hospital for de hårdt prøvede pilgrimme, og hvis kirke i dag er et yndet stop for nutidens pilgrimme – mens selve klosteret er byens mest prangende overnatningsmulighed for turister. 

Endnu mere imponerende er dog den gigantiske Santa María de León katedral, mens arkitektur-interesserede heller ikke må misse Antonio Gaudís Casa Botines, som i dag benyttes som bank-hovedkvartér. Som moderne kontrast lokker den farverige facade på museet for moderne kunst.

Brølet fra tapasbaren

Udover pilgrimmene er det dog tapas som León er bedst kendt for, og af flere beskrevet som landets ypperste. Og det er ganske enkelt overvældende hvor mange tapasbarer der kæmper om de blot 130.000 indbyggeres gunst. Et sandt mad-mekka der skaber et sprudlende liv i de smalle tapasgyder – og hvor specielt Húmedo-kvarteret er uundgåeligt.

Er man vant til priserne i storbyer som Madrid og Barcelona, får man nærmest et chok når regningen kommer her - og som du bestemt ikke behøver at 'løve' fra. Hvad siger du til tre små fadøl og tre gange lækker tapas for under 30 kr.!?

Det er hvad regnskabet lyder på hos Monalisa Vinateria, som er én af centrums hotspots for tapas. Her langes chorizo, calamares og morcilla over disken af det hårdtarbejdende unge personale, mens glubske Messi og Barcelona fortærer endnu en modstander, på skærmen i den tæt pakkede bar.

Selv udenfor på gaden stimler folk sammen til stående taffel, mens samtaler flyder højlydt i den spanske nat.

León er klart et comeback værdig.

7 spanske tapasretter du bør prøve

Croquetas

Glem ferieområdernes mange turistversioner af den klassiske Paella. Her er 7 anbefalinger til tapasbaren på din næste tur til Spanien.

Tortilla

Nej, det har ikke noget med chips eller pandekager at gøre. Dette er den spanske kartoffelomelet også kendt som 'Tortilla de patatas'. En flere centimeter tyk og forholdsvis fast omelet, bestående af æg og kartofler, mens varianter kan indeholde perberfrugt, svampe, skinke m.m. Personligt har jeg aldrig været den store kartoffelspiser, men denne kombination er overraskende god, og er én af de helt klassiske tapas-retter - enten serveret alene eller i en sandwich som 'bocadillo de tortilla'.

Empanada

Empanadas

Endnu en klassiker, som er elsket hverdagskost i det spanske – ikke mindst i den nordvestlige region Galicien. En empanada er som en indbagt tærte eller pizza, og kan indeholde adskillige kombinationer af kød, ost og grøntsager. Populære udgaver er med tun og peberfrugt, skaldyr eller chorizo-pølse.

Den spanske empanada tilberedes gerne i bradepande-store stykker, mens 'empanadillas' er samme koncept i små indbagte håndfulde – mest populære i Sydamerika.

Croquetas

Disse små friturestegte mundfulde er en lækker lille snack, som fås på langt de fleste tapasbarer her i Madrid – og for dens sags skyld resten af Spanien. Den sprøde 'skal' gemmer på en lun bechamelsauce, som ofte er tilsat små stykker af skinke, kylling eller fisk. Der findes dog også flere eksotiske varianter, som de sorte croquetas med blæksprutteblæk.

Patatas Bravas

Denne 'ret' er ret simpel. Små stegte kartoffelstykker som serveres med den stærke tomatsauce 'Salsa Brava', mens de også fås med mayonnaise eller hvidløgsdressing. En let lille tapas-anretning som oftes gives gratis med når man køber øl på en tapasbar.

Pulpo a la Gallega

Pulpo a la Gallega

Selv er jeg ikke den store 'alt godt fra havet'-type, men er man til fisk og skaldyr bør man kaste sig ud i denne ret, der som navnet antyder stammer fra Galicien, hvor netop blæksprutten er i høj kurs.

I denne ret koges blæksprutten så tentaklerne krøller sig sammen, og derefter klippes de i små stykker, tilsættes olivenolie og strøs over med paprika. Og skal det gå helt rigtigt til serveres Pulpo a la Gallega i en lille lerskål kaldet 'Cazuela'.

