Det swinger i Huertas

Det oser af jazz bag den mørkegrønne facade og de hvide gardiner, på Calle de las Huertas nummer 22. Beliggende i Madrids charmerende Huertas kvartér, lidt syd for Puerta del Sol. Herinde på Café Jazz Populart, er man som teleporteret til én af de klassiske jazz klubber i New York eller New Orleans, med de hvide marmorborde, de mørke træmøbler, den dæmpede belysning og de utallige sorthvide fotos, der pryder væggene sammen med de ophængte instrumenter. Man er slet ikke i tvivl om at luften førhen var tyk af cigaretrøg, som blandede sig med tonerne fra musikerne på den lille scene.

Selv er jeg stadig nybegynder hvad angår jazz og blues, men har en idé om at fans af netop disse genre er nogle af de mest inkarnerede musikelskere der findes. Der er så meget historie og kultur i jazz og blues. En kultur som har været dyrket fuldt ud hos Populart i over 20 år. Og listen af store nationale og Internationale musikere der har lagt vejen forbi denne lille klub i Madrid, er blevet lang.

Erfarne toner

Èt af de bands der vender hyppigt tilbage er Canal Street Jazz Band, hvis få originale medlemmer fornylig kunne fejre 45 års jubilæum, mens resten er kommet til siden starten i 1967!

Efter 45 år sammen burde man kunne finde melodien, og det er da heller ikke noget problem for disse erfarne herre, som spiller klassisk dixieland jazz så det svinger helt ud på gaden. Trods en anslået gennemsnitsalder på mindst halvtreds, er der fuld blæs på både trombonen, trompeten, pianoet, elbassen og trommerne.

To gange har jeg haft fornøjelsen af disse herres selskab i den stopfyldte jazzhule, hvor tjeneren har sit hyr med at navigere mellem siddende og stående gæster. En god plads kræver at man booker et bord – hvilket kun kan gøres på dagen fra kl. 18, og ellers kan man møde op og hænge ud i baren. Entreen og musikken er reelt gratis, men priserne på drinks er spædet op med et par euro eller tre, så det hele giver mening i sidste ende.

Er du til jazz, er et smut forbi Populart et absolut must på en ferie i Madrid.

Tjek programmet på caféens hjemmeside. www.populart.es

Svensk lydgourmet på rivieraen

”Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría, Cerveza fría”. Den ihærdige Duracelkanin af en sælger forsøger desperat at afhænde sit lager af kolde øl, mens han trasker langs køen der slanger sig fra spillestedets indgang. Men det er op ad bakke denne kølige aften sidst i februar.

Dagens hovedperson på 'rivieraen' må dog ligesom jeg være vant til koldere vinde mod nord.For han er trods det vildledende navn José Gonzáles, opvokset i svenske Göteborg. En fremragende guitarist, sanger og sangskriver, som bevæger sig i indie folk genren. Senest kendt for den emotionelle film-musik til Ben Stillers 'Walter Mitty', men tidligere for det fantastiske covernummer 'Heartbeats'. Et nummer der blev brugt som baggrundsmusik i Sony Bravias legendariske tv-reklame, hvor 170.000 hoppebolde blev sendt ned af San Franciscos gader. Se og hør den her:

Rivieraen uden sand

La Riviera eller Sala Riviera som det også kaldes, er et velkendt spillested ved Manzanares-flodens bred. Få hundrede meter fra Almudena katedralen og kongeslottet. En blød mellemvare mellem de små intime koncertscener, og de enorme forhold i sportsarenaer som Barclaycard Center og Santiago Bernabeu. Et oplagt valg for de næststørste navne, mens lokalerne også bliver flittigt brugt som diskotek og til DJ arrangementer.

Palmerne over den centrale bar understreger stedets tema, og sammen med de øvrige seks barer, gør de deres for at publikum undgår dehydrering under de skarpe spots. Og der er god tid til at tanke op denne aften, for der går halvanden time inden González og co tripper ind på scenen – vel at mærke uden opvarmningsband.

