fredag den 10. juni 2016

Hedebølgen ruller nærmere



For et par dage siden rundede temperaturen de 34 grader i skyggen. Vi nærmer os så småt midten af juni og for hver dag ruller hedebølgen nærmere her i hovedstaden og hvor metroen forvandles til en sauna på skinner. Dynen er allerede taget ud af betrækket, kaffen nydes med is i og solcremen er obligatorisk – især når man som jeg er Kridhvid i Madrid.

Vi nærmer os tiden hvor meget er den modsatte verden i forhold til i Danmark. Danmark hvor man håber på sol og varmen, åbner alt der åbnes kan og kaster sig ud i solstrålerne ved enhver lejlighed. Her skydes skodderne for vinduerne, airconditionsanlægget kører på højtryk og man drages af det fortorv hvor den højtstående sol lige nøjagtigt kaster smalle skygger langs husmurene.

Snart sættes Madrids egentlige højsæson på pause for et par måneder, mens solen gennembager byen som og lægger en dyne over energi- og aktivitetsniveau. For Madrid er er klart bedst at besøge sidst på foråret – til og med midt-juni – og så igen fra sidst i august og indtil slutningen af september. Perioderne hvor det stadig er en behagelig og specielt for os danskere overkommelig varme.

Men når man bor her er der ingen vej udenom. Nu er det ’Cafe con leche con hielo’ (kaffe latte med isterninger) til skriveriet og ’Tinto de Verano’ (kold rødvin med lemon) i weekenden. Men det er nu heller ikke så ringe endda.