torsdag den 19. februar 2015

Kridhvid Wedding Crasher



Klokken er lidt over 18 da vores taxa ruller forbi kongeslottet midt i Madrid. Jeg retter på slipset, læner mig tilbage i sædet og trækker lidt på smilebåndet. Tanken om at være på vej til et fornemt bryllup i Madrid, får mig til at glemme at jeg bare er en fattig men håbefuld skribent – og jeg føler mig som lidt af en 'wedding crasher'. Godt nok er jeg inviteret sammen med kæresten, men til et bryllup hvor jeg hverken kender bruden eller gommen.

Fra taxaen skifter vi til 'partybussen' som er sat ind for at fragte os gæster til den endelige destination: El Antiguo Convento de Boadilla del Monte. Et rustikt kompleks med egen kirke et stykke udenfor byen. Efter flere stop på vejen fyldes bussen godt op med lokale venner og bekendte, men også med venner som kommer fra fjerne udkanter af Spanien, og som har taget turen hertil for at fejre Laura og Óscar.
Violin og kindkys
Efter mørkets frembrud, omkring klokken 20 ruller bussen ind foran den lille røde stenkirke, hvor den røde løber er rullet ud og fotograferne er i fuld gang med at 'skyde' de tilstrømmende gæster. Vinden er kølig, så vi trækker hurtigt indenfor og finder os en plads. Med over 200 gæster er der godt fyldt op i den lille kirke, og alle holder vejret da bruden følges ind til et smukt violinstykke fra Twilight-filmene.

Kirkeorglet er erstattet af en trio som udover violinisten består af en pianist og en sangerinde – og brudens far har også valgt at byde ind med et akustisk solo-nummer på sin guitar.

Derudover er der trods den katolske version ikke de store forskelle, og ceremonien byder på omtrent ligeså mange 'op-og-stå passager' som derhjemme. Og dog. ”Nu kysser de dig snart” hvisker kæresten pludselig. ”...det har jeg glemt at fortælle”. Øhh okay? Forklaringen kommer dog da der efter en prædiken, deles håndtryk og klassiske kindkys ud til folk omkring én.

En regn af ris og tapas
Da regnen af ris, rosenblade og konfetti har lagt sig over det nygifte par udenfor kirken, sætter den rigtige regn ind med tunge dråber, så vi er alle glade for at der kun er få meters gang til de overdådige festlokaler. Først i et smukt overdækket atrium i sydspansk stil, hvor en række delikate tapasanretninger kom strømmende på sølvfade, så man nemt kunne spise sig mæt allerede inden forretten. Derefter videre til det store festlokale med runde borde, hvor vi er blevet strategisk placeret med nogle hyggelige, engelsktalende gutter fra Cadíz i Sydspanien.

Jeg undrer mig over hvorfor flere af dem spørger til Australien, indtil de finder ud af at jeg kommer fra et land lidt længere mod den anden pol. Det viser sig dog at de nok har blandet min nationalitet sammen med brudeparrets kommende bryllupsrejse.

Da den lækre and, krebs og arabisk tærte er gledet ned, går det op for mig at spisningen er forløbet helt uden taler af nogen art, men underholdningen venter i et tredje festlokale på den anden side af gårdspladsen.

Que viiiiva España”
Her finder vi en veludstyret cocktailbar i den ene ende, samt dansegulv og diskokugle i den anden. Begge dele indtages hurtigt af de mange tilbageværende gæster, ligesom bordet der bugner af farverigt slik og fotoboksen med sjove accessories. Parrets brudevals er erstattet af en mere nutidig version til et nummer af Ed Sherran, og de bliver hele natten og nyder festen med deres gæster.

Alt i alt et formidabelt spansk bryllup, som naturligvis rundes af med en ekstra gang lækker tapas. Og de latinamerikanske dansehits hænger stadig i ørerne da partybussen ved 6-tiden vender snuden mod centrum.