torsdag den 30. april 2015

Spandevis af gratis kunst



Fantasifulde friluftsgallerier eller populære Picasso? Hvad end du er til street art eller det klassiske og historiske, rummer Madrid en overflod af gratis kunst – fra undergrundens metrostationer til de bonede gulve på Museo del Prado.

Kreativiteten blomstrer i de fleste storbyer, hvor der er rummelighed og initiativ nok til at få den ført ud i livet. En kreativitet der mest synligt udfolder sig i farverig gadekunst, der for længst har overmandet de klassiske 'tags' og de spontane spraydåsers vandalisme.

Legesyge Lavapíes
Calle Miguel Servet i Lavapíes - Metro: Embajadores
I de fleste byer er der enkelte 'undergrundskvarterer' der skiller sig ud på dette punkt, og hvor gadekunsten har specielle vilkår – til trods for at der fortsat deles bøder ud for uautoriserede unoder. Og Madrid er ingen undtagelse. Både hipster-hotte Malasaña og det regnbuefarvede nabokvarter Chueca, gemmer på masser af evigt skiftende værker – mens multikulturelle Lavapíes topper denne kategori.

Her er hele gallerier i gadeplan, og specielt Calle Miguel Servet er et 'must' for street art interesserede. 
En gade der perfekt kombineres med en kop kaffe hos Swinton & Grant i nummer 21, hvor netop gadekunsten og den grafiske verden er i fokus. 
Her udstiller lokale kunstnere deres værker på 'magnetvæggen', butikken sælger bøger dedikeret de urbane kunstgrene, og underetagen byder på et 200 kvadratmeter stort galleri.

Kunstpause i dybet
I den bogstavelige undergrund venter lige så mange gratis kunstoplevelser, hvor flere metrostationer er prydet med vægmalerier eller anden form for kreative tiltag. I sidste måned åbnede den nye station 'Paco de Lucía' i den nordlige ende af linie 9 – hvis tilløbstykke er et gigantisk farverigt portræt af den afdøde musiker som stationen er opkaldt efter.

Og Retiro stationen byder for tiden på en spændende foto-udstilling med rejsefotos – så man lige kan nå at drømme sig mod fjerne himmelstrøg mens man venter på næste tog. Få et overblik over metroens mangfoldigheder på www.lineazerometro.com 

Den gyldne trekant
Er det førnævnte Picasso og co. der trækker mest i din kunstneriske interesse, er det de mere glamourøse gallerier som Museo del Prado, Thyssen-Bornemysza eller Reina Sofia du skal bruge din tid på. Her kan man mange dage komme gratis ind de sidste to timer før lukketid. Disse tre museer ligger nær hinanden og danner Madrids berømte 'Golden Triangle of Art'.

Sidstnævnte – Reina Sofia – blev før i tiden brugt som hospital, men er i dag et studie i arkitektur. Og organisationen råder også over de to smukke 'kunstpaladser' i den nærliggende Retiro-park. Kæmpepavilionen Palacio de Cristal, samt arabisk inspirerede Palacio Velázquez. Derudover byder parken på Casa de Vacas, som løbende disker op med gratis udstillinger -
 som senest indendørs gadekunst af Antonio de Felipe.

Find flere fotos på Kridhvid i Madrids Facebook side!