Chorizo a la Sidra

De krydrede spanske chorizo-pølser er kendt af de fleste, selvom de importerede supermarkedsversioner i Danmark sjældent lever op til 'den ægte varer'. Chorizo spises ofte rent eller i en bocadillo, men benyttes lige så ofte som ingrediens i diverse spanske retter. Én af de mere autentiske versioner er Chorizo a la Sidra, hvor små stykker chorizo koges i spansk cider. En ret der originalt stammer fra den nordspanske region Asturien, hvor cider eller 'sidra' som det hedder her, er meget populært.

Bocadillo de Calamares

Som nævnt under '100% gato' er en Bocadillo de Calamares specielt populær her i den spanske hovedstad. En simpel sandwich med indbagte blækprutteringe, som har en sjov gummiagtig konsistens, men som gør sig helt suverænt sammen med en kold øl. 

Jeg bliver høj på bjerge

For mange mennesker er det vigtigt at være tæt på havet. At kunne gå en tur langs stranden, kysten eller havnen, og blive blæst igennem. For dem er Madrid ikke ligefrem den optimale destination, med dens placering midt på den Iberiske halvø – over tre timers kørsel fra den nærmeste kyststrækning ved Valencia.

Jeg elsker selv en tur ved vandet, men på det seneste er det gået op for mig hvor meget jeg holder af udsigten til bjerge. Naturskønne Canada har længe toppet listen over drømmedestinationer, og senest er en tur til de Schweiziske alper lagt i bunken af rejseplaner. Måske hænger det sammen med at vi i kagerulle-Danmark højst kan hoste op med Himmelbjerget, som på en god dag er et fart-bump i det sydligere Europa.

Fra Madrid til himlen

Udsigt til bjergene fra Círculo de Bellas Artes

'De Madrid al Cielo' - 'Madrid til himlen' lyder et lokalt ordsprog. Meget rammende for terrassen på toppen af kunstbygningen Círculo de Bellas Artes, hvor der – tro det eller ej – er udsigt til sneklædte bjergtinder.

Jeg elsker udsigtspunkterne her i centrum, men jeg nyder endnu mere turene ud af byen, hvor der ikke går mange kilometer før terrænet bølger og landskabet rejser sig i horisonten.

Ikke mindst når turene går til grønne Galicien i Spaniens nordvestlige hjørne. Så snart 'grænsen' krydses fra Castilla y León regionen hæves højderne, og det bliver ikke mindre spektakulært nu hvor forårets farver vælter frem over klippetoppene. I laviner af lavendel-lilla hedelyng og gule blomster, blandt de grønne nuancer der tager til i styrke.

Galicien

Galicien er gudesmuk, og det var derfor en udsøgt fornøjelse med en lille påskeferie hos svigerfamilien i den rustikke bjerglandsby Argasvellas – bestående af to beboede huse. Landskabet og stilheden her er anti-stress på højt niveau, med bækkens rislen, fuglenes sang og de græssende køers klokker, som eneste soundtrack.

Bliver du ligesom jeg høj på bjerge, så overvej Galicien næste gang turen går til Spanien. Og selv her finder du frisk havluft og storslåede Atlanterhavskyster.

Se mere på www.turgalicia.es

Glem chokoladeæg og snaps

Mørket har sænket sig over provinsbyen Benavente, og min blitz giver nærmest genlyd i i stilheden - og det er selvom mange af byens borgere er stimlet sammen langs fortorvene her i den smalle gade. Her venter de alle på én af årets helt store begivenheder.

Hvor påsken hjemme i Danmark for de fleste er lige med rigelige mænger af Kinderæg og kolde 'kylle kylle', er den her i Spanien for mange katolikker udelukkende en religiøs affære. Selvom der naturligvis også er mange der fortolker tingene på deres egen måde.

Den Hellige Uge

Semana Santa – De Hellige Uge – er ugen op til påske søndag, hvor enhver spansk by ser en række religiøse optog udfolde sig i gaderne. Processioner kaldes de. Men hvor optogene i det sydlige Spanien og Andalucien er mere spektakulære og glamourøse, er de her i Benavente og den nordvestlige Castilla y León region, af mere dyster karakter.

