Viser opslag med etiketten skøjter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skøjter. Vis alle opslag

mandag den 15. december 2014

8 tegn på jul i Madrid


Julelys
Julebelysningen er markant i centrum af byen fra sidst i november. Langs de store avenuer og over de hyggelige gågader hænger farverige plader, kuber og guirlander og giver genskær i de store butiksfacader. Den største forskel fra Danmark er at der benyttes flere farver her, mens gran er en mangelvare. Byens store 'juletræer' som findes på alle åbne pladser er ikke ægte. De er enten bygget op i metal, eller i bedste fald af naturtro plastik.

Navibus
For både lokale og turister er der indsat en ekstra julebus i december, kendt som Navibus. Ruten er planlagt efter at se mest muligt af centrums julebelysning – specielt ned gennem hovedgaden Gran Vía. Er man modig nok til at trodse kulden kan man tage plads i fri luft på øverste parket, hvor fra man næsten kan røre de overhængende dekorationer på vejen.

Julemarkeder
Som nævnt i det foregående indlæg er moderne pop-markeder i høj grad en del af julen i Madrid, men man finder også flere af de mere traditionsrige. Ikke mindst på den storslåede Plaza Mayor, hvor et væld af lysende kuber i alle regnbuens farver nærmest svæver over pladsen. Her er fyldt med boder – både de autoriserede og de mere spontant opsatte, mens et hav gadesælgere forsøger at lokke med flyvende legetøj og sæbeboblekanoner. De fleste boder her har dog ét fokus: Krybbespilsudstyr.

Krybbespil
Krybbespillet er en stor del af mange spanieres juletradition, og fylder meget i butikker og på julemarkederne. Her kan købes alt hvad der skal bruges til det fuldendte krybbespil. Hytter, huse, bark, mos og hundredvis af forskellige figurer.

Jesusbarnet, de hellig tre konger og æslet – de er der alle sammen. Inklusiv en masse versioner af den 'ubudne gæst' – El Caganer. ”Skideren” som han kan kaldes, er et humoristisk indslag i nogle krybbespil, og kan være repræsenteret af en kendis-lignende figur i ”skovskiderstilling”.
Udover de hjemmelavede krybbespil, udstilles særlige spektakulære versioner diverse steder, og folk står gerne i lang kø for et kig på til de historiske figurer.

Skøjtebaner
Ingen storby uden mindst én udendørs skøjtebane – også selvom man befinder sig sydpå. Der findes et par forskellige skøjtebaner i centrum af Madrid, hvor primært børn har plads til at prøve kræfter med det kolde underlag. På Plaza de la Luna er der tilmed opsat en flersporet kælkebakke – dog uden sne.

Cortylandia
Jeg husker at jeg som barn var meget betaget af den mekaniske nisseby i Odenses Rosengårdcenter. Tag disse bevægelige figurer, forstør dem 20 gange og smid dem op på en kæmpe butiksfacade i Madrids centrum – så har du Cortylandia. En børnemagnet der har hvert år siden 1979 har trukket tusindvis af familier til stormagasinet El Corte Inglés. Her spiller det godt 15 minutter lange stykke flere gange om dagen, og er hvert år opsat i et nyt univers, men altid med samme ørehængende kendingsmelodi. ”Cortylandia, Cortylandia...” lyder det lystigt fra det gigantiske pingvinorkester der i år er de udvalgte julehelte.

Den omvendte mandelgave
Der er ingen tradition for varm vin her i Madrid, som ellers findes mange steder – også udenfor Danmarks grænser. Til gengæld er der mange traditioner for julekager. Den mest kendte er 'Roscones' som er cirkelformede kager med hul i midten – skåret igennem og fyldt med flødeskum, samt pyntet med cocktailbær. Det specielle ved denne populære kage gemmer sig dog et sted inden i, hvor en lille figur er tilfældigt placeret. Idéen er så at den der får stykket med den lille figur skal betale for kagen – nærmest som en omvendt mandelgave.

Forhåbninger
Lotteributikkerne findes overalt i Madrid og de har kronede dage op til jul, før ”El Gordo” - Den Fede – udtrækkes, og forsøder livet for mange af de hårdt trængte spaniere. Udover de etablerede butikker, vrimler gaderne med lotterisælgere som forsøger at sælge drømmen om et bedre liv, og overtro er i den grad en del af spillet. Mange sværger til én bestemt forhandler når det kommer til at købe de vindende kuponer – Doña Manolita på Calle del Carmen, hvor folk gerne står i kø i timevis for at købe deres kuponer.

Ligesom lotterisælgerne syntes at fordobles ved juletid, er det samme gældende for hjemløse og gadeartister, der håber på lidt ekstra i hatten. Jeg købte fornylig et digt af ældre herre for bare 50 cents. ”Ring til mig efter den 22. december” sagde han. ”Hvis jeg har vundet El Gordo er du inviteret til at fejre den med mig.”

torsdag den 27. november 2014

Tilbage til istiden



Findes der is i Spanien? Altså ikke den spiselige, men underlaget? Èn af de ting jeg måtte undersøge inden jeg flyttede til Madrid, var muligheden for at få is under fødderne i ny og næ. Som mangeårig, passioneret motions-ishockeyspiller er isen svær at undvære, og savnet til ishockeyen har været stort de seneste to år, efter at jeg spillede min sidste kamp tilbage i november 2012.

Det var derfor et hit da en lille del af min fødselsdagsgave fra kæresten var en tur i skøjtehallen her i Madrid.
I modsætning til naboerne Frankrig og Italien, er ishockey bestemt ikke i høj kurs på den Iberiske halvø, så efterspørgslen på is er ikke enorm. Dog findes der en ishockeyklub i Madrid – langt ude i en forstad. Men staven og pucken må komme til senere om muligt, og indtil da er jeg taknemmelig for bare at kunne skøjte.

Så vi tager metroen til det mere centralt beliggende Palacio de Hielo – Ispaladset. Et stort butiks- og underholdningskompleks, med biograf og alle de populære fastfoodkæder – samt naturligvis det indbyggede isstadion. Den optimale vinterferie-destination for Madrids børnefamilier. Og børn er der mange af da vi venter på at blive lukket ind, mens nabolagets spirende skøjteprinsesser forlader isen efter dagens træning. Faktisk er lydniveauet højere end en børnefødselsdag på ren Nutella, så det er befriende da vi endelig kan træde ind i den store hal.

Desværre har jeg endnu ikke fået mine egne skøjter med til Madrid, men de står nu øverst på listen over ting der skal med efter jul. For de klassiske blå udlejningsskøjter vi får udleveret er sløvere end Dovne-Robert, og ville ikke kunne dele en pakke Kærgården på en varm sommerdag. Men på kommer de, og det er fantastisk endelig at træde ud på isen igen. Der går ikke længe før banen er godt fyldt med mere eller mindre frygtløse bambi-aspiranter, og jeg får bevis for at der trods alt er et behov for istid hernede.