Svensk lydgourmet på rivieraen

”Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría”. Den ihærdige Duracelkanin af en sælger forsøger desperat at afhænde sit lager af kolde øl, mens han trasker langs køen der slanger sig fra spillestedets indgang. Men det er op ad bakke denne kølige aften sidst i februar.

Dagens hovedperson på 'rivieraen' må dog ligesom jeg være vant til koldere vinde mod nord.For han er trods det vildledende navn José Gonzáles, opvokset i svenske Göteborg. En fremragende guitarist, sanger og sangskriver, som bevæger sig i indie folk genren. Senest kendt for den emotionelle film-musik til Ben Stillers 'Walter Mitty', men tidligere for det fantastiske covernummer 'Heartbeats'. Et nummer der blev brugt som baggrundsmusik i Sony Bravias legendariske tv-reklame, hvor 170.000 hoppebolde blev sendt ned af San Franciscos gader. Se og hør den her:

Rivieraen uden sand

La Riviera eller Sala Riviera som det også kaldes, er et velkendt spillested ved Manzanares-flodens bred. Få hundrede meter fra Almudena katedralen og kongeslottet. En blød mellemvare mellem de små intime koncertscener, og de enorme forhold i sportsarenaer som Barclaycard Center og Santiago Bernabeu. Et oplagt valg for de næststørste navne, mens lokalerne også bliver flittigt brugt som diskotek og til DJ arrangementer.

Palmerne over den centrale bar understreger stedets tema, og sammen med de øvrige seks barer, gør de deres for at publikum undgår dehydrering under de skarpe spots. Og der er god tid til at tanke op denne aften, for der går halvanden time inden González og co tripper ind på scenen – vel at mærke uden opvarmningsband.

En tur i drømmeland

José González er en mand af få ord denne aften, men dem der kommer, er grundet familiens sydamerikanske baggrund, på velklingende spansk. Til publikums tydelige begejstring. Hans sange er dog på engelsk.

De i alt fem musikere finder deres pladser og så er det afsted mod drømmeland. González er dygtig rent musikalsk, stemmen er unik og teksterne betydningsfulde. Men det er harmonien af disse faktorer der gør ham speciel - den drømmende og let melankolske lyd bandet skaber sammen. En gang lydgourmet hvor der bliver kræset for hver en ingrediens – hver en streng på guitaren og hvert et slag på bongotrommen.

Det er lidt som at stirre ud på et smukt landskab fra en vuggende togkupe. Behageligt, afstressende og eftertænksomt. Og røgmaskinen der er på overarbejde lægger et passende slør, foran bagtæppet med sneklædte bjergtinder og fjerne planeter. Ind imellem kommer der dog lidt mere intensitet på, med en snert af hippie og gospel.

Aftenens højdepunkt at dømme efter publikums reaktion, er Heartbeats-coveret, som sidder lige i skabet. Men det er skuffende at han undlader storhittet 'Stay Alive' fra føromtalte Mitty-film. Vi var heldige nok at få en god plads nær scenen og herfra var rivieraens lyd helt i orden. Det er dog et spørgsmål om ikke González og band ville gøre sig endnu bedre på én af de mere intime scener, eller til en siddende koncert.

Da vi forlader spillestedet forsøger manden med de kolde øl fortsat at tømme lageret. Andre har fået den mere passende idé at sælge velduftende chorizos fra en kæmpe grill. Aftenens anden gourmetoplevelse.

Se mere her:

José González

La Riviera

Kridhvid Wedding Crasher

Klokken er lidt over 18 da vores taxa ruller forbi kongeslottet midt i Madrid. Jeg retter på slipset, læner mig tilbage i sædet og trækker lidt på smilebåndet. Tanken om at være på vej til et fornemt bryllup i Madrid, får mig til at glemme at jeg bare er en fattig men håbefuld skribent – og jeg føler mig som lidt af en 'wedding crasher'. Godt nok er jeg inviteret sammen med kæresten, men til et bryllup hvor jeg hverken kender bruden eller gommen.

Fra taxaen skifter vi til 'partybussen' som er sat ind for at fragte os gæster til den endelige destination: El Antiguo Convento de Boadilla del Monte. Et rustikt kompleks med egen kirke et stykke udenfor byen. Efter flere stop på vejen fyldes bussen godt op med lokale venner og bekendte, men også med venner som kommer fra fjerne udkanter af Spanien, og som har taget turen hertil for at fejre Laura og Óscar.

