onsdag den 4. maj 2016

Hverdag og weekendture



Morgen-mylderet er tæt i Madrids metro, hvor folk strømmer gennem de underjordiske gange, op og ned ad rulletrapper og ud på perronerne. Det er en naturlig del af hverdagen her i storbyen – at man skynder sig gennem stationerne for at nå det først mulige tog. Ikke mindst her i Madrid, hvor den hårde økonomiske situation for år tilbage skar ned på frekvensen af afgange. Der går dog stadig sjældent mere end 4-8 minutter mellem hver tog.

Men tiden er kostbar, når man arbejder mange timer og skal skifte flere gange mellem forstad og centrum, og dermed risikerer at skulle vente igen og igen. Selv har jeg dog udviklet lidt et anti-metro kompleks. Jeg prøver at tage det stille og roligt, og ikke lade mig suge med i strømmen på rulletrappen, men i stedet tage den gode gamle ”fysisk krævende” udgave når der er travlest. Jeg lader også mobilen ligge i lommen, for det er under en metro-tur der bare skal overstås at idéer og tanker dukker op. Men mobil-skærmene har tag i langt de fleste pendlere i metroens vogne, mens de vrider sig gennem undergrunden.

Puerta del Sol


Mens min kæreste tager et kursus i centrum, møder hun ”tidligt” hver anden dag, og på disse dage tager jeg med ved samme tid for at skrive på caféerne i centrum. Jeg står som regel af ved enten Puerta del Sol eller Plaza del Callao, og har så 15-20 minutter til en lillle gåtur før min stamcafé i Malasaña-kvarteret åbner kl. 10. Det samme gælder i dag, hvor Jeg krydser Gran vía og tager plads på den beskedne Plaza de la Luna, mens solen stiger mod de forudsagte 27 grader denne forårsdag. En varme der dog efter sigende trækker ustadigt vejr med sig efterfølgende.

Præcis kl. 10 træder jeg ind af døren på Café de la Luz, tager plads i min sædvanlige lænestol i fjerneste hjørne og nikker et Gracias til servitricen, som efterhånden blot spørger om min kaffe skal være ”con leche” (med mælk). Det er rart at føle sig hjemme i metropolen.

Zaragoza og San Sebastián
Den forgangne weekend bød på en lille tur til Zaragoza, beliggende midt mellem Madrig og Barcelona. Mit første besøg i denne spændende by og i regionen Aragón. Zaragoza nås på godt 4 timer i bus fra Madrid, og med ALSA busserne er priserne noget lavere end hvis man skulle tage toget. Vi gav godt 100 kroner per person hver vej (afhængigt af datoer), så det ville næsten være en skam ikke at besøge byen med den imponerende El Pilar katedral, moderne arkitektur, farverig gadekunst og det livlige tapas-område ”El Tubo” i den gamle bydel.

Zaragoza by night


Bussen på denne rute var i øvrigt overraskende komfortabel, og bød på en ”tablet” indbygget i hver sæderyg, så man kunne nå en film eller to på vejen. Man må dog heller ikke glemme at lade øjnene glide over de forbipasserende landskaber, som under turen disker op med alt fra sneklædte bjergtinder, frodige grønne bakker og dale, samt en gigantisk vindmølle-park.

Madrid er i det hele taget perfekt placeret til weekendture, med flere ”bælter” af yderst seværdige byer udenom – og med de nærmeste attraktioner blot en halv times kørsel væk.

Lidt længere er der til den nordlige kyst ved Biscay-bugten, hvor vi tager til i den kommende weekend, og besøger San Sebastián i Baskerlandet. Byen som er Europæisk Kulturhovedstad her i 2016, sammen med Wroclaw i Polen. Denne gang tager vi dog bilen og tager på en lille ”road trip” gennem det nordspanske. Mulighederne er mange med base i Madrid.

søndag den 17. april 2016

Det vrimler med indianere ved floden

Det er søndag i Madrid, og ved busstoppestedet i forstaden Carabanchel Alto advarer lystavlen om ekstra pres på den offentlige trafik omkring dagens fodboldkamp på Estadio Vicente Calderón – hjemmebanen for Atlético de Madrid. Og da vores bus når Manzanares-flodens sydlige bred, vrimler det allerede med indianere i alle aldre.