En tur i drømmeland

José González er en mand af få ord denne aften, men dem der kommer, er grundet familiens sydamerikanske baggrund, på velklingende spansk. Til publikums tydelige begejstring. Hans sange er dog på engelsk.

De i alt fem musikere finder deres pladser og så er det afsted mod drømmeland. González er dygtig rent musikalsk, stemmen er unik og teksterne betydningsfulde. Men det er harmonien af disse faktorer der gør ham speciel - den drømmende og let melankolske lyd bandet skaber sammen. En gang lydgourmet hvor der bliver kræset for hver en ingrediens – hver en streng på guitaren og hvert et slag på bongotrommen.

Det er lidt som at stirre ud på et smukt landskab fra en vuggende togkupe. Behageligt, afstressende og eftertænksomt. Og røgmaskinen der er på overarbejde lægger et passende slør, foran bagtæppet med sneklædte bjergtinder og fjerne planeter. Ind imellem kommer der dog lidt mere intensitet på, med en snert af hippie og gospel.

Aftenens højdepunkt at dømme efter publikums reaktion, er Heartbeats-coveret, som sidder lige i skabet. Men det er skuffende at han undlader storhittet 'Stay Alive' fra føromtalte Mitty-film. Vi var heldige nok at få en god plads nær scenen og herfra var rivieraens lyd helt i orden. Det er dog et spørgsmål om ikke González og band ville gøre sig endnu bedre på én af de mere intime scener, eller til en siddende koncert.

Da vi forlader spillestedet forsøger manden med de kolde øl fortsat at tømme lageret. Andre har fået den mere passende idé at sælge velduftende chorizos fra en kæmpe grill. Aftenens anden gourmetoplevelse.

Se mere her:

José González

La Riviera

Den gamle mand i paladset

”Der var engang en blond viking.. ja, han var vist nærmest kridhvid, som havde rejst land og rige rundt og nu havde bosat sig i det spanske kongedømmes hovedstad. En dag drog han og skønjomfruen til paladset for at lytte til tonerne fra en troubadour, som var tilrejsende fra de britiske øer. Men paladset var forhekset, og så snart den blonde viking trådte ind ad paladsets mægtige port, blev han med ét en gammel gammel mand". Slut.

Sådan villle det nok havde lydt hvis Odenses stolte søn Hr. Andersen havde været gæstblogger på Kridhvid i Madrid. I en mere nutidig udgave er sandheden den, at vi i sidste uge tog til koncert med den rappende pop-hitmager og singer-songwriter Ed Sheeran – og det var noget nær en deprimerende oplevelse.

Det er naturligvis ikke hotdogs, men iberisk skinke der spises i pausen

Ikke at Mr. Sheeran var dårlig, for han var god for en udmærket koncert med enkelte fremragende live-versioner af nogle af hans største hits. Men allerede ved ankomsten til Palacio de Deportes – sportspaladset – nu kendt under sponsornavnet Barclaycard Center, begyndte rynkerne at trække sig sammen i panden, mens benene blev mere end normalt trætte af at vente. For køen var fyldt med forventningsfulde teenagere, og det gik op for mig at vi ikke bare trak... men hev og sled gennemsnitsalderen gevaldigt op.

Basketpaladset

Barclaycard Center er et af de klassiske spillesteder for større koncerter i Madrid, og benyttes som det oprindelige navn antyder også til diverse sports-events. Det er således hjemmebane for begge Madrid-mandskaber i den spanske basketball-liga, som er velanset på verdensplan.

Arenaen har plads til 15.000 koncertgæster, og der er pænt fyldt op da vi tager plads og lytter til de to forskellige opvarmningsbands. En opvarmning der allerede trækker hvinene frem hos de mest hysteriske teenagepiger foran scenen, og de går i ekstase hver gang de bare nævner at Hr. Sheeran kommer på senere.

Ready to rumble

Gang i mobilerne i den store arena

Derfor kommer det overdøvende skrig heller ikke som nogen overraskelse, da hovedpersonen endelig træder ind i manegen, og sætter gang i koncerten med et fint grafisk sceneshow og en rigtig fornuftig lyd i de store beton-rammer.

