torsdag den 3. november 2016

Efterårs-magi i Retiro-parken



Efter 3 måneders fravær er jeg nu tilbage i Madrid, som siden jeg forlod den i højsommeren har skruet en anelse ned for temperaturen. Dog ikke mere end at den sidste uges tid har budt på bragende flot efterårsvejr, og flere gange med over 20 grader. Efteråret er et fantastisk tidspunkt at besøge den spanske hovedstad på. Nu hvor man ikke længere smelter på den bagende asfalt, og hvor der er tyndet pænt ud i turisterne.



Derudover står metropolens parker lige nu specielt smukt, klædt i sine gyldne og rustrøde nuancer, men stadig med overraskende meget grønt på toppen, set i forhold til i Danmark. Overgangen mellem efterår og vinter ligger trods alt længere fremme hernede. Den tynde vindjakke er fundet frem, men har indtil nu ikke været nødvendig. Det kan der dog blive lavet om på i den kommende weekend.



Når det spanske efterårs-vejr som i dag viser sig fra sin bedste side, så er det oplagt med en tur gennem altid uimodståelige Retiro - hvor der stadig er gang i gademusikanter selfie-skydende turister, omkring den store sø. Men det smukkeste område finder man omkring Palacio de Cristal - "Glaspaladset" - få minutters gang derfra.




Her soler skildpadderne, den hvide gås og de sorte svaner sig rundt omkring den lille dam, mens glaspaladset reflekteres smukt mellem træernes farverige kostume-skift. Ganske enkelt magisk!

I den kommende tid vil jeg atter komme med updates herfra hovedstaden - så følg Kridhvid I Madrid på Facebook for seneste nyt!