'Los Indios' (Indianerne) er ét blandt flere kælenavne for det stribede Madrid-mandskab, og én forklaringerne går op at det traditionsrige stadion står som en tippi ved flodens bred. Her er det dog ikke krigs-malede striber på kinderne, men i stedet rød-hvid stribede fodboldtrøjer, der præger bybilledet – mens tusindvis af fans finder vej til stadion.

Jeg er ikke selv den vilde fodboldfan, men har alligevel taget underdogs'ne fra Atlético til mig, siden jeg mødte min kæreste fra Madrid for fire år siden. Jeg har dog stadig min første kamp på Calderón til gode, og denne solrige søndag byder i stedet på en tur langs floden.

Dukketeater for de mindste madrileños







To "ufo-spillende" gademusikanter
Her vrimler det – ikke med indianere – men med Madrileños som er ude og nyde det flotte forårsvejr. Her cykles, rulleskøjtes, leges og hundeluftes i det imponerende parkområde Madrid Río, som for få år tilbage langt om længe fik integreret den oversete flod i de lokales fritidsplaner. Og med et hav af stisystemer, naturlegepladser, caféer, fodboldbaner, en skaterpark og andre rekreative zoner, er her noget for alle.

Fra kød til kunst
Følger man flodens nordlige bred fra den historiske bro, Puente de Toledo, og forbi dens futuriske fætter, Puente de Arganzuela, når man til Madrids tidligere kødby 'Matadero', som jeg tidligere har omtalt her på bloggen. I dag er hele området omdannet til et kultur og kunst-kompleks af dimensioner, og med gratis adgang er det et fantastisk sted af tilbringe et par timer.

En del af det mægtige 'Matadero'-kompleks




Et par nyder solen ved en tidligere slagtehal
Her kan man udforske de skiftende udstillinger af f.eks. foto- og installationskunst i de enorme haller, eller hænge ud med de lokale omkring den åbne plads og ved caféerne som er tilknyttet stedet. Som kontrast til kød-hallernes blodige historie, vrimler her i dag af liv.

Da jeg efter et par timer når tilbage til området nær Estadio Vicente Calderón er fodboldbraget slut og indianerne strømmer igen ud i byens gader – med armene strakt mod den skyfrie aftenhimmel og en 3-0 sejr over Granada i baglommen. Et mesterskab er pludselig indenfor rækkevidde.

Sejrsglæde hos Atlético-fansene langs Manzanares-floden


En firbenet Atlético-fan logrer med halen efter sejren

tirsdag den 12. april 2016

Kridhvid i Madrid er tilbage



”Paraguas, paraguas, paraguas”. Paraply-sælgerens kald finder vej gennem dråberne i et sjældent regnvådt Madrid centrum. Jeg er dog forberedt og har medbragt min egen paraply, da jeg af erfaring ved at foråret også på disse kanter kan være lunefuldt.

Trods den gå himmel og de våde gågader er det fantastisk at være tilbage i Madrid. Det er snart et års tid siden at jeg forlod byen sidste sommer, for at rejse rundt i Storbritannien – efter at have været kridhvid i Madrid i et års tid.

Jeg vendte første gang tilbage i februar og nu er jeg her for at blive i et par måneder. Da jeg har kunnet følge en stadig aktivitet her på bloggen, har jeg besluttet at opdatere den løbende under mit ophold. Derfor vil jeg komme med nye historier fra Spaniens bankende hjerte.

Der er noget unikt ved at opleve en by gennem årets skiftende sæsoner, og foråret er ligesom mange andre steder noget helt specielt. Folk finder igen vej til de mange frodige parker mens livet springer ud på ny. Og især her i Madrid bør man nyde denne årstid, før hedebølgen tynger henover højsommeren.

I dag har jeg dog søgt ly for regnen på min stam-café La Ciudad Invisible nær operaen, hvor det venlige personale tager smilende imod og byder velkommen tilbage. En kop ”café con leche” er fantastisk skrive-benzin, og til bare €1,50 er der råd til at tanke op adskillige gange undervejs.

Så hop på vognen og følg med her på bloggen gennem de næste par måneder.

lørdag den 30. maj 2015

Kridhvid i Madrid holder 'siesta'



Efter snart et år med insider tips og historier fra Madrid og omegn, vil bloggen her inden længe holde siesta på ubestemt tid. Nye rejseeventyr venter lige om hjørnet, og det vides pt. ikke om jeg igen en dag vil kalde Madrid mit hjem.

