Den gamle mand i paladset

”Der var engang en blond viking.. ja, han var vist nærmest kridhvid, som havde rejst land og rige rundt og nu havde bosat sig i det spanske kongedømmes hovedstad. En dag drog han og skønjomfruen til paladset for at lytte til tonerne fra en troubadour, som var tilrejsende fra de britiske øer. Men paladset var forhekset, og så snart den blonde viking trådte ind ad paladsets mægtige port, blev han med ét en gammel gammel mand". Slut.

Sådan villle det nok havde lydt hvis Odenses stolte søn Hr. Andersen havde været gæstblogger på Kridhvid i Madrid. I en mere nutidig udgave er sandheden den, at vi i sidste uge tog til koncert med den rappende pop-hitmager og singer-songwriter Ed Sheeran – og det var noget nær en deprimerende oplevelse.

Det er naturligvis ikke hotdogs, men iberisk skinke der spises i pausen

Ikke at Mr. Sheeran var dårlig, for han var god for en udmærket koncert med enkelte fremragende live-versioner af nogle af hans største hits. Men allerede ved ankomsten til Palacio de Deportes – sportspaladset – nu kendt under sponsornavnet Barclaycard Center, begyndte rynkerne at trække sig sammen i panden, mens benene blev mere end normalt trætte af at vente. For køen var fyldt med forventningsfulde teenagere, og det gik op for mig at vi ikke bare trak... men hev og sled gennemsnitsalderen gevaldigt op.

Basketpaladset

Barclaycard Center er et af de klassiske spillesteder for større koncerter i Madrid, og benyttes som det oprindelige navn antyder også til diverse sports-events. Det er således hjemmebane for begge Madrid-mandskaber i den spanske basketball-liga, som er velanset på verdensplan.

Arenaen har plads til 15.000 koncertgæster, og der er pænt fyldt op da vi tager plads og lytter til de to forskellige opvarmningsbands. En opvarmning der allerede trækker hvinene frem hos de mest hysteriske teenagepiger foran scenen, og de går i ekstase hver gang de bare nævner at Hr. Sheeran kommer på senere.

Ready to rumble

Gang i mobilerne i den store arena

Derfor kommer det overdøvende skrig heller ikke som nogen overraskelse, da hovedpersonen endelig træder ind i manegen, og sætter gang i koncerten med et fint grafisk sceneshow og en rigtig fornuftig lyd i de store beton-rammer.

Det sammenklappelige gulv ryster under os, da alle de ellers siddende gæster rejser sig op for at feste med deres rødhårede idol, og det unge par foran os har mere travlt med at snave hinanden i gulvet end at følge med i hvad der sker på scenen. Det lyder trods alt godt når 10.000-12.000 synger med på samme hit, og 'I See Fire' som er soundtrack til Hobitten-filmen, sidder lige i paladset.. jeg mener, skabet.

Jeg føler mig gammel, rigtig gammel, da vi rejser os og formår at fange en metro før teenage-helvede bryder løs, men paladset får prædikatet 'yderst godkendt' som koncertsal, og jeg ser frem til at vende tilbage.. forhekset eller ej.

Brølet fra Bernabéu

En enkelt lille Messi-trøje er sneget sig ind mellem alle Real Madrid-tingene

”Han stiller sig klar ved pletten. Han går til bolden og..... Gooooooooooool”. ”Christiano Ronaldoooooooo”. Brølet kravler ovenud af gigantiske Bernabéu - Real Madrids legendariske hjemmebane og én af verdens mest ikoniske fodboldtempler. Hjemmeholdets darling nummer ét har scoret på straffe, og udlignet til 1-1 mod ærkerivalerne fra Barcelona. Selv går vi rundt udenfor, hvor politifolk og souvenir-sælgere står klinet til radioen og tv-vognenes små skærme. Alle følger opgøret intenst.

Min fodboldtossede lillebror er på besøg, og vi er taget herud for at se Bernabéu, og for at opleve en snert af stemningen omkring 'El Clásico' – betegnelsen for mødet mellem de to historiske klubber. Min bror ville meget gerne sidde på den anden side af muren og se kampen, men at få billetter til netop denne kamp er en kamp i sig selv. Og da de eneste tilgængelige løber op i 2000-3000 kroner, er det måske ikke det værd.

Gennem gitterets huller kan man lige skimte måltavlen

Jeg har aldrig selv været den store fodboldfan, men har alligevel de sidste par år tilkendegivet mit tilhørsforhold til byens anden klub – Atletico Madrid. Nok mest fordi jeg altid har haft sympati for underdogs. Ironisk nok blev disse underdogs dog mestre i den forgangne sæson.

Giganternes kamp

På denne dag er der ingen underdogs - kun giganter - og udover at fylde de mere end 85.000 pladser på stadion, sidder folk tæt foran skærmene på samtlige barer og restauranter, som var det en anden VM-finale. Spændingen knitrer i luften overalt. Det anslås at op imod 400 millioner ser med foran skærmene verden over.

El Clásico er udover finalen i Champions League anset som det største klubmøde i forboldverdenen, og én af de største sportsrivaliseringer på verdensplan. Hadet hænger udenpå trøjerne, og derfor er opbuddet af politivogne også stort udenfor Bernabéu. Vi går en tur rundt om stadion, hvor fans der gik glip af billetter kryber sammen om de små huller i gitteret, for at få bare et lille glimt af fodboldhimlen indenfor portene.

Plads til smil hos det ridende politi

Vi tager et hurtigt kig indenfor i Real Madrid-shoppen hvor der fås alt fra oplukkere til babytøj, men vi har ingen intentioner om at være i nærheden når de 85.000 lukkes ud. Så vi smutter mod metroen samtidig med at første halvleg fløjtes af, mens folk trænger ud gennem portene i pausen og politifolkene holder sig i stilling.

Hjemmesejr

og gratis tapas

I centrum finder vi én af de få ledige pladser på en bar, hvor anden halvleg ruller over skærmen.

I mellemtiden har hjemmeholdet bragt sig foran 2-1, og da de lukker kampen med 3-1 målet, bryder jublen ud blandt både gæster og personale. Madrid-klubben udbygger den snævre føring i den samlede El Clásico-statistik, og kryber tættere på rivalerne i tabellen.

I baren kryber den mandlige tjener tættere på os, og fortæller med et glimt i øjet at han er mest til blonde fyre, hvorefter vi får ekstra gratis tapas. Tjaa.. engang imellem betaler det sig at være kridhvid i Madrid.