Tilbage til istiden

Findes der is i Spanien? Altså ikke den spiselige, men underlaget? Èn af de ting jeg måtte undersøge inden jeg flyttede til Madrid, var muligheden for at få is under fødderne i ny og næ. Som mangeårig, passioneret motions-ishockeyspiller er isen svær at undvære, og savnet til ishockeyen har været stort de seneste to år, efter at jeg spillede min sidste kamp tilbage i november 2012.

Det var derfor et hit da en lille del af min fødselsdagsgave fra kæresten var en tur i skøjtehallen her i Madrid.

I modsætning til naboerne Frankrig og Italien, er ishockey bestemt ikke i høj kurs på den Iberiske halvø, så efterspørgslen på is er ikke enorm. Dog findes der en ishockeyklub i Madrid – langt ude i en forstad. Men staven og pucken må komme til senere om muligt, og indtil da er jeg taknemmelig for bare at kunne skøjte.

Så vi tager metroen til det mere centralt beliggende Palacio de Hielo – Ispaladset. Et stort butiks- og underholdningskompleks, med biograf og alle de populære fastfoodkæder – samt naturligvis det indbyggede isstadion. Den optimale vinterferie-destination for Madrids børnefamilier. Og børn er der mange af da vi venter på at blive lukket ind, mens nabolagets spirende skøjteprinsesser forlader isen efter dagens træning. Faktisk er lydniveauet højere end en børnefødselsdag på ren Nutella, så det er befriende da vi endelig kan træde ind i den store hal.

Desværre har jeg endnu ikke fået mine egne skøjter med til Madrid, men de står nu øverst på listen over ting der skal med efter jul. For de klassiske blå udlejningsskøjter vi får udleveret er sløvere end Dovne-Robert, og ville ikke kunne dele en pakke Kærgården på en varm sommerdag. Men på kommer de, og det er fantastisk endelig at træde ud på isen igen. Der går ikke længe før banen er godt fyldt med mere eller mindre frygtløse bambi-aspiranter, og jeg får bevis for at der trods alt er et behov for istid hernede.

En dag i storbyen

Når man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff, hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.

08.00 Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.

09.00 På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe. Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de fyldte fortorv.

10.00 På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.

Bærbar, blok og skrivebenzin

15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende kommer til.

18.00 En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen overfor, end at fikse ting der burde fikses.

18.30 Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.

Biografpræmiere ved Plaza del Callao

19.00 Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det hippe Malasaña-kvarter.

19.45 Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores lille lejlighed.

Vi høre et par numre og får serveret øl fra et lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.

21.30 Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud og spiser

her, kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.

23.30 Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.

Vi med hund

Dogwalkers – professionelle hundeluftere – er efterhånden blevet en anerkendt storby-profession verden over. Lige fra de private, til de mere etablerede firmaer der samler et helt kuld op ad gangen. Men skal man som hundeejer hjemmefra i en weekend eller længere, er en enkelt gåtur ikke tilstrækkeligt – så må der en 'dogsitter' til.

Når man som min kæreste altid har ønsket sig en hund, men ikke er i en optimal situation for investering i en ny bedste ven, er dette en absolut win-win... eller en vuf-vuf fristes man til at sige.

Hjemmesiden Bibulu.com er nemlig som en 'dating-profil' for hunde-elskere og firbenede der søger et midlertidigt hjem – om det så blot er for en enkelt dag. Med uddybende profiler og beskrivelser af hundenes adfærd, samt referencer på de potentielle værter. Man sætter selv sin pris per nat, og hjemmesiden tager 10% for at skabe kontakten, mens hunden dækkes ind forsikringsmæssigt.

Kærlighed ved første bjæf

Det tog blot en uge fra min kæreste oprettede hendes profil, til de første hunde (eller deres ejere) viste interesse, og pludselig havde vi en weekend-vov-vov. En lille pug med det fantasifulde navn 'Fanta de Naranja' – opkaldt efter den spanske version af den populære appelsinvand. Ved første øjekast ikke den smukkeste udgave af en hund, men hun viste sig hurtigt som den sødeste og mest velopdragne lille pelsklump.

Efter afsked med 'mor' som skulle på weekend-rejse, fulgte den gladelig med sine nye venner ned gennem menneskemylderet på Gran Vía, og i et par dage kunne vi mænge os med Madrids hundeejere – gå gaderne og i parken. Der er overraskende mange der har hunde i Madrid centrum, og vi har flere gange sågar set en lille baby-gris gå 'pigwalk' langs de brede boulevarder.

Nu venter kæresten spændt på om lille Fanta igen sender bud efter en barnepige, eller om næste logerende bliver en Grand Danois.

10 facts efter 3 måneder

Jeg har nu været Kridhvid i Madrid i over tre måneder, og det er på tide at gøre status med 10 facts:

- Vejret har været fantastisk og man kan hurtigt blive forvent. Ikke mindst når man sidst i oktober fortsat kunne nå op omkring de 30 grader. Selv på denne årstid byder langt de fleste dage på blå himmel, og det siges at Madrid har omkring 250 skyfrie dage om året!

- Man får generelt en del mere for pengene her, specielt når man går ud og spiser. Jeg værdsætter i hvert fald en kop kaffe til kun 12 kroner, eller brunch med drikkevarer for bare 30 kroner! Det bør dog nævnes at for Spanierne er lønnen nogenlunde tilsvarende.