Fælles for dem alle er at de arrangeres af de religiøse broderskaber som tilhører hver kirke i byen, og som under optogene fragter 'flåder' rundt i gaderne, som afbilleder bibelske handlinger – eksempelvis Jesus på korset. Hvert broderskab med sine dragter og sine traditioner.

I en by som Benavente med nær 20.000 indbyggere er der flere kirker, og optog hver dag i ugen. Denne aften byder på 'den stille procession', hvilket forklarer hvorfor de normalt højlydte Spaniere, er mere afdæmpede her i gaden. 

Folk i rød-hvide kjortler og spidse hætter er allerede gledet forbi os. Hætterne har en snert af uhygge over sig, hvilket dog er en misfortolkning. 'Capriotes' som de kaldes, er nemlig et symbol på selvydmygelse – og at bøde for sine synder. Et historisk symbol fra dengang dødsdømte blev ført gennem gaderne, og ydmyget af folket.

'bummm bummm bummm'... en rytmisk tromme sætter takten fra kirkens port for enden af gaden, og et større marchorkester med blæseinstrumenter stemmer i med triste toner. Efterfulgt af en gruppe som bærer på optogets største fløde, der 'danses' gennem gaden i vuggende bevægelser - fra side til side.

Led mig i tapas'ens fristelse

Mens vi i Danmark skåler i snaps, er der her ingen sild, men seriøse miner. Den store kontrast er et spændende autentisk indblik i den religiøse del af Spanien. Ikke mindst her i en provinsby langt udenfor masseturismens lange arme, hvor man virkelig føler sig som eneste udefrakommende.

Jeg savner hverken snaps eller sild, men er alligevel begejstret for at vi runder aftenen af med et tapastogt, og med kærestens tante som lokalkendt guide. For jeg tilbeder den spanske tapaskultur, og det er nærmest en religion at finde den bedste tortilla, chorizo og jamón.

Kulørte Cuenca

De tunge grå skyer truer over Madrid, da vi forlader hovedstaden ved 10-tiden fredag formiddag, og sætter kursen mod sydvest. Vi har sat os for at udforske de mange mindre byer ude omkring hovedstaden, og i dag går turen til Cuenca, som nås på to timer i bus.

Byen med den UNESCO-listede gamle bydel er hovedstaden i Cuenca-provinsen, og en del af regionen Castilla-La Mancha. Et par hurtige klik på Google har afsløret en yderst fotogen by, så min gode ven Nikon ligger utålmodigt og venter i kameratasken, til trods for en vejrudsigt der skyder en hvid pil efter en blå himmel.

Montmartre i Gran Canyon

Vi tjekker ind på et hotel i den 'moderne' del af byen, da der er mange penge at spare her, hvis man ikke har noget imod at gå de 10-15 minutter til foden af klipperne. 

Her hæver den historiske del af byen sig op mellem de to dybe kløfter, med en labyrint af stejle og smalle gader - som Montmartre placeret i Gran Canyon. Så selv ikke det lettere triste vejr kan holde smilene, da vi begiver os op mod San Pablo broen, med udsigt til Cuencas berømte vartegn, de hængende huse.

Landskabet er yderst dramatisk her, hvor den smalle Huécar-flod skærer ind gennem slugten. Med de træklæde bjergsider, en metalbro der minder om en gigantisk væltet kran, og husene der bogstaveligt talt hænger uden på klipperne over den dybe kløft. Derudover troner Cuencas 'parador' - et tidligere kloster - på en klippetop, og tilbyder byens smukkeste overnatningsmulighed.

Stejle gader - farverige facader

Den smalle bro er ikke for dem med højdeskræk, men belønningen på den anden side er turen værd. Her venter Plaza Mayor med den smukke katedral, omringet af farverige husfacader med hvide rammer om vinduer og døre. En karakteristik der foreviges i skarpe grafiske linjer, i det nærliggende lille galleri, Colores – og som nu pryder væggen over mit arbejdsbord.

Morteruelo

Det er en drøm at gå på opdagelse i Cuencas idylliske gader, og at nyde udsigten til det spektakulære landskab der omkranser byen – selv på en gråvejrsdag. Ligeledes er det interessant at fornemme de lokales stolthed over byen, og åbenheden overfor turister.