Men efter mere en ti måneder som 'madrileño' er der noget der har bidt sig fast, og savnet til byen vil være enormt. Derfor vil Kridhvid i Madrid fortsat være online i 'dvale', og stadig indeholde spændende tips til din ferie i den spanske hovestad.

Indtil en mulig tilbagevenden, vil du snart kunne følge mine rejseoplevelser, tips og fortællinger på en ny engelsk-sproget blog, som er lige på de berømte trapper. Følg derfor Travelooney på Facebook for seneste nyt om denne blog!

Tak fordi du fulgte med - Hasta Luego!


tirsdag den 19. maj 2015

Den store fest på prærien



Vi står som fyldet i en chorizo, da metroen nærmer sig vores destination nær broen Puente de Toledo. Og udenfor står folk i kø den anden vej, for at blive lukket ind i hold. Madrids største 'byfest' er skudt i gang, og siden morgenstunden har tusinde af madrileños søgt mod 'prærien', nær Manzanares flodens bred.

'Pradera de San Isidro' er parken hvor festen for alvor skydes i gang. Fejringen af Madrids og landmændendes skytshelgen, San Isidro. Som med mange andre traditioner, er det dog de færreste der i dag forbinder 'Fiesta de San Isidro' med noget religiøst, selvom mange stadig står i kø ved Ermita de San Isidro, for en tår af det 'hellige vand' fra brønden.

For de fleste er San Isidro lige med fest og farver, og en kulturel festival i dagene omkring den 15. maj. Plaza Mayor lægger scene til en lang række koncerter og events, mens 'Giganternes Parade', sender enorme figurer gennem gaderne i centrum.

De kloge og de dumme
Fra metroen baner vi os vej gennem menneskestrømmen, ad Paseo del Quince de Mayo, som er flankeret af endeløse boder, hvoraf flere disker op med de én af de mange traditioner omkring San Isidro – 'Rosquillas'.

Rosquillas er små donut-lignende kager, som fås i to udgaver: 'Listas' (kloge) og 'Tontas' (dumme). Egentlig den samme, bare med og uden sukkerovertræk. Sammen med de klassiske vafler, 'Barquillos', er det noget der hører sig til, og de langes over disken i massevis.

I græsset langs den brede vej, holder folk picnic og søger skygge i de 30 grader. Mens latinamerikanske danserytmer fra barerne, blander sig med de traditionelle toner fra lirekasser, og scenen med dansere i smukke klædedragter.

'El Chotis'
Vi når til San Isidro parken, hvor mange har slået sig ned med vennerne eller familien. Et par plastikbolde i menneskestørrelse har samlet en en stor gruppe unge, som på skift hopper ind i boldende og brager mod hinanden. Blandt træerne breder duften sig fra en gigantisk grill, som er læsset fuld af stegt kød og grøntsager, og i tivoli-vognen med lotteri er hovedpræmien naturligvis - Jamón.

Ude på den brede asfalterede vej stimler folk sammen, og et tv-hold fra den lokale station dukker op. 'El Chotis' er den smukkeste tradition omkring San Isidro. Den karakteristiske dans, hvor herren 'snurres' rundt af kvinden – nærmest som en manequindukke. Det ser let ud, men er en kunst i sig selv. 

Dansen udføres af ægte 'Chulapos' og 'Chulapas'. Smukt klædte par med herren i ternet vest og hat, og hans señorita i farverig kjole, sjal og blomst i håret. Det handler om stemning og traditioner.

For de udholdende rundes dagen af med et enormt festfyrværkeri i byens park, Retiro. Dette var mit første San Isidro, og efterfølgende føler man sig en lille smule mere madrileño. Bestemt et event der er værd at opleve, hvis man rejser til Madrid midt i maj.

onsdag den 13. maj 2015

Ny artikel hos Like A Local Guide


























Hvis du rejser til Madrid i længere tid, eller bare gerne vil opleve lidt mere af det ofte oversete centrale Spanien, så ta' et kig på min seneste engelske artikel hos Like A Local Guide, hvor jeg giver insider-tips til fantastiske dagsture ud af storbyen!