Arkiv-foto: Real Madrid vs Atlético Madrid |
De
tunge tordenskyer har truet over byen hele dagen, og da dråberne
igen begynder at falde tungt spurter vi mod nærmeste bar for at søge
ly for regnen. Tordenvejret er nærmest symbolsk, for hele dagen har
der været ”elektricitet” i luften. Det er finaledag i Champions
League, og Madrid har ikke bare én men begge fodboldgiganter
repræsenteret i det aller fineste selskab. Derfor er stemningen
højspændt. Madrid er delt i to.
Allerede
først på eftermiddagen da vi ankommer til centrum lades der op til
kampen, og overalt vrimler det med folk i fodboldtrøjer. De rød-hvid
stribede fra Atlético og de hvide fra Real, der begge bærer håbet
udenpå. Og ved mange barer er grupper af venner samlet, mens
slagsangene allerede tirrer gennem luften. Nogle tilforladelige,
andre knap så pæne. Men selvom stemningen er spændt er der ikke
tegn på optræk til ballade, og naturligt er mange venne-grupper et
miks af hvidt og stribet. Håneretten hænger i luften. Selv
adskillige kærestepar ses med hver sin klubfarve. Selv uden at være
”daglig” fodboldentusiast må man vælge side. Med eller uden
striber.
Real Madrids hjemmebane i bydelen Chamartín, Estadio Santiago Bernabéu |
Det
specielle ved denne dag er ikke blot rivalernes opgør der bringer
enorme følelser i spil. Det er at der ingen kamp er i Madrid denne
aften. For finalen spilles godt 1.500 kilometer mod nordøst, i den
italienske mode-by Milano. Derfor er tusindvis af de mest
passionerede fans ”bortrejst på dagen”, mens resten er henvist
til tapas-barer og storskærms-arrangementer overalt i Madrid. Det er
i hvert fald nemt at få øje på hvilke beværtninger der har tv, og
hvilke som får sig et par rolige timer.
Den
bar vi søger ly for regnen hos ligger ved Plaza de Santo Domingo, og
det viser sig at vi har heldet med os. Vi havde ikke de store
forhåbninger for en plads i storskærmens skær, her blot 15
minutter før kampstart, men vi får tildelt et reserveret-bord på
første parket, fordi folk ikke var dukket op til tiden. Her er vi
omgivet af folk fra begge lejre, så vi har god udsigt til de store
følelsers kamp.
Atlético Madrids hjemmebane ved Manzanares-floden, Estadio Vicente Calderón |
Og
som kampen skrider frem får de begge lov at juble, og man tænker
nærmest at det er en selvfølge at dette drama skal trækkes ud i
overtid og straffespark for at finde vinderen. Og mens Atléticos
dicible beder til de højere magter, om revanche for det
hjerteskærende finale-nederlaget til selvsamme rival for to år
siden – så håber de sejrsvante Real-supportere på den
dominerende 11. Champions League titel.
Selv
er jeg ikke den store fodboldfan, men har som tidligere nævnt på
bloggen taget Atlético til mig, for deres evige underdog-rolle og
den lokalfølelse der følger med – hvorimod Real længe har været
en International gigant. Derfor håber jeg naturligvis på at pilen
denne aften peger den anden vej for en gangs skyld.
Og
derfor gør det ondt at se at folk i striber omkring mig igen må
bøje hovederne, da straffesparkskonkurrencen nøjagtigt tipper den
anden vej. Igen. Jubelbrøl hos de hvid-blusede, som traditionen tro
kan indtage Cibeles-fontænen foran byens rådhus – mens Neptunos
ditto længere nede ad vejen må spejde langt efter fest og farver.
- Se videon for at få fansenes reaktion på afgørelsen!
Nederlaget var dråben for mig. Jeg må gøre noget. Derfor tager jeg søndag eftermiddag bussen indtil Atléticos stadion, Vicente Calderon, hvor der selv ”dagen derpå” er passionerede tilhængere som venter trofast på en guidet tour rundt i klubbens museum. Jeg smutter forbi de lidende fans og ind i butikken, og her erhverver jeg mig min første fodbold-souvenir i Madrid. Måske jeg kan vende heldet for ”Los Rojiblancos”.
* Som en lille side-note kan jeg nævne at næste års Champions League finale - med eller uden deltagelse fra Madrid - spilles i den walisiske hovedstad Cardiff. Læs mere om denne spændende by på min online rejseguide www.oplevcardiff.dk