Med trætte lægmuskler og et fyldt memorykort, går turen tilbage mod den nye bydel. Her er Calle San Francisco centrums mest livlige tapasgade, og vi skal naturligvis prøve en af de lokale delikatesser – morteruelo. En lun vildtpaté som gør det formidabelt godt med en kold øl, i den moderne udgave af en klassisk tapasbar, Méson Jose.

Der er meget mere at se, mere at smage på, og mere at fortælle – og jeg vil helt sikkert tilbage til kulørte Cuenca. En fantastisk udflugtsmulighed på en ferie i Madrid.

Fakta

- Fra Mendez Alvaro stationen i Madrid, kan man kan tage med Avanza Bus til Cuenca for €26,50 tur/retur.

- Alternativt kan man tage toget fra Atocha stationen. Med AVE toget tager turen under en time.

I Cuenca jager de hunde

Pulsen kører på højtryk mens vi zigzag'er mellem de parkede biler. En bil bremser op og hornet trykkes i bund. Sveden pibler frem på panden mens vi desperat forsøger at følge trop med den fortabte uldtot – som åbenbart ikke vil sit eget bedste.

For ti minutter siden kom den dækken-klædte grå puddel vimsende over gaden alene – mens vi spejdede efter en ejer der aldrig kom. Og fordi vi ikke vil have en fladmast pelsbold på samvittigheden, inden vi forlader ellers idylliske Cuenca, har vi sat jagten ind for at indfange det undslupne kæledyr. Men hver gang vi nærmer os kræet, sætter den farten op, eller løber ud på gaden mellem eftermiddagstrafikken i centrum, så vi flere gange lukker øjnene og venter på et 'bump'.

Hundekiks

Folk tror naturligvis vi jagter vores egen hund, og flere sætter efter den – men forgæves.

Efter et kvarter er den ude af syne, og en tilfældigt forbipasserende patruljevogn får et 'signalament' af flugtkongen. Vi puster ud indenfor på den italienske iscafé og nyder et velfortjent hvil med udsigt til gågaden, da den lille grå køter minsandten kommer trissende udenfor ruderne, som om intet var hændt.

Men inden vi får kastet os ud af døren er den igen over alle bjerge.

Vi må slukørede forlade Cuenca uden heltestatus som hundeindfangere. Jeg havde ellers allerede forestillet mig selv som bronzeskulptur på torvet i den gamle bydel.

Måske noget i denne stil? - bare med mig og en puddel

Insider tips til Condé Nast Traveler

Igennem nogle måneder har jeg skrevet om Madrid hos den Internationale online rejseguide Likealocalguide.com - en fantastisk side med lokale insidertips til mange spændende byer i hele verden.

Like A Local Guide bragte fornylig min artikel '10 Best Free Things To Do In Madrid', og denne artikel er nu blevet offentliggjort på det amerikanske rejsemagasin Condé Nast Traveler's hjemmeside cntraveler.com

Det swinger i Huertas

Det oser af jazz bag den mørkegrønne facade og de hvide gardiner, på Calle de las Huertas nummer 22. Beliggende i Madrids charmerende Huertas kvartér, lidt syd for Puerta del Sol. Herinde på Café Jazz Populart, er man som teleporteret til én af de klassiske jazz klubber i New York eller New Orleans, med de hvide marmorborde, de mørke træmøbler, den dæmpede belysning og de utallige sorthvide fotos, der pryder væggene sammen med de ophængte instrumenter. Man er slet ikke i tvivl om at luften førhen var tyk af cigaretrøg, som blandede sig med tonerne fra musikerne på den lille scene.

Selv er jeg stadig nybegynder hvad angår jazz og blues, men har en idé om at fans af netop disse genre er nogle af de mest inkarnerede musikelskere der findes. Der er så meget historie og kultur i jazz og blues. En kultur som har været dyrket fuldt ud hos Populart i over 20 år. Og listen af store nationale og Internationale musikere der har lagt vejen forbi denne lille klub i Madrid, er blevet lang.