Violin og kindkys

Efter mørkets frembrud, omkring klokken 20 ruller bussen ind foran den lille røde stenkirke, hvor den røde løber er rullet ud og fotograferne er i fuld gang med at 'skyde' de tilstrømmende gæster. Vinden er kølig, så vi trækker hurtigt indenfor og finder os en plads. Med over 200 gæster er der godt fyldt op i den lille kirke, og alle holder vejret da bruden følges ind til et smukt violinstykke fra Twilight-filmene.

Kirkeorglet er erstattet af en trio som udover violinisten består af en pianist og en sangerinde – og brudens far har også valgt at byde ind med et akustisk solo-nummer på sin guitar.

Derudover er der trods den katolske version ikke de store forskelle, og ceremonien byder på omtrent ligeså mange 'op-og-stå passager' som derhjemme. Og dog. ”Nu kysser de dig snart” hvisker kæresten pludselig. ”...det har jeg glemt at fortælle”. Øhh okay? Forklaringen kommer dog da der efter en prædiken, deles håndtryk og klassiske kindkys ud til folk omkring én.

En regn af ris og tapas

Da regnen af ris, rosenblade og konfetti har lagt sig over det nygifte par udenfor kirken, sætter den rigtige regn ind med tunge dråber, så vi er alle glade for at der kun er få meters gang til de overdådige festlokaler. Først i et smukt overdækket atrium i sydspansk stil, hvor en række delikate tapasanretninger kom strømmende på sølvfade, så man nemt kunne spise sig mæt allerede inden forretten. Derefter videre til det store festlokale med runde borde, hvor vi er blevet strategisk placeret med nogle hyggelige, engelsktalende gutter fra Cadíz i Sydspanien.

Jeg undrer mig over hvorfor flere af dem spørger til Australien, indtil de finder ud af at jeg kommer fra et land lidt længere mod den anden pol. Det viser sig dog at de nok har blandet min nationalitet sammen med brudeparrets kommende bryllupsrejse.

Da den lækre and, krebs og arabisk tærte er gledet ned, går det op for mig at spisningen er forløbet helt uden taler af nogen art, men underholdningen venter i et tredje festlokale på den anden side af gårdspladsen.

”Que viiiiva España”

Her finder vi en veludstyret cocktailbar i den ene ende, samt dansegulv og diskokugle i den anden. Begge dele indtages hurtigt af de mange tilbageværende gæster, ligesom bordet der bugner af farverigt slik og fotoboksen med sjove accessories. Parrets brudevals er erstattet af en mere nutidig version til et nummer af Ed Sherran, og de bliver hele natten og nyder festen med deres gæster.

Alt i alt et formidabelt spansk bryllup, som naturligvis rundes af med en ekstra gang lækker tapas. Og de latinamerikanske dansehits hænger stadig i ørerne da partybussen ved 6-tiden vender snuden mod centrum.

Had og kærlighed til Gran Vía

Når man bor midt i Madrid bliver byens legendariske hovedpulsåre Gran Vía en naturlig del af hverdagen. En uundgåelig storslået strækning, som er evigt fascinerende, men evigt irriterende. Jeg har udviklet et sandt had-kærlighedsforhold til 'Den Spanske Broadway'...

Jeg hader... myldretiden, som varer det meste af dagen. Det er hårdt arbejde at gå målrettet ad Gran Vía, og det kan bestemt ikke anbefales hvis man i forvejen er stresset. Selvom de lokale ikke ligefrem går i slowmotion, kræver det et fokuseret fodarbejdet at bevæge sig konsekvent gennem den evige strøm af mennesker.

Jeg elsker... ganske modsigende, det evige liv og stemningen langs gaden. Ligesom New York sover Madrid aldrig, og der er altid folk på gaden. Det gør det mere underholdende at bevæge sig rundt – og i sidste ende mere trygt.

Jeg hader... at der sidder så mange tiggere langs gaden. Og nej, ikke tiggerne som sådan - tvært imod. Det er kontrasten der er skræmmende at være vidne til hver eneste dag. Hvor forretningsfolk i jakkesæt og højpolerede sko, passerer triste skæbner i slidte papkasser foran designerbutikker. Jeg hader ikke at kunne hjælpe dem alle – men det varmer mit hjerte hver gang én stopper op.

De store mærker klapper i deres små hænder når en
af facaderne på Gran Vía skal renoveres, for det
betyder hundredevis af kvadratmeter til reklamer

Jeg elsker... arkitekturen langs hele Gran Vía. Ganske enkelt enestående og arkitektonisk én af de smukkeste strækninger i Europa. Detaljerne er uendelige, og man får hver gang øje på nye. En gåtur her er bestemt én af de bedste gratis oplevelser i Madrid! Én af de bedste gratis udsigtspunkter over gaden fås fra Gourmet Experience hos El Corte Inglés (se menupunktet 'Kridhvide favoritter').