Den klassiske blå himmel over Madrid

- Trods de lave priser er det dog 'farligt' at færdes i en by hvor restauranter og caféer lokker overalt, og hvor man altid kan finde en undskyldning for en 'godbid'. Faktisk siges det at Madrid er blandt de byer i verden med flest restauranter pr. kvadratmeter.

- Man bliver i den grad smittet af spaniernes passion for mad, og kan pludselig finde lykke i en sandwich med himmelsk Iberisk skinke.

- Grundet mine mange arbejds-projekter har jeg endnu ikke haft tid til at gå i dybden med det spanske sprog (fy!). Men man suger til sig når man lever i det, og man kommer langt med et 'hola', et 'gracias' og 'perdón, no hablo español'. Mange spaniere taler ikke ret godt engelsk, men er flinke til at forsøge, og det virker som om de gerne vil lære det.

- Måske man også skulle lære kinesisk, for der er rigtig mange kinesere i Madrid. Hver lille kiosk er nærmest bestyret af kinesere, og der er mange kinesiske supermarkeder i centrum. Selv i den nærmeste parkeringskælder finder man et kinesisk rejsebureau og en kinesisk restaurant.

Man bliver grebet af den spanske tapaskultur og spaniernes passion for mad.

- En storby som Madrid giver nærmest uendelige muligheder for aktiviteter og oplevelser, og udfordringen er bare at få overblik over udvalget. Derfor finder man konstant nye spændende steder, selv rundt om det nærmeste gadehjørne.

- Hvor meget jeg end elsker storbylivet har det dog også sine mindre positive sider, og man kan godt blive træt af konstant at skulle 'drible' sig igennem menneskemængderne langs Gran Vía. Med flere indbyggere end i hele Danmark, er der mange mennesker overalt – døgnet rundt!

- Når man er fuldt fokuseret på skrivearbejdet er det svært at finde tid til mere sociale aktiviteter. Jeg satser dog på snart at kunne komme i gang med lidt hockey eller måske koble mig på en skriveklub.

- Det tager et stykke tid før man rigtig falder til, stopper med at tænke på det hele som en lang ferie, og begynder at referere til Real Madrid som den lokale boldklub. Specielt når turistgrupper nærmest vader forbi ens hoveddør, mens attraktioner og ikoniske bygningsværker er en del af hverdagen.

Passagér på første klasse

Én af de største fordele der er ved at bo i en storby, er udbuddet af kulturelle godbidder. Om det så er en fodboldkamp, en tapas-festival eller en koncert. Der er alt andet lige større chance for at 'fange favoritten' i den spanske hovedstad end i den fynske, og mange store navne lægger vejen forbi Madrid.

Den engelske singer-songwriter Mike Rosenberg - bedre kendt som Passenger - er måske ikke blandt de største, men bestemt blandt mine favoritter, og derfor slog jeg til og købte billetter allerede inden jeg flyttede til Madrid. Lang tid før at jeg vidste, at jeg skulle ende med at bo bare fem minutter fra spillestedet. Så fredag aften kunne jeg gå til min første 'spanske' koncert. I Sala Arena som rummer en forholdsvis lille koncertsal. Perfekte rammer til en 'intim-koncert' med omkring 500 mennesker.

De små forskelle

Canadiske The Once var den perfekte opvarmning

Til trods for at mit koncert-cv ikke er blandt de længste, er jeg spændt på at se om der er forskel på at gå til koncert her og i Danmark.

Det får jeg hurtigt bekræftet, da det ukendte canadiske opvarmningsband 'The Once' går på, og folk synger med for fuld kraft allerede ved første nummer – et fremragende cover af Elvis' 'I can't help falling in love with you'.

Strategisk klogt at lægge ud med en velkendt klassiker, men alligevel overraskende hvor hurtigt folk er på. Hvor vi i Danmark nok er mere tilbageholdende, og lige skal have et par øl indenbords inden vi slår os løs, er der mere umiddelbarhed over de udtryksrige spaniere.

Selv de tre canadiske folkemusikere ser ud til at være overraskede over den enorme respons, og den perfekt castede gruppe giver en sublim opvarmningskoncert. Så salen sitrer af forventning da Mr. Rosenberg vader ind med sin guitar, og fortæller hvor meget han holder af at spille i disse intime omgivelser.

Glæde og tårer

Passenger med sin guitar og et helt simpelt sceneshow

Han skuffer ikke. Jeg kan ærligt sige at dette er den bedste live-koncert jeg har overværet til dato, og han giver baghjul til selv favoritten John Mayer. Livemusik handler om følelser, og Passenger formår at veksle mellem yderpunkter som sorg og eufori. Der må i hvert fald været noget der virker når man indenfor få minutter kan få en fyldt sal til at skraldgrine, dernæst stå med tårer i øjnene, for senere at bryde ud i ekstatisk fællessang og jubel.

Selv de mere ukendte sange får fuld fokus fra publikum, og settet krydres med så forskellige covernumre som 'What Is Love' med Haddaway, 'Wake Me Up' med Avicii samt 'Sound of Silence' med Simon & Garfunkel. ”OTRA, OTRA, OTRA...” gjalder den spanske version af ”ekstranummer”, da han forlader scenen til den velkendte kunstnerpause. Og folk bryder ud i omkvædet til nummeret 'Scare Away The Dark” inden han kommer tilbage igen.

En førsteklasses koncertoplevelse der gør en stor fan større, og får selv kæresten der var med som 'blind passagér, til at blive fan.