Erfarne toner

Èt af de bands der vender hyppigt tilbage er Canal Street Jazz Band, hvis få originale medlemmer fornylig kunne fejre 45 års jubilæum, mens resten er kommet til siden starten i 1967!

Efter 45 år sammen burde man kunne finde melodien, og det er da heller ikke noget problem for disse erfarne herre, som spiller klassisk dixieland jazz så det svinger helt ud på gaden. Trods en anslået gennemsnitsalder på mindst halvtreds, er der fuld blæs på både trombonen, trompeten, pianoet, elbassen og trommerne.

To gange har jeg haft fornøjelsen af disse herres selskab i den stopfyldte jazzhule, hvor tjeneren har sit hyr med at navigere mellem siddende og stående gæster. En god plads kræver at man booker et bord – hvilket kun kan gøres på dagen fra kl. 18, og ellers kan man møde op og hænge ud i baren. Entreen og musikken er reelt gratis, men priserne på drinks er spædet op med et par euro eller tre, så det hele giver mening i sidste ende.

Er du til jazz, er et smut forbi Populart et absolut must på en ferie i Madrid.

Tjek programmet på caféens hjemmeside. www.populart.es

Svensk lydgourmet på rivieraen

”Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría”. Den ihærdige Duracelkanin af en sælger forsøger desperat at afhænde sit lager af kolde øl, mens han trasker langs køen der slanger sig fra spillestedets indgang. Men det er op ad bakke denne kølige aften sidst i februar.

Dagens hovedperson på 'rivieraen' må dog ligesom jeg være vant til koldere vinde mod nord.For han er trods det vildledende navn José Gonzáles, opvokset i svenske Göteborg. En fremragende guitarist, sanger og sangskriver, som bevæger sig i indie folk genren. Senest kendt for den emotionelle film-musik til Ben Stillers 'Walter Mitty', men tidligere for det fantastiske covernummer 'Heartbeats'. Et nummer der blev brugt som baggrundsmusik i Sony Bravias legendariske tv-reklame, hvor 170.000 hoppebolde blev sendt ned af San Franciscos gader. Se og hør den her:

Rivieraen uden sand

La Riviera eller Sala Riviera som det også kaldes, er et velkendt spillested ved Manzanares-flodens bred. Få hundrede meter fra Almudena katedralen og kongeslottet. En blød mellemvare mellem de små intime koncertscener, og de enorme forhold i sportsarenaer som Barclaycard Center og Santiago Bernabeu. Et oplagt valg for de næststørste navne, mens lokalerne også bliver flittigt brugt som diskotek og til DJ arrangementer.

Palmerne over den centrale bar understreger stedets tema, og sammen med de øvrige seks barer, gør de deres for at publikum undgår dehydrering under de skarpe spots. Og der er god tid til at tanke op denne aften, for der går halvanden time inden González og co tripper ind på scenen – vel at mærke uden opvarmningsband.

En tur i drømmeland

José González er en mand af få ord denne aften, men dem der kommer, er grundet familiens sydamerikanske baggrund, på velklingende spansk. Til publikums tydelige begejstring. Hans sange er dog på engelsk.

De i alt fem musikere finder deres pladser og så er det afsted mod drømmeland. González er dygtig rent musikalsk, stemmen er unik og teksterne betydningsfulde. Men det er harmonien af disse faktorer der gør ham speciel - den drømmende og let melankolske lyd bandet skaber sammen. En gang lydgourmet hvor der bliver kræset for hver en ingrediens – hver en streng på guitaren og hvert et slag på bongotrommen.

Det er lidt som at stirre ud på et smukt landskab fra en vuggende togkupe. Behageligt, afstressende og eftertænksomt. Og røgmaskinen der er på overarbejde lægger et passende slør, foran bagtæppet med sneklædte bjergtinder og fjerne planeter. Ind imellem kommer der dog lidt mere intensitet på, med en snert af hippie og gospel.

Aftenens højdepunkt at dømme efter publikums reaktion, er Heartbeats-coveret, som sidder lige i skabet. Men det er skuffende at han undlader storhittet 'Stay Alive' fra føromtalte Mitty-film. Vi var heldige nok at få en god plads nær scenen og herfra var rivieraens lyd helt i orden. Det er dog et spørgsmål om ikke González og band ville gøre sig endnu bedre på én af de mere intime scener, eller til en siddende koncert.

