torsdag den 23. april 2015

Léon - I løvens tegn



Seneste weekend åbnede op for endnu en storslået og overset provinsby – Léon. Castilla y León er ikke ligefrem den første region der overvejes når turen til Spanien planlægges for os danskere. Dertil vejer vestkysten, syden og øgrupperne for tungt. Men selv om denne nordvestlige region ikke er den mest berømte, finder man her byer med sjæl, der er oplagt at udforske på en bilferie rundt i Spanien.

For samtidig med at der bydes på mange seværdigheder, er en by som León til at gabe over, og kan derfor nemt kombineres med andre nordvestlige hovedbyer som La Corüna, Santiago eller Bilbao. Her er atmosfæren lokal og priserne på tapas i bund.

Pilgrimsfærd
León er blandt de større byer på den legendariske pilmgrimsrute 'Camino de Santiago' – på dansk 'Jakobsvejen' – som har endestation i Santiago de Compostella. Derfor finder man skulpturen af en hvilene pilgrim, der nyder udsigten til San Marcos klosteret. Et kloster der oprindeligt blev brugt som hospital for de hårdt prøvede pilgrimme, og hvis kirke i dag er et yndet stop for nutidens pilgrimme – mens selve klosteret er byens mest prangende overnatningsmulighed for turister. 

Endnu mere imponerende er dog den gigantiske Santa María de León katedral, mens arkitektur-interesserede heller ikke må misse Antonio Gaudís Casa Botines, som i dag benyttes som bank-hovedkvartér. Som moderne kontrast lokker den farverige facade på museet for moderne kunst.

Brølet fra tapasbaren
Udover pilgrimmene er det dog tapas som León er bedst kendt for, og af flere beskrevet som landets ypperste. Og det er ganske enkelt overvældende hvor mange tapasbarer der kæmper om de blot 130.000 indbyggeres gunst. Et sandt mad-mekka der skaber et sprudlende liv i de smalle tapasgyder – og hvor specielt Húmedo-kvarteret er uundgåeligt.

Er man vant til priserne i storbyer som Madrid og Barcelona, får man nærmest et chok når regningen kommer her - og som du bestemt ikke behøver at 'løve' fra. Hvad siger du til tre små fadøl og tre gange lækker tapas for under 30 kr.!?

Det er hvad regnskabet lyder på hos Monalisa Vinateria, som er én af centrums hotspots for tapas. Her langes chorizo, calamares og morcilla over disken af det hårdtarbejdende unge personale, mens glubske Messi og Barcelona fortærer endnu en modstander, på skærmen i den tæt pakkede bar.

Selv udenfor på gaden stimler folk sammen til stående taffel, mens samtaler flyder højlydt i den spanske nat.

León er klart et comeback værdig.