Det sammenklappelige gulv ryster under os, da alle de ellers siddende gæster rejser sig op for at feste med deres rødhårede idol, og det unge par foran os har mere travlt med at snave hinanden i gulvet end at følge med i hvad der sker på scenen. Det lyder trods alt godt når 10.000-12.000 synger med på samme hit, og 'I See Fire' som er soundtrack til Hobitten-filmen, sidder lige i paladset.. jeg mener, skabet.

Jeg føler mig gammel, rigtig gammel, da vi rejser os og formår at fange en metro før teenage-helvede bryder løs, men paladset får prædikatet 'yderst godkendt' som koncertsal, og jeg ser frem til at vende tilbage.. forhekset eller ej.

En dag i storbyen

Når man er vokset op i en lille landsby på Fyn, er selv Odense en verdensby – for ikke at tale om den walisiske hovedstad Cardiff, hvor jeg samlet har boet et års tid. Derfor er det lidt af en omvæltning at vænne sig til en hverdag i Madrid, hvis hovedstadsområde tæller flere indbyggere end hele Danmark. En hverdag fyldt med muligheder og mennesker overalt. Hermed et lille indblik i hvordan en ganske almindelig onsdag i sidste uge forløb.

08.00 Jeg overgår mig selv og står tidligt op for at følge min kæreste på arbejde. En gåtur på godt tyve minutter gennem centrum, som summer af liv fra morgenstunden. Der er et helt specielt lys om morgenen mellem de høje bygninger langs hovedgaden Gran Vía, og stemningen skifter med lyset i løbet af dagen. Når man sidder og skriver hjemme er det rart at starte dagen med lidt 'frisk' byluft og lidt motion.

09.00 På vejen hjem beslutter jeg mig for at snuppe en gang morgenmad, så jeg er helt klart til dagens skriveopgaver. Valget falder denne dag på Pan & Company på Gran Vía, hvor jeg for bare €2.10 (godt 16 kr.) kan få to små sandwich og en kop kaffe. Jeg tager det med på førstesalen med udsigt til morgentrafikken og de fyldte fortorv.

10.00 På turen tilbage til lejligheden hilser jeg på David – indehaveren af den lokale mexicanske restaurant, som er gået hen og blevet lidt af en stamsted. Og hjemme i opgangen hilser jeg på Antonio – vores vicevært som har sin lille 'boks' under trappen. Imens vasketøjet passer sig selv, sidder jeg mig til tasterne og går i gang med dagens projekter; rejsetips for hjemmesiden likealocalguide.com, hvor jeg er blevet ansvarlig for at få Madrid-sektionen færdig til app-udgivelse.

Bærbar, blok og skrivebenzin

15.30 Efter nogle timers skrivning derhjemme er det tid til lidt ny inspiration, så jeg smider den bærbare over skulderen og smutter ned på den lokale Starbucks for at arbejde videre. Egenlig er jeg mest til de mere autentiske caféer, men Starbucks ligger kun tre minutters gang fra lejligheden, laver en fremragende caramel macchiato og har nogle gode skrivepladser med udsigt til Plaza España. Tricket er at komme før klokken 16 hvor mange studerende kommer til.

18.00 En gigantisk kop kaffe og et par timers arbejde senere, smutter jeg tilbage til lejligheden. Jeg hilser endnu engang på Antonio, som oftest har mere travlt med at snakke med politifolkene fra stationen overfor, end at fikse ting der burde fikses.

18.30 Min kæreste skriver fra hendes arbejde og inviterer mig med til en spontan rock-koncert samme aften. Et event der er arrangeret af hendes arbejdsplads i forbindelse med Movember-kampagnen.

Biografpræmiere ved Plaza del Callao

19.00 Jeg smutter ud og hilser ENDNU engang på Antonio på vejen ud - om ikke andet får jeg finpudset mit 'hola' og 'hasta luego'. Jeg krydser Callao-pladsen hvor den røde løber og kameraerne er kørt i stilling til en biografpræmiere, og dribler mig vej gennem menneskemylderet til det hippe Malasaña-kvarter.

