søndag den 4. december 2016

Lys i mørket



Det er et tilløbsstykke når julebelysningen tændes i Madrids gader. Ikke blot for de lokale madrileños, men generelt for mange spaniere som gerne rejser til hovedstaden langvejs fra. Og det er nu over en uge siden at den sidste pærer blev skruet i, og der blev tændt på kontakten - hvilket er lige med næsten ufremkommelige gader i weekenderne.



Så  er der meget mere plads at nyde det julepyntede centrum på, hvis man tager derind en eftermiddag midt på ugen. På et tidspunkt hvor mange lokale stadig sidder solidt plantet i kontorstolene i de høje skyskrabere. Men nu er det ganske vist at Madrid igen glimter og lyser og i vintermørket - med Plaza del Sols himmelstræbende juletræ og Plaza Mayors historiske julemarked, som de største magneter.



"Træet" af metal ved Sol synes smukkere end de seneste år, og julemarkedet har også fået et boost med nye røde træboder. Der er skarp konkurrence om de julerejsende blandt Europas hovedstæder. Plaza del Callao ved Gran Vía er også blevet udstyret med et gyldent "træ", ved siden af den enorme julepynts-pakkede hytte fra stormagasinet El Corte Inglés. Specielt her ved Callao er det heller ikke til at overse, at politiovervågningen er gået et niveau op her i den travle tid. Et skår i hyggen - eller blot mere tryghed?



Cortylandias gigantiske mus stemmer nu atter i med deres populære ørehænger flere gange dagligt - et show på godt et kvarter, som trækker mange folk på gaden foran den flotte facade. Og hyggen når nye højder i det lille stræde hvor populære Chocolatería San Ginés gemmer sig, og serverer 'chocolate con churros' døgnets 24 timer. Madrids bedste alternativ til gløgg og æbleskiver.



Følg Kridhvid i Madrid på Facebook for de seneste updates og "bonus materiale" - og lige nu kan du finde en lille video med julestemning fra Madrid.