Jeg hader... de mange fastfoodkæder og deres reklameuddelere langs Gran Vía. Et ”no gracias” kan køre på repeat til tider, når den ene flyer efter den anden langes ud efter dig, med helt fantastiske tilbud på bjerge af burgere og turist-tapas.

Jeg elsker... at der er plads til fredelige demonstrationer på Madrids mest prangende gade. I krisetider er der ofte brug for et nødråb, og flere gange om måneden ses gaden spærret midlertidigt af, mens demonstranter med politieskorte får tilkendegivet deres mening. Det kan være alt fra anti-tyrefægtningsgrupper, til vrede bankkunder eller folk ramt af lovændringer i sundhedssektoren – men jeg har endnu ikke set en demonstration eskalere.

Jeg hader... at det er så svært at fange Gran Vías storhed med et kamera. Grundet trafikken, mylderet, den skiftende belysning og ikke mindst de høje bygninger på hver side, er et lidt af en luksusproblematisk udfordring at finde den rette vinkel til det perfekte skud. Det skal nok lykkedes en dag!

Jeg elsker... i bund og grund Gran Vía, og de mange overraskelser den byder på. Et sted hvor man ser mange forskellige slags mennesker, og hvor især Callao-pladsen midt på strækningen ofte byder på underholdning. Da jeg gik forbi i dag var der ved at blive kørt i stilling til præmieren på den hypede filmversion af 'Fifty Shades of Grey'. Den røde løber var rulllet ud ved den prominente biograf, Callao City Lights, og selv Mr. Greys hvide helikopter var 'landet' foran hovedindgangen.

Da jeg stoppede op for at tage et billede, blev jeg forsøgt interviewet til en spansk tv-station... det tror jeg lige vi venter med.

På skoekspedition til den blå ø

Om ti dage – meget belejligt på Mr. Valentines Day – får jeg fornøjelsen af mit første spanske bryllup! Eller ”Boda” som det hedder på disse kanter. Og nej, det er ikke mit eget, men kærestens veninde som skal giftes. Så ikke alene bliver det mit første bryllup på spansk, men også det første bryllup jeg skal til uden at have mødt hverken den kommende hr. eller fru. Derfor føler jeg mig heldigvis ikke forpligtet til også at kaste mig ud i min første spanske tale..!

Men som det er med bryllupper går det ikke at møde op i hættetrøje eller en t-shirt påtrykt 'I love Madrid', så den seneste måned har jagten været sat ind på jakkesæt, skjorte, slips, kjole og hvad dertil ellers høre. Og da kalenderen skiftede til februar var vi NÆSTEN i mål – dog med et kritisk punkt tilbage – kærestens sko! Som de fleste mænd nok kan nikke genkendende til, så er det ikke noget man spøger med, så det var stort da de helt rigtige pludselig stod på hylden i en butik i går, blot for at finde ud af at den rigtige størrelse manglede. Hvad gør man så?

Med metro til tropeøen

Heldigvis viste det sigt at én butik i kæden havde den rette størrelse – ude i svigermors forstad, Carabanchel Alto. Da kæresten er 'fanget' på et kontor hele dagen, måtte jeg derfor forbarme mig og insistere på at tage dette store ansvar på min kappe. Så afsted på skoekspedition til storcentret Islazul, som lidt sammentrukket oversættes til 'Blå ø'. Et enormt shoppingkompleks med palmer, vand og tropetema - helt der ude hvor metroen, og dermed civilisationen, næsten ender.

Islazul er efter sigende det andet største shoppingcenter i hele Madrid, og byder udover mere end 100 butikker på et hav af restauranter og underholdning. En kæmpebiograf, et legeland og et bowlingcenter gør den blå ø til et hit blandt børnefamilier som kommer hertil langvejs fra. Og grundet placeringen langt udenfor centrum er her så godt som ingen turister. Tropetemaet er gennemført, men lider dog under at air condition anlægget om sommeren åbenbart skal stå på 'antarktis' – så der faktisk er varmere om vinteren.

Derfor slipper jeg denne dag også for forfrysninger og sikrer mig skatten jeg tog til øen efter – de rigtige sko. Mission accomplished! Så nu venter vi bare på Valentines Day og et storslået bryllup jeg nok skal vende tilbage omkring.