19.45 Jeg møder kærestens kolleger før koncerten, hvoraf flere heldigvis taler okay engelsk. Der er i den grad tale om en intim-koncert, i en tøj- og pladeforretning på størrelse med vores lille lejlighed.

Vi høre et par numre og får serveret øl fra et lokalt microbryggeri.. 'brygget på vand fra Madrid', står der specifikt på etiketten. Det klinger måske ikke helt så godt som en bjergsø i Schweiz.

21.30 Hjemme igen, og i lige til den vanlige, spanske spisetid. Går man ud og spiser

her, kommer de fleste først fra klokken 20 og fremefter.

23.30 Sengetid. Jeg har efterhånden vænnet mig til skraldemændene, som hver nat mellem klokken to og tre larmer som en krig. Borset fra det, er det heldigvis en stille gade vi bor i, og her udenfor sommerens hede er det intet problem at få sin nattesøvn.

Passagér på første klasse

Én af de største fordele der er ved at bo i en storby, er udbuddet af kulturelle godbidder. Om det så er en fodboldkamp, en tapas-festival eller en koncert. Der er alt andet lige større chance for at 'fange favoritten' i den spanske hovedstad end i den fynske, og mange store navne lægger vejen forbi Madrid.

Den engelske singer-songwriter Mike Rosenberg - bedre kendt som Passenger - er måske ikke blandt de største, men bestemt blandt mine favoritter, og derfor slog jeg til og købte billetter allerede inden jeg flyttede til Madrid. Lang tid før at jeg vidste, at jeg skulle ende med at bo bare fem minutter fra spillestedet. Så fredag aften kunne jeg gå til min første 'spanske' koncert. I Sala Arena som rummer en forholdsvis lille koncertsal. Perfekte rammer til en 'intim-koncert' med omkring 500 mennesker.

De små forskelle

Canadiske The Once var den perfekte opvarmning

Til trods for at mit koncert-cv ikke er blandt de længste, er jeg spændt på at se om der er forskel på at gå til koncert her og i Danmark.

Det får jeg hurtigt bekræftet, da det ukendte canadiske opvarmningsband 'The Once' går på, og folk synger med for fuld kraft allerede ved første nummer – et fremragende cover af Elvis' 'I can't help falling in love with you'.

Strategisk klogt at lægge ud med en velkendt klassiker, men alligevel overraskende hvor hurtigt folk er på. Hvor vi i Danmark nok er mere tilbageholdende, og lige skal have et par øl indenbords inden vi slår os løs, er der mere umiddelbarhed over de udtryksrige spaniere.

Selv de tre canadiske folkemusikere ser ud til at være overraskede over den enorme respons, og den perfekt castede gruppe giver en sublim opvarmningskoncert. Så salen sitrer af forventning da Mr. Rosenberg vader ind med sin guitar, og fortæller hvor meget han holder af at spille i disse intime omgivelser.

Glæde og tårer

Passenger med sin guitar og et helt simpelt sceneshow

Han skuffer ikke. Jeg kan ærligt sige at dette er den bedste live-koncert jeg har overværet til dato, og han giver baghjul til selv favoritten John Mayer. Livemusik handler om følelser, og Passenger formår at veksle mellem yderpunkter som sorg og eufori. Der må i hvert fald været noget der virker når man indenfor få minutter kan få en fyldt sal til at skraldgrine, dernæst stå med tårer i øjnene, for senere at bryde ud i ekstatisk fællessang og jubel.

Selv de mere ukendte sange får fuld fokus fra publikum, og settet krydres med så forskellige covernumre som 'What Is Love' med Haddaway, 'Wake Me Up' med Avicii samt 'Sound of Silence' med Simon & Garfunkel. ”OTRA, OTRA, OTRA...” gjalder den spanske version af ”ekstranummer”, da han forlader scenen til den velkendte kunstnerpause. Og folk bryder ud i omkvædet til nummeret 'Scare Away The Dark” inden han kommer tilbage igen.

En førsteklasses koncertoplevelse der gør en stor fan større, og får selv kæresten der var med som 'blind passagér, til at blive fan.