Da vi forlader spillestedet forsøger manden med de kolde øl fortsat at tømme lageret. Andre har fået den mere passende idé at sælge velduftende chorizos fra en kæmpe grill. Aftenens anden gourmetoplevelse.

Se mere her:

José González

La Riviera

Kridhvid Wedding Crasher

Klokken er lidt over 18 da vores taxa ruller forbi kongeslottet midt i Madrid. Jeg retter på slipset, læner mig tilbage i sædet og trækker lidt på smilebåndet. Tanken om at være på vej til et fornemt bryllup i Madrid, får mig til at glemme at jeg bare er en fattig men håbefuld skribent – og jeg føler mig som lidt af en 'wedding crasher'. Godt nok er jeg inviteret sammen med kæresten, men til et bryllup hvor jeg hverken kender bruden eller gommen.

Fra taxaen skifter vi til 'partybussen' som er sat ind for at fragte os gæster til den endelige destination: El Antiguo Convento de Boadilla del Monte. Et rustikt kompleks med egen kirke et stykke udenfor byen. Efter flere stop på vejen fyldes bussen godt op med lokale venner og bekendte, men også med venner som kommer fra fjerne udkanter af Spanien, og som har taget turen hertil for at fejre Laura og Óscar.

Violin og kindkys

Efter mørkets frembrud, omkring klokken 20 ruller bussen ind foran den lille røde stenkirke, hvor den røde løber er rullet ud og fotograferne er i fuld gang med at 'skyde' de tilstrømmende gæster. Vinden er kølig, så vi trækker hurtigt indenfor og finder os en plads. Med over 200 gæster er der godt fyldt op i den lille kirke, og alle holder vejret da bruden følges ind til et smukt violinstykke fra Twilight-filmene.

Kirkeorglet er erstattet af en trio som udover violinisten består af en pianist og en sangerinde – og brudens far har også valgt at byde ind med et akustisk solo-nummer på sin guitar.

Derudover er der trods den katolske version ikke de store forskelle, og ceremonien byder på omtrent ligeså mange 'op-og-stå passager' som derhjemme. Og dog. ”Nu kysser de dig snart” hvisker kæresten pludselig. ”...det har jeg glemt at fortælle”. Øhh okay? Forklaringen kommer dog da der efter en prædiken, deles håndtryk og klassiske kindkys ud til folk omkring én.

En regn af ris og tapas

Da regnen af ris, rosenblade og konfetti har lagt sig over det nygifte par udenfor kirken, sætter den rigtige regn ind med tunge dråber, så vi er alle glade for at der kun er få meters gang til de overdådige festlokaler. Først i et smukt overdækket atrium i sydspansk stil, hvor en række delikate tapasanretninger kom strømmende på sølvfade, så man nemt kunne spise sig mæt allerede inden forretten. Derefter videre til det store festlokale med runde borde, hvor vi er blevet strategisk placeret med nogle hyggelige, engelsktalende gutter fra Cadíz i Sydspanien.

Jeg undrer mig over hvorfor flere af dem spørger til Australien, indtil de finder ud af at jeg kommer fra et land lidt længere mod den anden pol. Det viser sig dog at de nok har blandet min nationalitet sammen med brudeparrets kommende bryllupsrejse.

Da den lækre and, krebs og arabisk tærte er gledet ned, går det op for mig at spisningen er forløbet helt uden taler af nogen art, men underholdningen venter i et tredje festlokale på den anden side af gårdspladsen.

”Que viiiiva España”

Her finder vi en veludstyret cocktailbar i den ene ende, samt dansegulv og diskokugle i den anden. Begge dele indtages hurtigt af de mange tilbageværende gæster, ligesom bordet der bugner af farverigt slik og fotoboksen med sjove accessories. Parrets brudevals er erstattet af en mere nutidig version til et nummer af Ed Sherran, og de bliver hele natten og nyder festen med deres gæster.

Alt i alt et formidabelt spansk bryllup, som naturligvis rundes af med en ekstra gang lækker tapas. Og de latinamerikanske dansehits hænger stadig i ørerne da partybussen ved 6-tiden vender snuden mod centrum.