Klokken
er lidt over 18 da vores taxa ruller forbi kongeslottet midt i
Madrid. Jeg retter på slipset, læner mig tilbage i sædet og
trækker lidt på smilebåndet. Tanken om at være på vej til et
fornemt bryllup i Madrid, får mig til at glemme at jeg bare er en
fattig men håbefuld skribent – og jeg føler mig som lidt af en
'wedding crasher'. Godt nok er jeg inviteret sammen med kæresten,
men til et bryllup hvor jeg hverken kender bruden eller gommen.
Fra
taxaen skifter vi til 'partybussen' som er sat ind for at fragte os
gæster til den endelige destination: El
Antiguo Convento de Boadilla del Monte. Et rustikt kompleks med egen
kirke et stykke udenfor byen. Efter flere stop på vejen fyldes
bussen godt op med lokale venner og bekendte, men også med venner
som kommer fra fjerne udkanter af Spanien, og som har taget turen
hertil for at fejre Laura og Óscar.
Efter
mørkets frembrud, omkring klokken 20 ruller bussen ind foran den
lille røde stenkirke, hvor den røde løber er rullet ud og
fotograferne er i fuld gang med at 'skyde' de tilstrømmende gæster.
Vinden er kølig, så vi trækker hurtigt indenfor og finder os en
plads. Med
over 200 gæster er der godt fyldt op i den lille kirke, og alle
holder vejret da bruden følges ind til et smukt violinstykke fra
Twilight-filmene.
Kirkeorglet
er erstattet af en trio som udover violinisten består af en pianist
og en sangerinde – og brudens far har også valgt at byde ind med
et akustisk solo-nummer på sin guitar.
Derudover er der trods den
katolske version ikke de store forskelle, og ceremonien byder på
omtrent ligeså mange 'op-og-stå passager' som derhjemme. Og dog.
”Nu kysser de dig snart” hvisker kæresten pludselig. ”...det
har jeg glemt at fortælle”. Øhh okay? Forklaringen kommer dog da
der efter en prædiken, deles håndtryk og klassiske kindkys ud til
folk omkring én.
En
regn af ris og tapas
Da
regnen af ris, rosenblade og konfetti har lagt sig over det nygifte
par udenfor kirken, sætter den rigtige regn ind med tunge dråber,
så vi er alle glade for at der kun er få meters gang til de
overdådige festlokaler. Først i et smukt overdækket atrium i
sydspansk stil, hvor en række delikate tapasanretninger kom
strømmende på sølvfade, så man nemt kunne spise sig mæt allerede
inden forretten. Derefter videre til det store festlokale med runde
borde, hvor vi er blevet strategisk placeret med nogle hyggelige,
engelsktalende gutter fra Cadíz i Sydspanien.
Jeg
undrer mig over hvorfor flere af dem spørger til Australien, indtil
de finder ud af at jeg kommer fra et land lidt længere mod den anden
pol. Det viser sig dog at de nok har blandet min nationalitet sammen
med brudeparrets kommende bryllupsrejse.
Da
den lækre and, krebs og arabisk tærte er gledet ned, går det op
for mig at spisningen er forløbet helt uden taler af nogen art, men
underholdningen venter i et tredje festlokale på den anden side af
gårdspladsen.
”Que
viiiiva España”
Her
finder vi en veludstyret cocktailbar i den ene ende, samt dansegulv
og diskokugle i den anden. Begge dele indtages hurtigt af de mange
tilbageværende gæster, ligesom bordet der bugner af farverigt slik
og fotoboksen med sjove accessories. Parrets brudevals er erstattet af en mere nutidig version til et nummer af Ed Sherran, og de bliver hele natten og nyder festen med deres gæster.
Alt i alt et formidabelt spansk
bryllup, som naturligvis rundes af med en ekstra gang lækker tapas.
Og de latinamerikanske dansehits hænger stadig i ørerne da
partybussen ved 6-tiden vender snuden mod centrum.